Eckernförde-Strande (370).


Den blå linje viser andre vandredage. Placer musemarkøren på linjen for at få information om de markerede strækninger, klik for at gå direkte til beskrivelsen af vandredagen. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

næste vandredag

Se info og links for denne dags vandrerute

Eckernförde-Strande, 35,3 km (370).
Fredag den 3. juli 2020.

I vinterferien gik jeg fra Ostseebad Damp på den slesvigske østersøkyst til Eckernförde, på en stormende dag, der i løbet af den sene eftermiddag og aften udviklede sig til en orkan over Nordtyskland (vandredag 351). Set i forhold til det er vejret bedre i dag, men dog på ingen måde prangende: overskyet, solløst, lejlighedsvist med regn. Temperaturen er under 20 grader, velegnet til at vandre i.
Eckernförde er også en bade- og kurby med promenade langs havn og strand, dertil kommer lystbådehavne og en flådestation. Förde betyder fjord, men i modsætning til de to fjorde mod nord, Flensborg Fjord og Slien, er den bred og dyb. Det er derfor, flådebasen ligger her, og derfor farvandet på tysk benævnes Eckernförder Bucht, altså egentlig en bugt.
I dag er min første vandredag af fem, der skal føre mig fra Eckernförde, nord om Kiel, gennem det såkaldt Holstenske Schweiz til den gamle hansestad Lübeck. Jeg går ad små veje, lokale vandreruter, langs kysten og over længere stræk følger jeg de europæiske fjernvandrerveje E1 og E6 eller de lokale pilgrimsruter. Pilgrimsruterne er etableret af lokale entusiaster, som har genoplivet de historiske navne Via Jutlandica og Via Scandinavia.
Ligesom fjernvandrervejene er de som regel uformelt – men grundigt – afmærket af lokale ildsjæle. På steder som vejskiltenes metalstolper benyttes der som regel klistermærker. Fjernvandrervejene markeres af med sankt andreaskors, et hvidt kryds på sort baggrund; pilgrimsvejen – Pilgerweg – til Santiago de Compostela, har blå baggrund, med det karakteristiske logo i gult, buede linjer mod et fælles punkt. Figuren kan også ses som et stiliseret muslingeskal, det traditionelle symbol på en pilgrim i kirker og gravsteder, en muslingeskal fra Finis Terra, ved Atlanterhavetskysten vest for Santiago. På træer og træpæle males der hvide kryds og pile for fjernvandrervejene, gule pile for pilgrimsvejene.
Jeg møder første gang afmærkningen i udkanten af Eckernförde, da jeg går ind i kystskovene på Dänischer Wohld, landet mellem Eckernförde og Kiel. Wohld er ældre tysk for Wald, skov, så området betyder Danskerskoven, det er gammel grænseland mellem det danskprægede hertugdømme Slesvig og det tyske Holsten, hvis nordøstlige grænse lå lige nord for Kiel. Nu om dage er de to hertugdømmer afløst af den tyske delstat Schleswig-Holstein med Kiel som delstatshovedstad.
Skoven er præget af store partier med ældre, lysåben løvskov. En del af den benyttes som skovkirkegård. Der er opsat kors og etableret andagtspladser, på mange træstammer sidder små plader med afdødes navne, nogle steder 3-4 plader i en lodret serie.
Stier fører mig ud til kysten, hvor skrænterne står med blotlagt sand og væltede træer får lov at ligge på grusstranden. Regndis slører fjordens fjernere kyster.
Over et kort stræk går jeg ind i landet, og da jeg næste gang når ud til vandet, er det til brede enge og ikke høje skrænter. Kvæg græsser på engene, gæs søger føde i små flokke, og et par ensomme sortkrager sidder ubevægelige på hegnspæle. En naturlig lagune er fyldt med vandfugle, et flådefartøj er ankret op uden for, en lang grusvej fører mod øst. Joller og små sejlbåde er trukket op på stranden, flere lystbåde ligger på fjorden, en campingplads med lange, velordnede rækker af hvide campingvogne holder sig lige akkurat inden for grønsværen og lader stranden fri.
En lille landevej fører ind i landet. Kvæg græsser i skyggen af en eg med massive stammer. Mange steder har to-tre af den slags gamle, tykstammede ege fået lov at stå tilbage blandt langt yngre træer.
På afstand af kysten er det et let kuperet landbrugsland med bølgende marker, mindre skov og flygtige glimt af fjorden. Ved landevejen ligger Noer Gods, på dansk Nør. Nu om dage bruges det til lejrskole for unge, uden offentlig adgang, så jeg får kun et hurtigt indtryk af et hvidt palæ bagerst i en gammel park. I sin tid var det residens for prinsen af Nør, Frederik d. 6. nevø. På trods af at han var kongens statholder i Slesvig-Holsten, tog han hertugdømmernes side og var krigsminister under den 1. slesvigske krige (1848-51), hvorefter han blev landsforvist.
Jeg følger den travle landevej parallelt med kysten et godt stykke vej, inden jeg ved landsbyen Krusendorf drejer forbi den store kirke i røde mursten og ind på en cykelrute ad små veje, videre mod øst. På egnen er der mange stednavne med ordet dänischer – dansk – men dette sted bærer navnet Schwedeneck, som mit tyske kort omhyggeligt oversætter til Svenskerhjørnet. Oprindelsen er omstridt, en bud går på en kirkegård for faldne svenske soldater under Den Store Nordiske Krig i begyndelsen af syttenhundredtallet.
Markerne er dækket med firkanter med gult og grønt korn. Vejkantens røde valmuer står i smuk kontrast til det modne korn og den fjerne fjord. Ligesom striber med vilde blomster er blevet populære i Danmark, har man her bræmmer med lilla lucerne mellem korn og vejkant. Solen kæmper for at brænde igennem skydækket, men i stedet bliver det til korte intense byger, der fanger de hyppige cykelturister i det åbne land.
Landevejen lægger an til et stort sving mod syd, i retning mod Kielerfjorden. Jeg tager i stedet en markvej ud mod kysten, hvor trapper giver adgang til stranden, for foden af høje skrænter. Digesvaler flyver frem og tilbage i lynhurtige strøg, den lodrette klint er perforeret med lange rækker af redehuller.
Over en flere kilometer lang strækning tager klinterne langsomt af i højde, bliver mindre stejle og til sidst også dækket af grøn vegetation. Der er et bælte af sand for foden af klinterne, mens havstokken er stenstrand. Stranden snævrer ind og bliver over flere hundrede mesters længde fuldstændigt dækket af våde, glatte sten, som jeg må balancere hen over med største forsigtighed.
Jeg nærmer mig efterhånden den østlige pynt, hvor fyrtårnet, der markerer indgangen til Kielerfjorden, står. Der er langt flere gæster på stranden, sandet har endog lokket et par badende til, selv om det er en grå og kold sommerdag. En flok skarver rester på sten nær kysten. Der er endnu flere mennesker ved fyret, ikke mindst på grund af restaurationen med udendørs servering.
Med udsigt til fjorden og landet på den anden side går jeg de sidste kilometer til Strande ad asfaltstien langs landevejen ud til fyret. Der er kystbefæstning yderst nær fyret, længere inde afløses den af små høfder med kortere mellemrum. Tang aflejres her og tiltrækker krager, måger og strandskader.
Snart efter når jeg frem til Strande, i praksis en forstad til Kiel. Der er lange marinaer, og i det nordlige hjørne også en lille fiskerihavn og en anløbsplads for sommermånedernes færge til Kiel, som jeg netop når se lægge fra kaj. I stedet går jeg over til busstoppestedet og finder det mundbind frem, som coronaepidemien gør det lovpligtigt at bruge i offentlige trafikmidler i Tyskland.

Salman Rushdie: Raseri, 51-251.
Charles Darwin: The Descent of Man, i-xxviii, 1-16.

This slideshow requires JavaScript.