Århus i vintermørket, 20 km (526).
Torsdag den 19. december 2024.

Det er en anderledes vandretur for mig. Den begynder, hvor andre vandretur på denne årstid slutter: Ved min gadedør i Århus, mens vinterskumringen begynder at indfinde sig. Jeg starter med at vende Botanisk Have, hvor væksthusene lyser i den sene eftermiddag, stadig med en stribe reflekteret dagslys i horisonten, selv om solen er gået ned.
Forrest ses det gamle væksthus fra 1970, tegnet af C. F. Møller, der også har stået for store dele af universitetet. Det er en lang linje af drivhuse, opdelt efter klimazoner, der ender i et større tropehus, hvis tag minder om et fladt kræmmerhus. Bagved rager det nye tropehus fra 2014 op over sin lavere forgænger. Det er bygget i en ny stil og ligner nærmest en stor boble, sammensat af mindre kunststofvinduer med deres egne bobleform. Bygningen står på det højeste punkt i Botanisk Have, nabo til vindmøllen øverst på bakkesiden ned mod ned gamle by. Herfra er der en flot udsigt over byen, domineret af et par højhuse på gamle industrigrunde, som har fundet anden anvendelse.
Der er ikke skyggen af hvid jul nogen steder, derimod en fin støvregn i luften, temperaturen stadig næsten lun for årstiden.
Fra Botanisk Have følger jeg Langelandsgade et kort stykke op ad bakken mod nord. Bilerne er stuvet tæt sammen i retning mod midtbyen, hvide forlygter ved røde baglygter. Trafikbruset svinder bort, så snart jeg drejer bort og finder ind i universitetsparken. De karakteristiske gule bygninger er anlagt på et dalstrøg ned ad den lange bakkeside. En spinkel bæk forsyner et par små søer med vand. Smukke gamle egetræer dypper grenene i det sorte vand, der har en olieagtig silkeglans. Glaspartier, klemt inde mellem gule murstensmure, spejler sig i søvand. Hen over en tynd bræmme af rør kan jeg se det 45 meter høje bogtårn på det høje terræn ved universitetområdets nordvestlige hjørne. Da jeg flyttede til byen for mange år siden, hed institutionen deroppe stadig Statsbiblioteket, men efter en fusion i 2017 er den nu en del af Det Kongelige Bibliotek.
Fra parken går jeg mod øst, med det gamle kommunehospital og Nordre Kirkegård på højre hånd og Trøjborg på venstre hånd. Det gamle arbejderkvarter har sit navn efter Troja i det gamle Grækenland, muligvis via et nedlagt gods i Sønderjylland af samme navn. For enden af den lange gade møder jeg sydspidsen af Riis Skov og går den korte strækning op til udsigtspunktet (vandredag 518).
I dagtimerne er byskoven stærkt befærdet af spadserende, hundeluftere og løbere. Efter mørkets frembrud er det en andet sag, uden gadelys, med lavt hængende grene, stier gennemgroede af tykke trærødder. En enkelt løber drister sig derind. Store trækævler er savet til divanlignende bænke ved udsigtspunktets lille grusplads. Et par unge kvinder har stillet et snes små lys frem og gør sig klar til et fælles gymnastikprogram – eller muligvis yoga. Jeg træder forbi dem for at nyde udsigten over havnen.
Da jeg flyttede til byen midt i firserne var der en kæmpestor lagerplads for skibscontainere her, kæmpemæssige legoklodser i står, spraglede farver, stablede fire-fem stykker i højden. Nu er den havneaktivitet flyttet ud til det nye havneanlæg halvvejs ude i bugten med dybvandskajer. De høje kraner derude dominerer byens profil, når man betragter den fra landet på den anden side (vandredag 257).
Nu ser jeg i stedet på Århus Ø’s mange glitrende lys. Yderst, i dobbelt højde, det smalle højhus Lighthouse, neden for skrænten lysbådehavnens bassiner med sort vand, hvor et par lysguirlander forankret omkring høje master lyser op i mørket. Længst mod nord blinker et lille fyrtårn rødt, ikke langt fra den række af høje lysende rektangler, der markerer sejlsportens hus, med højt nok til loftet til at give husly til sejlbåde og deres høje master. Neden for skrænten kører letbanetogene mellem Grenå og Århus.
Jeg forlader udsigtspladsen og stiger ned ad asfaltvejen syd for skoven, en af de stejleste veje i Århus, tager fodgængertunnellen under banen og står så ved lystbådehavnen, straks med lugten af tjæret træ i næseborene. Jeg runder det inderste af lysthavnen, passerer undervejs de få rester af fiskerihavn, og kommer så ud på Århus Ø, det nybyggede kvarter på de gamle industriarealer. En havnepromenade fører hele vejen rundt, forbi Lighthouse og det nærliggende Isbjerget, et lavere byggeri med skarpe vinkler, hvid beton og isblåt glas (vandredag 395). Området er gennemgravet med små kanaler og splittet op i mindre øer for pittoresk effekt..

Ud over de spadserende passeres jeg af en lind strøm af løbere, med vekslende grad af lys på tøjet. Et motionshold, omkring en snes yngre mennesker, er i gang med et danseprogram. De har alle sammen hovedtelefoner med små røde lys på, så kun instruktørens energiske stemme høres. Scenen gør et stumfilmsagtigt indtryk – med lidt god vilje hører jeg en antydning af latinamerikanske rytmer, som jeg forsigtigt kanter forbi de dansende.
Som jeg drejer mod syd, har jeg den nye containerhavn umiddelbart mod øst, badet i hvidt lys. På den fjerne side af havneindløbet blinker et fyr med rødt lys, på min side af indløbet fører promenaden hen mod et lille fyrtårn, der blinker grønt. I sommerhalvåret er det et populært sted for lystfiskere, selv om jeg aldrig har set nogen fange noget. Måske er det fordi, andre har været der før: På molen overfor, utilgængelig for mennesker, plejer lange rækker af sorte skarver at tørre vinger, ofte i selskab med fiskehejrer, sæler er blevet set i havnen.
Mens jeg står ved fyrtårnet, stævner en lille turbåd, pyntet fra top til tå med lyskæder ind. Den slags er mest en sommeraktivitet, men der er også et marked for julefrokoster. Der er frit udsyn langs havnepromenaden hen imod Light House’s 45 etager og 142 meter. Nærmest foran mig er to højhuse i trekantform, et populært valg hos arkitekterne her, med mulighed for maksimal mængde terrasser, sikkert væsentligt mere forblæste end folk forestiller sig på en stille sommerdag.
Langs dens indre havnepromenade er der en lang række af små træbutikker, som vist svagt skal minde om badehuse i Løkken eller lignende (vandredag 33). Nogle af dem huser cafeer og andet. Her findes også havnebadet, flere bassiner på et trædæk, omgivet af et filtreringsanlæg, der sikrer at oplevelsen af havnevandet ikke bliver for påtrængende autentisk. Et par uforfærdede vinterbadere får sig en dukkert, trængsel er der langt fra.
Mod nord er Århus Ø næsten færdigt udbygget, meget af det er tegnet af Bjarke Ingels Group, inklusiv Kampanilen, et lavere højhus med et tårnurslignende struktur. Blandt alle de rækkerne af stablede firkantede lys, er det stadigt et mørkt hul, hvor BIG endnu en gang har slået til, et højt hotel mv., inklusiv udsigtsplatforme og en udendørs trappe hele vejen op er under opførsel.
Som jeg vandrer ind mod hjertet af byen, passerer jeg store mørklagte industriarealer der afventer gentrificering. Endnu er der lommer af modstand: HAVNENS PERLE lyser det i rødt neon fra en øde parkeringsplads, en ærværdig århusiansk grillbar, berømmet for en bøfsandwich med rigelige mængder brun sovs.
Hvor havnen møder byen ligger Bestsellerkoncernens firmadomicil. I dagtimerne er de glitrende vinduer uigennemsigtige, men i vintermørket ses længe rækker af stativer, behængt med tøj på bøjler, derinde. Længere inde ligger Toldboden, et byggeri i robust nationalromantisk stil fra 1895. Adressen er Hack Kampmanns Plads, opkaldt af efter arkitekten, der tegnede det. Der er en dramatisk forskel til DOKK1 overfor, Århus Kommunes multimediehus.
Ved kajen ligger et par af de pyntede turbåde, mens samsøfærgens kajplads ligger tom hen. Over for DOKK1 ligger Hotel Atlantic, der fejer årstiden med et julehjerte, antydet med røde vinduer. Bag det ligger Badeanstalten Spanien med et flot neonskilt, der sikkert må have været ultramoderne ved opførslen i 1930, men som nu virker enkelt, elegant og nostalgisk på samme tid. Som jeg drejer væk fra havnen, finder jeg et andet stykke klassisk lysdesign ved banegården (fra 1929): DSBs røde toghjul med vinger, en kongekrone svævende øverst. Før jeg går videre kigger jeg kort ind i banegårdshallen, hvor et pyntet juletræ har taget den centrale placering.
Herfra går jeg ad stier og små veje ud til Ringgadebroen. Det er tid til en afsked. På afstand fremtræder broen skinnende blå. Det er en lysinstallation fra kulturbyåret i 2017, som er ved at nå sin udløbsdato med stadig flere sprængte elpærer og en kras elregning, som har fået kommunen til slå kassen i. Til nytår er det slut.

Jeg går over Ringgadebroen, for første gang med følelig vind, vid udsigt over byen og jernbaneterrænet under broen og følger dernæst de små gader i det nye boligkvarter her, indtil jeg står under broens buer. Store sektioner af broen er oplyst af røde farver, og som jeg går ind mod byen fremtræder broen stribet i rødt og blåt. De gamle jernbanearealer er ved at undergå en forvandling til et brokvarter med etagebyggeri. Flere kulturinstitutioner er også flyttet ind, blandt dem Arkitektskolen. Det har en åben glasfacade i flere etager ud mod gaden, hvor igennem biblioteket ses som et højt træskelet med flere etager, hvor lange reoler er fulde af bøger.
Jeg krydser gaden ved den gamle Hammelbanestation, og går et kort stræk langs åen, hvor en rest af Ceresbryggeriets bygninger er indlemmet i det omfattende byggeri her. Her er der også en lysskulptur, langt mindre i formatet. Lysstænger, der tændes og slukkes i rytmisk mønster, danner en åben kasse i mørket over åen, som fordobles ved spejling i vandet.
Ved krydset ligger også Botanisk Have og Den Gamle By. Museet har knopskudt i flere omgange, afsluttet med en ny indgangsbygning ud mod krydset. Jeg tager et hurtigt gik ind i 1974-kvarteret, hvor man kan se eksotiske ting som en gammeldags telefonboks, oplyst, og et par af datidens bilmodeller parkeret ved siden af, vidunderligt små sammenlignet med nutidens SUV’er. Elektrisk gadelys oplyser scenen. Længere væk, ved de oprindelige bygninger, fra sekstenhundredtallet og frem, er der et autentisk buldermørke.
Fra Den Gamle By går jeg mod centrum, forbi ARoS’ terning af røde mursten med Regnbuen øverst, i et kulørt farvespektrum. Besøgende kan ses i silhuet, som de går rundt i den cirkulære gang med de farvede plader af kunstglas. Juletræet på Rådhuspladsen har tændte lys, og ved Grisebrønden nærved har både so og pattegrise fået røde bånd om halsenes tykke broncehud. Mod Rådhusparkens mørke fremtræder tårnet i smuk belysning, og fra rådhusets store sal vælder lyset af ud store vinduer. På den anden side ses Musikhuset og ARoS. Der plejer at være en skøjtebane her, men en byggeplads’ plankeværk har fortrængt både plæner og parterrehave. Der arbejdes på en underjordisk udvidelse af ARoS som åbner senere i år.
Jeg går gennem parken, oprindeligt Søndre Kirkegård, og runder endnu en gang Banegårdspladsen, inden jeg tager hul på det sidste stræk ad Strøget, under Handelstandsforeningens stjernehimmel, lange lyskæder i banen og kupler. Butikkerne er lukkede, så der er rigelig plads på byens lange gågade. Den katolske Fruekirke ligger i smuk belysning, længere oppe er stormagasinet Sallings hele facade pakket ind som en julegave med røde og hvide pærer. Foran en af de store vinduesruder stimler børn og voksne sammen for at betragte den traditionelle modeludstilling af byens karakteristiske bygninger, stuvet sammen for effekt snarere end realisme.
Hvor Strøget krydser Århus Å er fliserne afløst af planker, våde i den støtte finregn. Til begge sider er der lange kig ned langs åen, mod udløbet ved DOKK1, og opstrøms mod caféerne og Magasin. Lige fremme ligger Store Torv med domkirken og Bispetorvet med teatret. Teatret er smukt lyssat, mens kirken næsten forsvinder i vintermørke. Store Torvs trekant peger ned mod Lille Torv med Magasins facader, hvor der er vist mere mådehold med lyskæder. Et sidste blik på stadsen, og så går jeg det korte stræk hjem til mig selv.

This slideshow requires JavaScript.