Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Hviding-Mandø-Ribe, 45 km (417).
Lørdag den 1. august 2021.

En kort, heftig byge falder få minutter før, jeg står af toget i Hviding. Den sene formiddag er stadig overskyet, og skyerne brydes kun langsomt op – heldigvis bliver det kun til et par lette sommerbyger resten af dagen, og temperaturen er langt mere egnet til en lang vandredag end de hede sommerdage i juli.
Fra den lille stationsby går jeg i rask tempo mod vest, ud mod havet. På kanten til marsken ligger landsbyen Vester Vedsted. Dens hvide kirke er et kendemærke set ude fra havet. Som jeg ankommer fra landsiden, er den næsten skjult af den høje træer omkring landsbyens gårdklynge. Et kort stykke fremme ligger Vadehavscentret, hvorfra jeg engang har deltaget i en “sælsafari” til bankerne nord for Mandø (vandredag 114). I dag skal jeg også deromkring, men på egen hånd, som led i min vandretur til Mandø.
På den anden side af landsbyen ligger marsken, med flade enge mod syd og nord, græssende kvæg under en høj himmel, og, i vest, den lange grønne vold, der er diget ud mod havet. Ind mod land stiger diget brat til tre meters højde, ud mod havet er det derimod en lang jævn skråning, der mindsker vandmassernes mulighed for erosion. En asfaltvej løber langs indersiden af volden, en rampe fører trafikken op over diget og ned på den ubeskyttede side.
Foran mig ligger låningsvejen til Mandø. Adskillige biler holder på en parkeringsplads, men jeg kan også se enkelte personbiler køre langsomt af sted langt ude, nærmest som kørte de på vandoverfladen. Låningsvejen, der blev taget i brug i 1978, erstattede den oprindelige ebbevej. Den er grundlæggende en lav dæmning af grus, hævet en smule over havbunden og sikret med slikgårde på begge sider. Den bliver overskyllet og lukket to gange i døgnet af højvande. Lige nu er det middel vandstand, der er stadig fire timer til maksimal ebbe (som er nødvendigt for at komme ud til sælbankerne).
Fra fastlandsdiget til Mandøs havdige er der godt seks kilometer. Marsken er bredest på Mandø-siden, men der er dog også marsk ved fastlandet. Slikgårdene, hvor slikket, fint mudder, tilbageholdes, er dannet af faskiner, lave risgærder, hvor pælene står tæt, nogle af tjener som hvileplads for skarver. Vandet har trukket sig tilbage, efterladt store pytter på grusvejen og afsløret loer i marskens grønsvær. Store klynger af vadegræs danner overgang til den blotlagte havbund, der stadig er overtrukket med et glinsende lag vand. Rødben og strandskader flyver over himlen og lader den genlyde af fugleskrig.
På det midterste stræk af låningsvejen er der ingen marsk overhovedet, og vandet når helt op til grusets stenkantning. Et par traktorbusser passerer, og personbilerne bliver hyppigere. I sydvest ridder en lille flok ryttere ud i havet. Spinkle skikkelser, så det er formodentligt unge piger. Jeg kan lige akkurat skelne de høje riskoste, der markerer den gamle ebbevej. Eftersom jeg har tænkt mig at gå den vej tilbage, iagttager jeg med interesse deres fremfærd. Havet udgør en glat flade, men når ikke meget over hovene på hestene.
Mandøs ydermarsk er præget af store lilla strøg med hindebæger. Fårene er spredt ud i små flokke på de flade enge, de fleste holder sig imidlertid til digets skråning, hvor de uforstyrret græsser eller hviler sig. Jeg følger rampen op over havdiget og gør holdt øverst. I øst kan jeg stadig se Ribes domkirke i horisonten, i nord ses de høje bygninger og skorstenen på havnen i Esbjerg, det er de to dominerende vartegn i det flade, skovløse landskab.
Vejnettet på Mandø består af en landevej op til Mandø By og en cirkulær digevej langs indersiden af havdiget, der ligger som en ring rundt om øens kerne. Oftest er digevejen flankeret af en bred afvandingskanal, der samler vandet fra de mange drængrøfter. I begyndelsen følger jeg digevejen med uret rundt, men snart griber jeg chancen for at krydse ind over øen ad en tilgroet markvej, der ikke desto mindre er markeret som vandresti.
Inden for digets beskyttende volde er der pludseligt anderledes varmt end ude på låningsvejen. En håndfuld kvæg hviler i skyggen, kun et enkelt dyr græsser ufortrødent i middagsheden. En fiskehejre letter fra drængrøftens rørbræmme og flytter sig modvilligt fremad, som jeg går mod nord. En tårnfalk afsøger den tørre del af engene. Jeg krydser et indre dige nær byen. Fårene har ikke adgang til det, så i stedet for afgnavet græs er digets sider dækket af rør, lilla gederams og striber af gul rejnfan. Markvejen går over i grusveje, der fører hen til Mandø By, ved kroen, der også er stoppestedet for traktorbusserne fra Vester Vedsted.
Den lille by byder også på kirke, vindmølle og en del turisttilbud. Bebyggelsen ligger i læ af en strimmel klitter mod vest. Inden for klitterne ligger en gammel redningsstation i klassisk vestkyststil. Mandø er, som andre øer i Vadehavet, en såkaldt barriereø, hvor klitter er vokset op fra en sandbanke, og derefter har givet læ til yderligere landtillæg i læ af klitterne. Derfor er den også højest mod vest – de beskyttende klitter. Jeg følger den brede sti til toppen af klitterne og får udsyn over den flade ydermarsk – og den seneste ladning turister fra traktorbussen, samlet omkring højvandssøjlen og en guides fortællinger.
Jeg vandrer videre for foden af den korte klitrække, indtil jeg genfinder havdiget og digevejen i udkanten byen. Ved øens nordligste punkt fører en vejrampe over diget og fortsættes med et vejdække af murbrokker frem til Vadehavets blotlagte mudderflader. Langt mod nord kan jeg se små skikkelser står på rad og række: Vadehavscentret har gang i den første af sæsonens sælsafarier. (Af hensyn til ro under sælungernes opvækst går de først i gang i august – et princip jeg har valgt at følge). Jeg tager støvlerne af og går barfodet ud over det faste mudder. Der er en halv time til maksimal ebbe, og selv om der stadigt er vandfyldte strømrender, er de sjældent mere end ankeldybe.
Mudderet er fast og behageligt under den nøgne fod, så længe jeg ikke træder på muslinge- eller snegleskallers skarpe kanter. Her og der løber strandskader over vaden. Jeg går et par kilometer stik nord, indtil jeg møder dybt vand. Vandet strømmer ind og ud af Vadehavet gennem de såkaldte dyb. Knudedyb hedder dybet mellem Mandø og Fanø, en sidegren af det adskiller Mandø Flak fra Peelrevet. De besøgende står ved rendens sydlige vandkant og betragter sælerne, der uforstyrret holder til på den nordlige bred. Det kan sælerne også roligt gøre, der er næsten trehundrede meter derover. Man skal have kikkert med for rigtigt at kunne se dem. Vadehavscentrets guider har medbragt et teleskop på et stativ. De store dyr på sandrevlen fremtræder hvide i pelsen. Det er ikke en blivende farve, blot udtryk for hvor tør pelsen er.
Da jeg har set mig mæt på sæler, drejer jeg om på hælen, og går tilbage over vaden, tager støvlerne på og fortsætter vandringen langs diget. Snart er jeg tilbage ved låningsvejens rampe og forlader Mandø. Efter at have tilbagelagt en fjerdel af vejen mod fastlandet, drejer jeg imidlertid fra ved den gamle ebbevej. Skilte forbyder alt anden motortrafik end traktorbusserne, og to parallelle rækker riskoste markerer “kørebanen”. Endnu engang tager jeg støvlerne af og vandrer barfodet ud over den blotlagte havbund. Mudderet er så fast at aftrykkene fra traktordæk består, og jeg kan mærke deres ribber under foden. De ryttere, jeg så tidligere på dagen, har efterladt en fin linje af u-formede aftryk af hestesko. Ebbevejen trækker væk fra låningsvejen og tager en mere direkte rute mod Vester Vedsteds hvide kirke. Fastlandets dige ses som en lang grøn vold, Ribe Domkirkes tårne rager op langt inde i landet.
Pludseligt når jeg et langt stræk, hvor ebbevejen er forstærket med grus. Gruset har skarpe kanter, der skærer mine nøgne fodsåler voldsomt. Jeg forsøger at gå parallelt med vejen, men nu er mudderet blødt som smør (det er derfor, der er hældt grus på), og jeg synker i til midt på skinnebenet. Havbunden fremtræder plan, men den er ikke bogstaveligt talt tørlagt. Tværtimod er der små højdevariationer, som betyder at den grusbelagte ebbeveje her og der er dækket af store flader af ankeldybt vand. Her ville det unægteligt have været godt at have haft gummestøvler med. I stedet må jeg tage vandrestøvlerne på og acceptere, at de bliver gennemblødte og vandfyldte. Omsider når jeg i land. Der er en parkeringsplads og adskillige besøgende, som ser vejen forsvinde ud i havet. Jeg sætter mig på en træbænk og hælder en kopfuld vand ud af hver støvle, inden jeg fortsætter med klamt fodtøj.
Fra Vester Vedsted går jeg ad små veje mod Ribe. Marskens enge afløses af korn- og majsmarker. Et rådyr smutter tyst over vejen. Jeg kommer igennem Øster Vedsted, en større landsby end navnebroderen, udstrakt langs landevejen, næsten en forstad til købstaden. Som jeg kommer fri af bebyggelsen, er jeg pludselig overraskende tæt på Ribe og dens domkirke. En cykelsti fører helt ind til den ældste del af byen med den små hyggelige gader, og min vandring er til ende.

Eduardo Mendoza: El negociado del yin y el yang, 62-230.

This slideshow requires JavaScript.