Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Süderlügum-Tønder (omkring Nolde-Stiftung), 26 km (541).
Mandag den 7. juli 2025.

Süderlügum er et trinbræt på Tønderbanens forlængelse mod Niebüll lige syd for grænsen. Jeg har afsluttet en vandretur her tidligere (317), og før det på en vandretur ad grænseruten, år før denne blogs oprettelse. Trinbrættet ligger i landsbyens vestlige udkant, så det er kun få skridt før jeg er ude i det åbne, flade landskab. Tunge skyer fylder totredjedele af himlen, sparsomt sollys trænger gennem blå flænger og skaber et dramatisk skylandskab, gnistrende ishvide skyrande opad dybe sorte partier.
Marskengene er i stort omgang brugt til høslæt, rækker af plasticindpakkede bigballer strækker sig endeløst mod horisonten. Enkelte steder er der en smule kvæg på græs, andre steder heste, stære piler frygtløs omkring de store hove. Drængrøfter udskærer rektangulære englodder, vandet opsamles i brede åer med gule åkander i blomst. Græsset er stadig grønt, men lavt og nedbidt, høje visne strå spredt ujævnt. Tagrør fylder grøfterne, mens farvestærke blomster her og der indtager vejkanten. Der er en smule korn og kartofler, ellers er det græs, græs og græs.
Jeg vandrer en halv snes kilometer mod vest ad stadigt mindre landeveje, indtil jeg når en sidevej, hvor et skilt og flagstænger med tre bannere i stærke farver viser fra til Seebüll og Nolde-Stiftung, museet for den verdensberømte lokale maler Emil Nolde, og jeg drejer mod nord. På begge sider ligger traditionelle marskgårde på deres wærfter, de kunstige forhøjninger, der gjorde det muligt at overleve stormfloder og oversvømmelse. Lige forude ses museets besøgscenter, en moderne kasseformet bygning med glasfacader og paneler i blåt, rødt og gult, Noldes signatur gengivet i sort streng, letlæselig på flere hundrede meters afstand.
Parkeringspladsen ved landevejen er pænt fyldt, tyske og danske nummerplader, en enkelt belgisk. En velholdt grusvej, forbeholdt gående fører op til museet, med Noldes hus og atelier tydeligt hævet over det omgivende læhegn. Meget af jorden omkring huset er ejet af Nolde-Stiftung og der er opsat informationstavler overalt, samme tekst på tysk og dansk. Kühe so weit das Auge Reicht, Køer så langt øjet rækker, står der på den første, malerens eget beskrivelse af sommer i marsklandet. Rodenäser Weiderind, specificeres det med et logo, formodentligt en henvisning til det rødbrune kvæg, der græsser op mod træerne omkring den store have. En lang død gren stikker vandret ud i lav højde, og en af køerne har fundet ud af, at den udgør den ideelle kløpind, med et udtryk af ubeskrivelig nydelse lader den den lange hals skrabe henover spidsen, en bevægelse der ender med løftet hoved og den våde snude pegende lodret op mod den blå himmel.

Inde i det rummelige besøgscenter deponerer jeg min rygsæk i en boks og køber min billet. Ud over reception, museumsbutik, cafe og restaurant rummer bygningen også en biografisk udstilling om Nolde og et udstillingslokale til gæstekunstnere. Fremstillingen af Noldes liv fokuserer på den nyeste forskning, og de drastiske revisioner det har medført.
Nolde var blandt de kunstnere, hvis værker indgik i nazisternes berygtede udstilling om ”degenereret” (entartet) kunst, hvilket ikke forhindrede kunstneren i at melde sig ind i nazistpartiet. Myten siger, at han fik pålagt maleforbud, men alligevel i skjul malede de såkaldte umalede eller hemmelige malerier, som myndighederne ikke formåede at finde trods ransagninger. Historien danner forlæg for Siegfried Lenz’ roman Tysktime, som også er en smuk skildring af marsklandskabet og dets beboere, filmatiseret to gange (1971 og 2019). Det var også sådan, at jeg stiftede bekendtskab med Nolde, og grunden til at jeg har lagt dette besøg ind i min vandredag, selv om jeg finder den slags afbrydelse er svær og utilfredsstillende i forhold til vandringens puls og fremdrift.
Fortællingen om kunstnerens kamp mod den totalitære stat blev i årevis understøttet af ledelse af Nolde-Stiftung. Den nyeste ledelse af Nolde-Stiftung har derimod åbnet arkiverne betingelsesløst for historikere, som har dokumenteret, at Nolde forblev en overbevidst nazist og krigsstøtte frem til krigsafslutningen, at Nolde havde markante antisemitiske holdninger, især mod andre kunstnere og mod gallerister og museumsfolk, og at han han aldrig var underlagt maleforbud endsige udsat for ransagning… Museumsshoppen sælger både et digert værk om kunstnerens liv under nazismen, såvel som en sammenfattende pjece på dansk, tysk og engelsk. Så hvor forstemmende historien end er, bliver der ikke lagt skjul på noget mere.
Nolde flyttede til Seebüll i 1926 og byggede et stort bauhausinspireret hus i røde mursten, en kombination af hjem, atelier og galleri, som også blev omgivet af en stor og berømmet have. Efter kunstnerens død i 1956 blev ejendommen overtaget af Nolde-Stiftung, der driver den videre som et Gesamtkunstwerk, hvor man sørger for, at haven beholder sit særlige udseende, samtidig med at der er skiftende udstillinger af Noldes omfattende værker.
Som jeg forlader indgangsbygningen og træder ud i haven, kan jeg se kunstnerhjemmet på en forhøjning i det fjerneste hjørne. Først giver jeg dog mig selv lov til at nyde haven. Til en side, næsten som et lille kapel, er hvilestedet for Nolde og hustruen Ada (en dansk skuespillerinde), dertil et gartneri som forsyner haven, og hvor man kan købe stiklinger. En stor oval rummer en mængde bede med blomstrende buske i mange farver, blå, gule, røde, orange, hvide, purpur. Der er også en lille stråtækket hytte, inspireret af Noldes rejse til de tyske stillehavskolonier (nordøstlige del af Ny Guinea og tilstødende øer) umiddelbart før Første Verdenskrig. Selv om det er en have i tempereret klima, er der noget tropisk over sammenstødet af klare stærke farver i bedene, som også har et ekko i Noldes palet, som jeg kort efter ser det inde i museet. Jeg går forbi en lille dam og træder op på forhøjningen ved museet, vender mig om og ser tilbage på de blomstrende buske og vækster. Set på afstand forsvinder farverne næsten fuldstændigt, druknet af alt det grønne omkring dem. På sin vis minder det om marken lige nu, vejkanterne er fulde af vidunderlige farver, lyserøde, lilla, røde, gule og hvide; blot nogle få skridt væk og selv de voldsomste farver forsvinder mod den overvældende mængde af græs, grønt eller vissent gult. Så meget mere grund til at nyde vejkanternes pragt meter for meter. Jeg åbner døren til det røde murstenshus og træder ind til kunstnerens farve på lærred og papir.

Senere, efter en kop kaffe og et stykke jordbærtærte i cafeen er jeg klar til at fortsætte min vandring. Endnu er jeg dog ikke helt færdig med Nolde-land. Informationstavler fortæller hvordan, Nolde yndede at male de omgivende marskgårde i alt slags vejr, en af dem hans egen gård Seebüll, på hvis jord han byggede sit moderne hus og anlagde sin have. Jeg følger en anvisning og gør en afstikker ad en slået græssti til den lille sø, hvor ægteparret Nolde yndede at sejle ud. En rekonstruktion af deres jolle ligger fortøjet nær en bænk. Søen selv er skjult bag en bræmme af mandshøje rør, og et historisk sort/hvid foto af maleren og hustru stående i en jolle, foran en mur af tagrør, tyder på, at det også var sådan i deres tid.
Tilbage på asfalt fortsætter jeg mod nordvest. Landevejen ender blindt, men en smal grussti for vandrere og cyklister gør det muligt at fortsætte, høje rør giver den et tunnelpræg, mest udsyn er der, hvor en træbro fører over en å med hvide åkander. Jeg når landevejen lige syd for Rudbøl, vejskilte viser af mod Rodenäs, som lagde navn til den tyske engkvæg, men jeg holder mod nord, og snart efter står jeg ved den dansk-tyske grænse, markeret af flagstænger med de nordiske flag.
På højre hånd, øst, har jeg Rudbøl Sø, på venstre hånd Vidåen der løber mod vest efter udløbet fra søen. En lystfisker står ubevægeligt ved broens ræling, lynhurtige svaler suser over vandet. De har selskab af større fugle, sortterner, et sjældent syn i Danmark, men med et af deres få ynglesteder her.
Rudbøl er en hyggelig lille landsby, mange fine gamle ståtækkede huse, røde mursten, hvide vinduessprosser og blomstrende stokroser. Jeg drejer væk fra hovedgaden og kommer ind på en grusvej langs diget. Diget strækker sig hele vejen til Tønder. Efter få hundrede meter kommer jeg op på den sti, der løber oven på diget. Jeg har været her en enkelt gang før, en anderledes regnfuld dag for mere end ti år siden (vandredag 59).
I dag fremtræder stien væsentligt mere tilgængelig, og der er fin skiltning for Marskstien, en nyetableret vandrerute i området. En anden ting er ny: For foden af diget går et lavt hegn, følger digets slyngninger kilometer efter kilometer. Det er vildsvinehegnet, der blev opsat for flere år siden, for at beskytte danske svineproducenter mod smittekim fra de vandrelyste elementer blandt den robuste tyske vildsvinebestand syd for grænsen. Initiativet blev af nogen koblet sammen med flygtningepolitik og medførte en del mediekritik, især med fokus på aktivister i tv-venlige lyserøde svinekostumer.
I dag er her dog anderledes fredeligt. Jeg har stien for mig selv. Rudbøl Sø løber som en lang slange, kantet af rørbræmmer, inden den skrumper ind til Vidåen. På den tyske side kan jeg se Aventoft Kirke. Jeg får et kort blik af en blågrå kærhøg, flere fiskehejrer opdager mig først og går i luften, kun en enkelt gang ser jeg en hejre stå ubevægelig langt inde på en mark. Viber og svaler dominerer luftrummet, et tårnfalkepar mødes kort ved en trækrone, formodentlig ved en usynlig rede. Længere fremme hører jeg en gøg, overraskende højlydt, dens kalds kommer fra en træ på selve diget, og som jeg passerer kaster fuglen sig ud fra trækronen og forsvinder hastigt.
En lille uanselig marskgård ligger inden for diget. En informationstavle gør mig opmærksom på, at det er Utenwarf og fortæller historien. Noldeparret boede en tid her. Nolde, blev født i 1867 som Emil Hansen i den lille landsby Nolde, som gav ham hans kunstnernavn. Det var efter det fatale nederlag i 1864, så han blev født som tysk statsborger. Ved folkeafstemningen efter Første Verdenskrig blev området stemt til Danmark, og Tønder kom med, selv om man her havde den ringeste tilslutning, 23%, 17% for Ubjerg sogn umiddelbart nord for grænsen. Nolde var politisk og kunstnerisk orienteret mod Tyskland, men det var ikke derfor parret flyttede de få kilometer syd på til Seebüll. Flytningen skyldtes inddæmningen af Tøndermarsken, som fjernede vinterens oversvømmelser af landskabet og reducerede fuglelivet. Nolde, der var ivrig jæger, fandt det utåleligt. Informationstavlen er illustreret med den samme sort/hvide foto af Nolde-parret i jollen. Ved Seebüll skulle det illustrere sommerfornøjelse på den lille sø, her skal de illustrere den eneste mulige transportform under vinterens oversvømmelse, hvor man var fanget på værftet. Det var i 1926, at Nolde flyttede, han beholdt sit danske statsborgerskab livet ud.
Jeg kommer forbi endnu et par gamle marskgårde, inden jeg når grænseovergangen ved Møllehus, nord for Aventoft på den tyske side, grænsebutikker synlige med det blotte øje. En flok gamle gårde og huse, Lægan, ligger ved landevejen. Et stykke længere fremme regulerer et stort pumpehus Vidåen. Jeg går ad diget mod Tønder, byens profil markeret i det fjerne af store industriskorstene og det gamle vandtårn, i dag en del af Museum Sønderjylland. Nu om dage får vandet igen lov at stå højt på engene, og der er en sø af varierende størrelse sydøst for diget, til glæde for ænder, måger, strandskader og svaner. Viberne er over alt. De samles i blandede flokke med stære. Stærene flytter uroligt på sig, mange ungfugle i brune dragter.
På tærsklen til Tønder krydser jernbanen mod Niebüll åen. Jeg følger skinnerne den modsatte vej, krydser over og går det sidste stykke gennem et industriområdet og de forladte plæner, hvor Tønderfestivalen holder til. Forude ligger den smukke gamle station i Tønder.

Jenny Erpenbeck: Kairos, 98-314.

This slideshow requires JavaScript.