Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Ulstrup-Randers (over Fussingø), 33 km (537).
Torsdag den 24. april 2025.
Det lille trinbræt i Ulstrup ligger smukt placeret i Gudenådalen. Et par hundrede meter mod syd løber den store å gennem dalen, dybt i lejet efter at vinterens oversvømmelser af engene er overstået. Umiddelbart nord for perronen ligger Ulstrup Slot, i renæssancestil, symmetrisk med centralt porttårn og hjørnetårne, røde mursten og røde tegl. Gruset er nyrevet og de store grønne plæner er velholdte. Ovenover blå himmel og drivende hvide skyer.
Gudenådalen er godt en kilometer bred på dette sted. Begge dalsider er bevoksede med skræntskov. Højdeforskellen fra dalbund til plateauet ovenfor er på over halvfjers meter, det har utvivlsomt beskyttet mod opdyrkning med vanskelige skrænter.
I dag går jeg stik nord og når hurtigt skovbrynet. Som jeg ser mig tilbage, spejler slottet sig smukt i en af de små damme, der danner en kæde langs landevejen. Inde i skoven hænger der nyudsprunget bøgeløv, et anemonetæppe dækker skovbunden, store ege kanter landevejen, som den arbejder sig opad i en lang moderat stigning. En skovskade flyver over vejen, og fasaner kalder inde fra underskoven.
Oppe på plateauet begynder det dyrkede land, og i dag er det store kantede felter af lysende gule rapsmarker, der dominerer. Andre steder står mælkebøtter tæt på frodige græsmarker, og vorterod breder sig ved diger, grøfter og skovveje. Deres skarpe gule blomster er spættet mod grøn baggrund, kun rapsmarkernes gule løber sammen for øjet i lange bølgende tæppe og knivskarpe kanter og hjørner.
En enlig knopsvane har forvildet sig ud på landevejen, dets orangerøde næb står i dristig kontrast til rapsen. Jeg trækker over i modsatte vejside, den store fugl hvæser alligevel slangeagtigt af mig, som jeg passerer. Senere på dagen ser jeg endnu en enlig svane langt inde på en mark, men ellers har de hvide fugle fundet sammen i par, der duver roligt på søer eller åers vande. Højt over mit hoved cirkler skrigende musvåger i par.
Plateauet udgør en lang tunge af land mellem Gudenådalen og Nørreådalen. Sidstnævnte er det sidste store tilløb til Gudenåen, ved Fladbro, få kilometer herfra (vandredag 428). Snart begynder en nedstigning til ådalen, mens landevejen svinger mod vest. Også her er der skræntskov på dalsiden, men jeg når dog hurtigt frem til udsigter over dalbundens kær og enge. Det slår mig straks, at der er meget mere vand på dalbunden, end da jeg sidst var her (vandredag 183). Længere fremme støder jeg på en informationstavle, som forklarer, at dalbundens gamle diger for længst er udtjente, og man har besluttet at lade engene være permanent oversvømmede til glæde for fuglelivet. Jeg ser da også viber, gæs og svaner her.
Stedet her hedder Skjern – ikke at forveksle med Skjern og Skjern Enge i Vestjylland (vandredag 99). På den modsatte dalside, op mod skoven ligger en lille kirke. På dalbunden ligger en tilbageblevet borgbanke, efter en for længst nedrevet borg. I stedet er der nu et lille gods, Skjern Hovedgård, hvis hvide hovedbygning ligger tilbagetrukket fra landevejen. En lille flok heste græsser dekorativt i forgrunden, ved en lang indkørsel blomstrer røde tulipaner ved hvide piedestaler.
Jeg krydser Nørreåen og gør en afstikker til den lille kirke. Skib og kor er i granit, en tagrytter bærer en klokke, og et våbenhus med hvidkalkede mure fuldender bygningen. Foran kirken står to runesten opstillede. Nørreådalen er rig på runesten. Kirken i Ålum, få kilometer mod øst, byder på hele fire runesten, hvis det smukke rødkalkede kirketårn ikke skulle være tilstrækkelig grund til et besøg (vandredag 291).
Et pragtfuldt gammelt stendige omgiver kirkegården, fra et hjørne er der en flot udsigt over de oversvømmede enge og hovedgården. Den nordlige dalside er dækket af de store skove, der rækker helt til Fussingø. Jeg følger landevejen neden for skovbrynet mod øst. Flere gravhøje flankerer vejen, musvåger cirkler højt over mit hoved, et ravn kalder fra et usynligt sted. Med det blotte øje kan jeg se hvide svaner på de oversvømmede enge, de kantede omrids af gæs nærved.
De private skove går over i de offentlige, og jeg drejer ind på en skovvej op ad den lange skråning. Den nedre bøgeskov afløses af høje granskov, gamle egetræer afgrænser en eng, og til sidst når jeg plateauets åbne land. Det er en bred strimmel af græsland, hvor mælkebøtter strækker sig uendeligt, nogle få gårde langs en slynget landevej. Troldeskovvej står der på vejskiltet ved en grusvej, som fører ind i skovene ved Fussingø.
Jeg har ikke gået langt, før jeg står ved et højt hegn tværs over vejen. Fussingø er den blandt de nye naturnationalparker, der er længst fremme. Centralt i området er en indhegning på små 600 hektarer til såkaldt store græssere. Projektet er uundgåeligt omdiskuteret, og øjensynligt er man her endt på at store græssere kommer til at betyde kronhjorte og stude, ingen bisoner eller elge. Hegnet løber langt i begge retninger, jeg træder igennem lågen og vandrer gennem et smukt mosaiklandskab, overvejende løvskov med græssletter og små moser. Terrænet hælder ned mod Fussing Sø, hvor godset Fussingø også ligger. Et mindre område omkring godset er hegnet ude fra den større indhegning, og jeg passerer store, nyligt anlagte færiste, hvor den sidste smule hegn blot mangler at blive ført frem.
Der er rækker af biler på den store parkeringsplads. Der er adskillige aktiviteter i det store kompleks af avlsbygninger, heriblandt kontorer for Naturstyrelsen i Kronjylland. Fussingø Slot er et smuk hvidt nyklassicistisk palæ, som møder en bindingsværklænge, røde tegltage på begge, i en ret vinkel omkring en stor grøn plæne. Ligesom ved Skjern Hovedgård er der også her rester af en langt ældre borg, bygget til forsvar ikke til repræsentation. Den ligger på en lille halvø ud i Fussing Sø (vandredag 182).
Jeg kan se et blåt glimt af søen i forlængelse af det åbne rum mellem avlsbygninger. Som jeg følger landevejen nord om søen, krydser jeg en lille uanselig bæk, der udspringer fra søen. Det er begyndelsen på Skals Å, der følger en stor bue mod nordvest, inden den udmunder til Hjarbæk Fjord, den inderste del af Limfjorden (vandredag 303). En lang badebro med besøgsfaciliteter er kommet til, siden jeg sidst var her, og jeg skridter ud til den yderste træplatform for at kunne tage søen og dens omgivelser bedre i syne. Blå himmel og hvide skyer spejler sig i vandoverfladen.
Landevejen og dernæst hovedvejen mellem Viborg og Randers fører nord om Fussing Sø. Undervejs er der panoramiske udsigter over søen, nu lavere i terrænet, skove i sydvest, grønne bakker og slugter i nordøst.
Fra hovedvejen drejer jeg mod syd og krydser dalen vest for søen ad slyngede veje, der fører mig til Tånum og de sidste kilometer mod Randers. Først over det dyrkede land, med store gule rapssletter under blå himmel, dernæst når jeg Hornbæk, passerer kirken og kommer ud på stinettet ved Gudenåengene. Et halv dusin gæs flyver lavt over mit hoved, i distancen kan jeg glimte den store å og motorvejsbroen med susende biler, næsten lydløse herfra. Og et par kilometer senere står jeg endnu en gang på perronen ved Randers perroner.
Jenny Erpenbeck: Kairos, 30-70.
Jyske Vandreture 