Den grønne linje viser vandring på Hærvejen. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Hobro-Randers, 34 km (530).
Søndag den 2. marts 2025.
Solen skinner på denne første søndag formiddag i marts, og som toget nærmer sig perronen i Hobro, glæder jeg mig til at tage et af mine yndlings forårstegn i øje: den store, højlydte og kaotiske rågekoloni i de høje træer ved byens baneterræn. Desværre er baneskråningen blevet ryddet for skov og en flunkende ny fodgængerbro opført for at give adgang til parcelhuskvarteret deroppe. Formodentligt skal den servicere det planlagte boligområde oppe på det flade terræn. Der er kun en lille gnalling af rågekolonien tilbage. De sorte fugle sidder på rad og række deroppe, lutter misbilligelse og ikke et eneste skrål. Den nye trappe og andet inventar har flader af rustent jern, som står fint til stationsbygningens røde mursten.
Fra stationen højt på dalsiden går jeg ad den lange dalsiden ned mod bymidten og passerer snart udløbet fra Vesterfjord. Nu om dage er det en ferskvandssø, men en gang var det en del af Mariager Fjord, som rakte helt ind til ringborgen Fyrkat (vandredag 393). Længere fremme begynder byens gamle hovedgade, en gågade, som fortsætter opad den sydlige dalside, og ender ved et lille torv med en statelig bygning, som er den lokale arrest. Snart efter kan jeg krydse over til Mariagervej og gå mod øst, gennem forstæder og industrikvarterer. En bred kløft har skåret sig ned på bakkesiden, som en plovfure mellem bebyggelse og løber ubrudt ned til skoven langs kysten (vandredag 234)
Snart passerer jeg bygrænsen og kommer ud på plateauet mellem Mariager Fjord og Randers Fjord. Det er åbent dyrket land, grønne vinterafgrøder veksler med store flader af nypløjet jord, nogle få alliker og krager afsøger det. En mindre tunneldal har slidt sig ned i plateauet, parallelt med de to fjorde. Det reflekterede lys fra en stor vandoverflade, kastet op på den fjerneste bakkekam, gør at jeg kan fornemme dalens nærhed, før jeg har direkte udsyn over den.
Søen, som jeg snart efter når frem til, er Glenstrup Sø. Det er en af de største søer i Nordjylland, knap fem kilometer lang, nogle steder op mod tredive meter dyb. Små landeveje fører rundt om den. Et tyndt skydække skjuler solen og lægger en grålig tone over landskabet. Tidligere har jeg vandret øst om søen (vandredag 398), så i dag går jeg mod vest. Et hvidt svanepar holder til nær bredden, og en enkelt fiskehejre flyver lavt over vandet, måger skriger, mens de glider ubesværet over den høje himmel.
Spredte træer kanter søens langside, et par heste deler en fold med en lille slugt ud mod vandet. Jeg runder søen ved den gamle landevej mellem Randers og Hobro, inden jeg kommer tilbage på små veje ved udløbet fra søen, hvor en markvej giver en af de få muligheder for at komme helt ud til søbredden. Mølleå hedder vandløbet, der er et tilløb til Skals Å, som har sit udspring ved Fussing Sø længere mod syd (vandredag 226). På trods af nærheden til de to store fjorde afvandes Glenstrup Sø således til Hjarbæk Fjord og dermed Limfjorden (vandredag 303).
Markvejen går langs rørskoven ved åen, i kanten af grønne enge. En enkelt jolle ligger ved åens bådebro. Bag engene rejser sig bakker med overdrev. Et par heste har en stor fold for sig selv, mens en gråkrage med en lille bump lander på en hegnspæl. Ved søbredden er der et langt kig gennem søen og de omgivende bakker.
Der er enkeltstående træer og en smal stribe rør langs søbredden, med store engarealer som jeg bedre kan overskue fra landevejen. Der er flokke af troldænder og blishøns i to adskilte grupper på søen nær bredden. Der hænger rakler på træernes grene, og der er også andre forårstegn: Over mit hoved tumbler to snese viber sig over himlen, med de karakteristiske skrig og runde vinger. En fire-fem stykker slår sig på marken, snart er de væk igen.
Den smalle landevej kravler langsomt op på bakken og trækker væk fra søen, som jeg vandrer mod landsbyen Glenstrup, som har en fin gammel kirke, hvidkalket tårn, i hyggelig kontrast til en gammel præstegård med stråtag og gule mure. Historiske stednavne med kloster og kilder vidner om en fortid med dybe rødder, og de mange gravhøje lægger yderligere årtusinder til.
Øst for landsbyen er der panoramiske udsigter over søen og bakkerne på den anden side, mens landevejen i et langt fald søger ned mod vigen ved Søbjerggård. Som ved den vestlige ende af søen rejser høje grønne overdrev sig ud mod søen. Som jeg vandrer videre, bemærker jeg en lang rampe på langs ad dalsiden, overgroet og næsten usynlig for øjet, hvis det ikke var for den lange lige linje, der stikker af mod bakkernes svunge former, og markerer den som en menneskelig konstruktion.
Det er en del af den gamle jernbane mellem Mariager og Viborg. Et langt stykke af den er bevaret som en banesti i Nørreådalen (vandredag 181). På strækningen mellem Handest og Mariager findes skinnerne stadigvæk, med et lille jernbanemuseum på havnen i Mariager, centreret omkring den veteranbaneklub, der af og til tilbyder ture med de gamle tog (vandredag 523).
Snart efter passerer jeg da også togoverskæringen, stadig med advarselstavler og -lys, men uden bomme, muligvis har der aldrig været nogen i et så sparsomt beboet område. Jeg er slået ind på landevejen mod syd og skal så passere bakkekammen for at kunne begynde nedstigningen mod Gudenådalen ved Randers. Et sidste kig mod nord viser det dyrkede land udstrakt under en grå himmel.
Forude ligger en af egnes mange skravlede plantager, dernæst skræntskov langs den lille ådal, som landevejen hurtigt snor sig igennem, inden jeg kommer ud på fladt, åben land foran landsbyen Asferg. Der er et par gæs på en græsmark, små flokke gæs flyver gennem luften, mens de udsender de korte afmålte kald for at holde forbindelsen. Et stykke borte kan jeg en fårefloks hvide totter. De har fået en del lokal tv-tid, efter at en ulv for et par uger siden dræbte tre får her. Det er også derfor jeg har kastet lange søgende blikke gennem plantagernes underskov, men naturligvis uden at se noget.
Indtil videre har de ynglende ulvepar i Jylland bosat sig vest for Den Jyske Højderyg, eneste undtagelse er Lille Vildmose i Himmerland. Derfor er de dyre ulvehegn langt fra standard eller nødvendighed i Østjylland, men af og til kommer der jo strejfere forbi. Alt er dog ikke ulvetid i Asferg, et skilt ved bygrænsen annoncerer titlen som årets landsby 2023. Som i Glenstrup er der gamle gårde i bymidten og en gammel middelalderkirke, her anlagt på en høj banke midt i byen.
Som jeg vandrer videre, krydser motorvejen og når til Råsted møder jeg samme mønster, gammel kirke, med hvidkalkede mure og røde tegl, løftet op på en banke over omgivende huse. Jeg nærmer mig nu hastigt Randers, og i udkanten af byen møder mit blik en ganske anden slags kirke, hvidmalet beton, men et ganske anderledes arkitektonisk udtryk, med sænkede tage, skabt af Henning Larsens tegnestue. Enghøj Kirke, fra 1994.
Flokke af råger fouragerer på de sidste striber dyrket, pløjet land, og over mit hoved er solen ved at bryde igennem skyerne, så jeg kan nyde en solnedgang over den bebyggede ådal. Motorvejen går vest om Randers, mens indfaldsvejene søger mod byens centrum som egerne i hjul. Hjulet er Vesterboulevard, som jeg benytter til at veksle fra Hobrovej til Viborgvej, banegården blot et par hundrede meter væk. Og som mit tog ruller mod syd, over Gudenåens og dens store enge, med en gylden solnedgang i vest.
Peter Watson: The Age of Nothing, 480-514.
Jyske Vandreture 