Den grønne linje viser vandring på Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Hobro-Arden, 28 km (522).
Torsdag den 12. september 2024.
Solen skinner fra en blå himmel, og der er efterårskølighed i luften, som jeg starter min vandredag fra perronen i Hobro. Byens station ligger halvt oppe på bakkesiden i forlængelse af tunneldalen omkring Mariager Fjord. Det efterlader dog stadig en brat stigning til at begynde dagen på, gennem et villakvarter for at komme op til plateauet oven for dalen.
Herfra følger jeg en cykelsti, der, fjernt fra andre veje, snor sig over dyrket land til forstaden Hørby, en landsby under indlemmelse i Hobro. Majsen står højt og uhøstet, mens kornet har efterladt stubmarker, nogle af dem allerede harvet op. En sent høslet ligger tilbage på en stor mark, det meste er dog visnet syre, i den karakteristiske rustrøde farve. Afmålte musvågeskrig genlyder i det åbne rum.
Hørups nye forstadskvarterer vokser mod nord oven for den snævre ådal langs Hodal Bæk, som jernbanen også benytter på vej mod Ålborg (vandredag 499). Den oprindelige landsby Hørby, langt mindre, ligger endnu for sig selv et kort stykke længere mod vest, med gamle huse og en fin kirke bag et flot stengærde, kor og skib i kampesten og bliktag, våbenhus og tårn med hvidkalkede mure og røde tegltage, smukt arrangeret mellem frisk grøn plæne og blå himmel.
Snart krydser jeg broen over motorvejen og går stik vest gennem et let kuperet landskab med få, spredte gårde. Jeg har været her før (vandredag 517), dengang på en vandretur fra Ålestrup mod Hobro, hvor jeg fulgte et stykke af Simested Å. Ved Ålestrup er det en bred, hurtigt strømmende å, med klart vand og smukke refleksioner af skyer og himmel, omgivet af enge og skov. Som jeg drejer mod nord genfinder jeg åen, nu længere opstrøms og mere end halveret i bredde og vandføring. Vandet er stadig klart, med lange bændler af grønne vandplanter, vibrerende i strømmen. Den mindre vandføring er tilstrækkelig til at understøtte et dambrug i den smalle ådal med lave skrænter, som det er en øjeblikssag at passere.
Tilbage på plateauet går min vandring ad små landeveje i en bue mod nordøst, gennem landsbyerne Stenild og Rørbæk, indtil jeg igen krydser motorvejen. Jeg ser fiskehejre et par gange ved små bække i kærene, der er musvågeskrig og en enkelt ravn i det åbne landskab, men ellers er det flokke af råger, der dominerer på markerne. De nysgerrige fugle betragter mig fra pæle og grene, men forsigtigheden vinder altid, og de går på vingerne, længe før jeg kommer nær. Sletter af uhøstet majs optager en stor del af det dyrkede land.
Da jeg på ny nærmer mig Simested Å, er det til en langt større dal. Åen, der i størrelse nu mere og mere ligner en bæk, løber nærmest i sin egen rende, skåret nede på bunden af en langt bredere og højere ådal. Dalen er en god kilometer bred, mere end tyve meter dyb, flankeret af små landeveje på begge sider.
Jeg krydser den ad en slynget landevej, der giver mig et langt blik gennem dalbunden og dens brede enge. inden jeg svinger mod nord højt på den østlige dalside. En stor grusgrav tiltrækker lastbiltrafik, mens en lokal motocrossbane ligger øde hen. I nordvest på den anden dalside kan jeg se en landsbykirke. Et sted nede på engene er der et vandskel, usynligt for øjet. Simested Å har sit udspring her og løber i en stor bue mod sydvest, frem mod udløbet i Hjarbæk Fjord, inderst i Limfjorden (vandredag 357). Et kort stykke mod nord har Lindenborg Å sit udspring, hvorfra den påbegynder dens vej gennem Rold Skov (vandredag 348), mod udløbet i Limfjorden øst for Ålborg, få kilometer fra Kattegat. Landsbyen på den modsatte dalside, Ravnkilde, har sit navn efter åens udspring.
Skyer trækker sammen på himlen, med dybe sortblå toner, som jeg svinger mod nordøst og går mod Rold. Rold Skovs lange skovbryn er en grøn mur mod nord, mens jeg vandrer mod landsbyen Rold og stationsbyen Arden. Snart støder jeg på de velkendte skilte for Hærvejen, hvis østlige cykelrute skærer gennem skoven på vej mod Frederikshavn (vandredag 228).
Træskulpturer pryder rundkørslen i Rold, og perronen i Arden. En udskåret konduktør i legemsstørrelse signaler afgang med løftet arm og fløjten til munden. I dag er det dog skønne spildte kræfter, selv for en træmand, togene er aflyst på grund af banearbejde, og der er togbusser indsat. Regnen bryder omsider løs, og sammen med andre ventende passagerer søger jeg tilflugt i perronens glasskur.
Nick Cave: Bunny Monroes Død, 1-90.
Jyske Vandreture 