Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Hadsten-Hornslet, 24 km (498).
Søndag den 18. september 2023.
Ifølge vejrudsigten er dette den sidste af en lang række smukke sensommerdage, så efter ikke at have vandret den sidste måned, er jeg opsat på at få noget ud af den. Min vandredag starter på perronen i Hadsten, ved skulpturen af to jernbanebisser, for evigt stivnet i færd med at nagle skinner til jernbanesveller.
Hadsten ligger på bunden af den smalle ådal langs Lilleåen, gennemskåret af jernbanen på den ene led, og af den travle hovedvej mellem Skanderborg og Randers på den anden led. Blot en stenkast fra togstationen finder jeg Lilleåen, hvor en fodgængerbro fører over til byens kulturhus. Et dusin kilometre mod nordvest munder Lilleåen ud i den langt større Gudenåen (vandredag 428). I dag skal jeg imidlertid den modsatte vej, opstrøms. Den lille plads ved åen, over for kulturhuset, støder op til hovedvejen, der, hævet på en bro, krydser den laveste del af dalen med å og jernbane. Viadukten over broen giver også plads til en sti, den er udsmykket med vægmalerier, en springende ørred på den ene side, to guldsmede koblet sammen i parringsflugt på den anden.
På den anden side af viadukten rykker træer og buskads hurtigt ind på åen. En træbro fører over vandløbet og giver adgang til Kollerup-stien, der for et par år siden blev anlagt oven på ådalens gamle dige. Fri af bymassen åbner dalbunden sig med enge fra dalside til dalside. Her og der er der kvæg på græs, andre steder breder rørsump sig over store arealer, dalsiderne, op til 50-60 meter over dalbunden, bærer megen skov. En rovfugl tegner sig i lys fjerdragt mod de mørke skovkroner.
Temperaturen er omkring de tyve grader, og de første timer er der stadig sol på himlen, inden et skydække vinder frem. Der er ikke en vind, der rører sig i den beskyttede ådal, så jeg bliver hurtigt varm af vandringen.
Grusstien oven på diget er fin og fast, vegetationen er allerede ved at snige sig ind fra kanterne. Den ender i en lang plankebro over rørsumpen, og en trappe der fører op til højere, tørrere jord og markstier. Herfra er der fine kig gennem dalen. Med uregelmæssige mellemrum kører tog gennem dalen, og på den anden side af jernbanevolden ses Kollerup Gods, med en statelig hovedbygning og et højt tårn i røde mursten, der får ekstra farve ved at være omgivet af mørk skov.
En grusvej fører over dalbunden. Der er spredte pil som buskadser og store fritstående træer. Ved den lille bro er der kvæg og nedgnavede enge, så åen er ligger frit under høj himmel, vandet med en kold blåsort farve. En bro fører vejen over jernbaneskinnerne og videre omkring godsets avlsgård og en lang statelig allé, inden jeg følger rutemarkering gennem en stump godsskov på dalsiden op mod landevejen.
Den afmærkede sti fører tilbage mod Hadsten, men jeg går i stedet mod øst. Ved landevejen står en mindesten for stavnsbåndets ophævelse, længere fremme ligger en gammel møllegård, der nu er kro, og dernæst kommer jeg ud på plateauet, der fortsætter helt over til Kalø Vig (vandredag 391).
Her er det overvejende dyrket land, med få skovpartier. Markerne er for længst høstede, og nogle steder allerede dækket med grønne vinterafgrøder. Vejkantens buskads er behængt med orangerøde rønnebær og hyben. Hylden står med klaser af blodrøde bær med mat glans. Her og der er der faldet tungere frugter på asfalten, røde æbler eller mirabeller med purpurrød skind.
Jeg passerer et kort skovbryn, hvor de lavere grene er klippet væk af hensyn til trafikken. Højere oppe rager egekroner ud over vejbanen, og med korte mellemrum løsner agern sig og falder mod asfalten. De rammer asfalten med et dump plonk, og kraft nok til at slå agern fri af den lille kop, de sidder i, og sende det som en smutsten hen over vejen. Det tilskynder sig til at holde sig i den fjerneste vejside.
Landsbyerne er få og små. Enkelte steder er der et par heste på græs, men ellers er det mest rågeflokke, der bevæger sig i det åbne landskab. Majsen står endnu høj og uhøstet, tunge kolber nederst på de høje stive stængler.
Solen kommer frem, som jeg tager hul på min vandredags sidste kilometre. Forude ligger de langstrakte skove omkring Rosenholm Slot (vandredag 292). Sophie-Amaliegård Skov hedder den sydligste del, navngivet efter den avlsgård, som jeg runder, da jeg svinger ind på den smalle landevej frem mod skoven. Blegt sollys falder over det lange skovbryn. Med regelmæssige mellemrum har store gamle løvtræer fået lov at blive stående, de virker som pæle i et villakvarters stakit, en harvet mark foran som en velfriseret plæne.
Skoven er præget af bøg, hvis blade allerede gulner i kanten. En lille parkeringsplads er populær blandt hundeluftere, en ung mand slipper en hund ud fra et bur i bagagerummet, et ældre par skotter mistroisk til det store dyr, som de svinger bilen ind på pladsen.
Som jeg kommer ud af skoven, har jeg Hornslet en kilometer fremme. Et ravn skriger stædigt fra et lille isoleret krat, for til sidst at flyve mod den større skov. Jeg når bygrænsen og finder vej gennem en smal bypark, der følger en bæk mod bymidten, og til sidst fører mig frem til både busstop og letbaneperron.
Michael Sommer: Dark Rome, 166-174.
Jyske Vandreture 