Den orange linje viser vandring på Oksevejen. Den gule linje viser andre vandredage.  Den røde linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Elbmundingen: tre vandredage fra Wedel til Friedrichskoog Spitze, 98 km.
Onsdag den 26. juli til fredag den 28. juli 2023.

Wedel ligger ved Elben, vest for Hamburg. Jeg har været her før (vandredag 205). Hærvejens fortsættelse, der i Tyskland er bedre kendt som Oksevejen, endte her, og studene endte på byens kvægmarked og i dens slagtehuse. Fra Wedel går der en cykel- og vandrerute til Hamburg (vandredag 287). Jeg skal imidlertid følge ruten den modsatte vej, nedenstrøms til Elbens udløb i Vadehavet. Jeg har taget turen før, på en sejltur til Helgoland (vandredag 163), men denne gang bliver det til fods.
Tidligere på måneden vandrede jeg ad Malerweg, i Det Sachiske Schweiz, øst for Dresden, hvor Elben skærer sig dybt ned i sandstensklipperne. Der var 3800 højdemetre på de fem vandredage. Det er den samme flod foran mig nu, men her løber den gennem den absolut fladeste del af Tyskland: Over de næste tre dage møder jeg ikke noget vanskeligere end at stige op og ned ad digerne, fire-fem meter maksimalt.

Der er store fragtskibe på den brede flod og enkelt flodpram. Fra en smal stribe sandstrand går jeg videre mod vest, langs digerne, der løber mere eller mindre ubrudt hele vejen til den danske grænse. Det er en kølig sommerdag, skyet, med lejlighedsvise byger. Der er ganske blæsende oppe på diget, så af og til skifter jeg til de smalle serviceveje langs jordvolden, som også tjener som cykel- og vandresti. Nærmest byerne gør digekronen også tjeneste som promenade, med asfalt, grus eller flisebelagte stier.
Fåreflokkene holder til langs diget, mens kvæg og heste, med flere kilo bag klove og hove, er hegnet ude og begrænset til de flade enge inden- eller udenfor diget. Med lange mellemrum løber store åer ud til floden, reguleret af sluser. Fårene, eller måske snarere deres efterladenskaber som ligger tæt, har tiltrukket flokke af stære, som fouragerer tæt sammen. Svalerne, derimod, stryger alene henover det nedbidte græs.
Som ud af det blå dukker en havørn op over mit hoved, overraskende tæt på, og er væk, næsten før jeg har registreret det. En tårnfalk giver sig bedre tid, jager over diget, tager et hvil på en pæl, går i luften, slår ned, og forsvinder. På en eng inden for diget ser jeg de første af mange, mange gæs. En lille flok sølvhejrer hviler i flok, stående og duknakkede, mens andre af de store fugle spankulerer rundt med deres store gule næb parat til handling. Et par svaner spejler sig i en å, sortkrager og alliker flyver ind fra markerne.
Uden for diget er der frodige enge, som ender i rørskov ud mod Elben. Der er lange, smalle øer i flodløbet, de er oftest fuglereservater, uden beboelse eller offentlig adgang. Syd for floden kan jeg se industrianlæg, mens der er langt mellem de små landsbyer nord for floden.
Ikke alle fårene græsser, nogle af dem hviler eller sover, med særlig forkærlighed for vejens asfalt. Jeg gør mit bedste for at passere uden at skræmme dem på benene. Andre foretrækker digekronens udsigt, ofte ligger to får sammen, støttet ryg mod ryg, for komfort og selskab antager jeg. Kombinationen hoved til bagdel er særlig populær, for 360 graders samlet udsyn. Med store mellemrum fører en tværvej op over diget, oftest som ramper på inder- og ydersiden. Et enkelt sted står en højvandssøjle, hvor ringe angiver højde for oversvømmelsen. Den øverste, fra 1976, er ikke langt under digekronen.
Sorte skyer passerer på flankerne, af til med et slør af regn hængende ned som et gardin. Jeg undgår heller ikke en enkelt større byge. Selv i tørvejr skaber de store skyer en mosaik af skygge og sollys over landskabet.
Ved den næste sluse er det Kanadagæs, der holder til på engene langs åens brede udløb. Deres overtal er dog ganske midlertidigt. Som jeg går mod vest er der igen grågæs over alt på engene og i luften, deres snadren fylder luften. Diget svinger helt ud til Elben, hvor der er ebbe og de smalle mudderflader er blottede. Der er lav kystbefæstning med sten, og små fyrtårne malet i røde og hvide bolsjefarver.
Foran mig ligger Glücksburg, grundlagt af Christian d. IV i et forsøg på at konkurrere med Hamburg. Det projekt lykkedes overhovedet ikke. Det er en lille provinsby, med åhavn både inden og uden for slusen, mange fine gamle gader og torve i smuk kontrast til marskens mennesketomme enge. Det virker som en passende afslutning på dagens vandring.

Da jeg fortsætter min vandring næste dag, er vejret en smule bedre, knapt så blæsende. Jeg undgår større regnbyger, mens en let støvregn kommer og går, og regndis ligger over landskabet og floden. Diget holder sig tæt på flodbredden. Der er ikke flere af de smalle, langstrakte øer, jeg så i går, så der er uhindret udsigt til den sydlige flodbred, i delstaten Niedersachsen.
Fragtskibene passerer i en lind strøm derude, ligesom der er en støt gennemstrømning af cyklister med oppakning på den smalle asfaltvej uden for diget, som jeg vandrer ad. Som i går er de faste konstanter store mængder får, stære og gæs.
Langt mod vest kan jeg se et stort industribyggeri med en høj kuppel. Før jeg når så langt, svinger diget dog brat mod nord. Et stykke fremme kan jeg se en sluse, hvor klapbroen har vippet vejbanen i vejret. Mens jeg nærmer mig, sænkes klapbroen langsomt, og jeg har dårligt nået landevejen, før køen af biler og cyklister sætter i gang, og jeg følger efter dem, over den bredeste flod, jeg krydser på min vej.
Floden hedder Stör. Elben skaber en tidevandseffekt, der rækker langt ind i landet, og som gør de høje lange diger nødvendige. Nu om dage er den store flod reguleret med opstemning og kammersluse ved Geesthacht øst for Hamburg (vandredag 477). Tidevandseffekt og marskdannelse omkring Stör har også rakt langt ind i landet. Et stræk af Oksevejen løber langs flodens flotte slyngninger syd for Itzehoe (vandredag 199). Et god del af det kvæg, der blev drevet ned fra Jylland, endte ikke direkte i slagtehusene, men blev fedet op på de frodige marskenge der.
Som jeg fortsætter mod vest, farer katamaranfærgen mod Helgoland forbi ude på floden. Den trækker en hvid kølvandsstribe efter sig, som med mange minutters forsinkelse rammer bredden. Snart efter passerer jeg det store industrianlæg, som viser sig at være kernekraftværket Brokdorf. I dag ser der ganske fredeligt ud, men i 70’erne og 80’erne var der voldsomme demonstrationer her. Værket blev lukket ned for et par år siden, som følge af Tysklands gradvise afvikling af atomkraft.
Adskillige kilometer længere fremme, i udkanten af Brunsbüttel passerer jeg endnu et nedlagt atomkraftværk, lukket allerede i 2009. På den anden side af atomkraftværket begynder industriområdet omkring havnen i Brunsbüttel. På de blotlagte mudderflader ser jeg et par nilgæs fouragere, en invasiv art som også breder sig i Danmark. Fuglen har en mere spraglet dragt og runde, sorte ringe omkring øjnene, lidt som en panda.
For at omgå industrikvarteret må jeg trække lidt ind i landet til den første indfaldsvej. Hen over græssende kvæg kan jeg se de høje overbygninger på fragtskibene. Indfaldsvejen fører mig frem til kanalfærgen i Brunsbüttel. Jeg kan gå lige om bord, overfarten er gratis, den tager ganske få minutter, to små færger sejler i pendulfart. Så få minutter senere står jeg på den anden side af Nord-Ostsee-Kanal. Eller Kielerkanalen, som den er bedre kendt som i Danmark. Og denne dags vandring er til ende.

Kielerkanalen går fra Brunsbüttel nær Nordsøen til Kieler Förde i Østersøen. Der er sluser ved begge udløb. Kanalen går for at være den travleste kunstige vandvej i verden, og den tager store fragtskibe. Derfor er jernbane- og bilbroer også usædvanligt høje. Da jeg gik ad Oksevejen krydsede jeg Kielerkanalen gennem en lang cykel- og fodgængertunnel i Rendsburg (vandredag 197).
Jeg starter min sidste vandredag ved kanalfærgen og går hen mod den store kammersluse. Der er en udsigtsplatform med pænt besøg, hvorfra jeg kan betragte en stor bulkcarrier inde i kammeret. Den har tre store kraner med grabber svinget ind på linje. Alppila, fra Helsinki. Som skibet langsomt arbejder sig ud i floden, holder jeg næsten trit med det. Det drejer i retning af Hamburg, jeg går den modsatte vej. På denne side af kanalen er Brunsbüttel mest beboelse, med en lystbådehavn hvor den lille flod Braake møder Elben. Og så er jeg tilbage på digerne, der stadig holder sig nær flodbredden.
Tingene begynder dog at ændre sig, der er kystbeskyttelse med store sten, nogle af dem smukt overgroede med gule laver. Snart efter begynder et tydeligt vadehavspræg, der er slikgårde, og lange lave faskiner i store firkanter. Strandskader holder vagt på stenene, og en regnspove søger føde på en mudderflade.
De første slikgårde er næsten uden vegetation, men snart møder jeg andre, der er fuldstændigt vokset over med tagrør. I vejkanten ligger store stabler af pæle og bunker af kvas, beregnet til at blive klemt fast mellem pælene. Pælene er overraskende lange og tykke: Faskinerne er en til to fod høje, men pælene er op til to en halv meter lange. Længere fremme er der begyndende dannelse af grønsvær. Der er foretaget grøbling, med de lange, smalle og parallelle grøfter, hvor tagrørene stadig har fodfæste. Og i det sidste stadium, efterhånden i noget afstand fra kysten, er det hele overgået til grønsvær, og fårene, køerne og gæssene rykker ind. Grønsværen har et karakteristisk vaskebrætsmønster, fordi grøfternes opgravede jord kastes ind på det lange mellemrum mellem grøfterne. Selv hvor grøfterne er opfyldt og dækket med græstæppe, består det lave bakke-og-dal mønster. Jeg har set det så langt inde i landet som ved Itzehoe.
Efterhånden opbygges der et betydeligt forland ud mod Elben. Loer rækker langt ind i engene, vandet står lavt eller er helt væk. Ryler afsøger mudderet. En lille landsby med en havn rager en smule op i landskabet. Jeg drejer mod vest, ad en landevej gennem et gennembrudt dige. Et tegn på tiltro til de ydre diger, jeg befinder mig i en kog, et stykke indvundet land fuldstændigt omgivet af diger. Der er ikke blot græsning inden for diget, men også majs, kornmarker og kål.
Jeg finder min vej tilbage til yderdiget. Den tyske pendant til Naturfredningsforeningen har en fugleobservationspost uden for diget, campingvogn og bil, hegnet omhyggeligt ind. For at holde fårene væk, jeg ser dem over alt gnubbe sig velbehageligt mod ledene mellem de store folde, og mod de bænke der står på udvalgte udsigtspunkter. I det lave landskab og på en vis afstand af floden har jeg den klassisk vadehavsoplevelse af at se skibe “svæve” lydløst hen over marskengene og rørskovene.
Floden vides langsomt men sikkert ud til et tragtformet udløb. Den fjerne bred trækker bort og forvandles til en blånende silhuet, glitrende vand foran, når solen finder et hul. Kysten drejer mod nord, og jeg møder stræk, hvor der ikke mere er adgang til at gå på diget, så jeg tager asfaltvejen inden for diget. Kålmarkerne fylder mere, og jeg passerer et skilt, der markerer Die Deutsche Kohlstraße, Den Tyske Kålvej. Logoet er et stort grønt kålhoved, med et smil der ville gøre en smiley misundelig. Der er andre, som er glade for kålen, et par rådyr med kanelbrune skind tegner sig mod kålens skære grønne farve. Andre steder er der lange baner med rødkål i det grønne hav.
Ved landsbyen Friedrichskoog krydser jeg slusen og tager hul på de sidste kilometer frem til turiststedet Friedrichskoog Spitze, hvor jeg var sent på foråret (vandredag 488). Som jeg ankommer, er der pænt med besøgende på digets bænke og kurvestole, adskillige drager i luften. Det er ebbe, havet har trukket sig langt tilbage og i små flokke er folk vandret ud på de blotlagte muddersletter. Højt på himlen svæver en havørn. Langt mod sydvest, på den anden side af vandet, kan jeg se omridset af landet ved Cuxhaven, Elben møder Nordsøen her. Stik nord, på den anden side af bugten kan jeg se Büsum, med det høje hoteltårn (vandredag 455).
Et sidste blik horisonten rundt, og jeg stiger ned fra diget ad trappen og går den korte vej til busstoppestedet.

Michael Sommer: Dark Rome, 1-80.                                                                                                            Isabel Allende: Largo pétalo de mar, 1-180.

This slideshow requires JavaScript.