Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Rundtur vest for Oksbøl, 18 km (533).
Tirsdag den 25. marts 2025.
Kirken i Oksbøl er en enkel middelalderkirke med hvidkalkede mure, et lille pyramideformet spir på tårnet. Den er udbygget flere gange og har en størrelse, der afslører forbindelse til lokale godsbesiddere. Egentligt hedder kirken Ål Kirke, i sin tid knyttet til herregården Hesselmed. Dagen begynder uden sol, en let dis får den lyseblå himmel til at fremtræde grynet.
Et stendige omkranser den store kirkegård, hvor fint revne grusgange løber mellem lange række af gravsteder omgivet af små, lave hække. Over for kirken fører Granvej ind i Ål Klitplantage, en del af de store militære områder omkring Kallesmærsk Hede (vandredag 169). På den tilstødende Lærkevej viste et udvalg af den lokale ulveflok sig for nyligt for aftenlige hundeluftere, hvilket førte til et ministerbesøg og fornyet diskussion om ulveregulering. Jeg ser nu hverken ulve eller tanks under min vandretur, blot et styk mørkfarvet fækalie af ukendt proveniens, som, med tanke på den store mængde af luftende hunde, jeg mødte i løbet af dagen, næppe kan tiltros at være autentisk ulveafføring. Canis lupus familiaris altså, ikke Canis lupus.
Klitplantagen, og den tilstødende Vrøgum Klitplantage nord for er tilplantede flyvesandsområder, en kompliceret mosaik af plantager, små bidder af heder og kær, små og virkeligt små søer. Der er skovveje, vedligeholdte og tilgroede, små afmærkede stier og trampestier, brede baner af sand, hvor små skilte dirigerer tanks hen. Dele af området er indhegnet til afgræsning, men der er hverken kvæg eller småkvæg at se nogen steder.
Fra plantagens høje, spinkle nåletræer følger jeg trampestier ud til Ål Præstesø. Sandjorden får ikke bare krat og kær til at se karsk og skravlet ud, rørbræmmen er tynd, og små totter vissent græs stikker op af den lavvandede søs overflade. Et par hvide knopsvaner med røde næb indtager midten af søen, mens nogle få gråænder og blishøns holder til nær bredden.
Vest for søen fører en afmærket trampesti langs en smal å, med en skrøbeligt udseende plankebro til at krydse over. Skovede områder og kær skaber store lysninger, græs- og lyngheder støder op til skovbrynet. Nogle af hedeområderne står delvist under vand, ikke som en sø, mere et netværk af vand på de laveste partier. Formodentligt er der et ubrudt al-lag under jordoverfladen, uigennemtrængeligt for overfladevand. Overfor er der en større sø på åbent land, en lille flok svaner flyver lavt over landskabet, højlydte gæs og ænder høres i det fjerne.
En håndfuld fritstående indlandsklitter rejser sig over flad klithede, selv om vi er adskillige kilometer fra havet. Jeg har set det samme ved Filsø, få kilometer mod nord (vandredag 487) og så langt inde i landet som Randbøl Hede findes landets højeste indlandsklitter (vandredag 120).
Som jeg drejer ind i Vrøgum Klithede passerer jeg et hedeområde med en anden type indlandsklitter, en lang, lav kæde med markerede toppe, som en frossen bølge. Lyngen står høj og tæt her, bortset fra spredte partier af afbrændt hede.
Hvidt sand ses overalt på skovbunden, mens skovvejens sand har en varmere rødlig nuance og anden struktur, så den må være importeret og kørt på af den offentlige skovejer. Nåletræerne står højere og med tykkere stammer. Der er rensdyrlav på skovbunden, totter af grøn mos og en orange lav på en granstamme, det mest farvestrålende syn hele dagen.
Jeg når det østlige skovbryn, med skovbørnehave og faciliteter til friluftsaktiviteter. Der er strejf af sol nu, men også en følelig kold vind i det åbne landskab, som jeg følger den smalle landevej tilbage mod Oksbøl. I det flade landskab ses det hvide kirketårn på lang afstand, og landevejen er snorlig. Snart er jeg i byen.
Pierre Bouille: La planète des singes, 29-224.
Jyske Vandreture 