Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Skanderborg-Horsens, 31 km (463).
Torsdag den 6. oktober 2022.
Det er en smuk efterårsdag med blå himmel og høj sol, tørvejr og frisk blæst. Hvor frisk blæsten er, skal jeg først opdage, da jeg kommer ud på de åbne bakkeland syd for Skanderborg Sø. Foreløbig er vinden dog også følelig, da jeg fra banegården går ned mod søen, runder marinaen og vandrer ad stier og landevej øst for den store sø.
Der er stadig lystbåde for anker ved træbroerne, søoverfladen er riflet af lave bølger, på den fjerne bred ses Skanderborgs bymasse i profil. Som jeg når længere mod syd, går byen over i skovene syd for byen. På min side af søen rejser bakkerne sig stejlt på den anden side af landevejen langs søen. Fyrre højdemetre er der på det stejle stræk, yderligere fyrre op til kirken i Fruering (vandredag 301), på det højeste sted i terrænet. En ordentligt syn på den massive dalside får jeg først, da jeg runder det sydøstlige hjørne ad søen, slår ind på små veje mod sydvest, og snart kan se mig tilbage for det fulde panoramiske indtryk.
Det er dyrket land her, på kuperet terræn, ikke mere end tyve-femogtyve meter over søens niveau, men rigeligt til at give storslåede udsigter over søen og dens omgivende bakker, skove og enge. Der græsser broget kvæg på de brede enge nær søen, i mellemgrunden ses skovene og tårnet af slotskirken i Skanderborg (vandredag 294), en bevaret fløj af et nedrevet slot, længst mod nord rækker af hvide boligblokke på bakken bag banegården.
For foden af en tykstammet eg står en mindesten for Genforeningen med Sønderjylland i 1920, bogstaverne med en frisk rød farve, der må være fornyet siden stenen blev sat.
Oven for engene er der marker på det tørre land, mange af dem pløjede, harvede, tromlede og tilsåede igen, lange fine rækker af fingerhøje kornspirer. En stor flok måger har slået sig ned med søudsigt, de har selskab af et udvalg af kragefugle, to snese viber og en stor mængde stære, der holder tæt sammen og dækker den tromlede jord som et levende tæppe. På søen er der hvide svaner, sorte råger holder til ved kvæget på engen nær ved.
Ved landevejens næste sving ligger Ringkloster og Klosterbro. De oprindelige klosterbygninger er for længst væk, men der er dog en smuk lade i kampesten. Ude i det åbne landskab er blæsten følelig. Da jeg få kilometer længere fremme gør en afstikker op på Fårbjerg, firs meter over havets overflade, er det i hælene på en far og hans lille dreng, det er tid til at sætte en flot drage op, med en lang bølgende hale. Vejen til Fårbjergs top går gennem en fold med et halvt dusin smukke kastanjebrune heste. Den lave gravhøj øverst på bakken er omhyggeligt hegnet ind for at holde de store dyr ude, men en låge giver adgang for tobenede besøgende, så jeg kan træde op og nyde den fantastiske udsigt horisonten rundt.
I vest kan jeg se en den hvide landsbykirke i Hylke, med et kort, næsten pyramideformet tag på tårnet. Blot en kilometers vandring længere fremme passerer jeg kirken, dog først efter at have krydset den jyske længdebane. Togene kører mod Horsens, hvor jeg også skal hen, men skinnerne slår et stort sving mod øst for at undgå de stejle bakker, som møder mig, da jeg går gennem Hylke og tager den mere direkte vej mod havnebyen i syd.
Landevejen stiger støt og roligt. På en parallel bakkekam har et par store børn også gang i en drage, grøn bakketop, høj blå himmel og en rød drage, der dykker, stiger og flugter som var det en svale. Blæst er der unægtelig også nok af, den trænger ubesværet igennem min tynde sorte bomuldshue, og får mig til at ønske, jeg havde min solide, forede klaphue på i stedet for.
Umiddelbart forude ligger dagens højeste punkt, Elbjerg (138 m.o.h.). Jeg står på selve rygraden af Den Jyske Højderyg. I vest kan jeg se en bakke med en lille klodset bygning, af samme form som tårnet i et skaksæt. Det står på Ejer Bavnehøj (vandredag 78), i mange år regnet for Danmarks højeste naturlige punkt, men nu detroniseret til fordel for Møllehøj, ved siden af. Møllehøj har en knap så prangende bebyggelse, en kostald til jerseykøer, men den kan ikke ses herfra.
Landbyerne er få og små heroppe, de ligger lavere i terrænet. Kattrup har en kirke i kampesten, men med et hvid tårn og samme slags lave pyramidetag i rødt tegl, som jeg så i Hylke. I en høj hæk, omhyggeligt klippet fri til beskuelse fra gaden, står endnu en mindesten for Genforeningen, bogstaverne forvitrede og uden farve.
Syd for Ørskov slår jeg ind på en lang grusvej op mod endnu en høj bakkekam, kun den halve højde af Elbjerg, men dog femogtredive højdemetre. Store markflader, uden beskyttelse for vinden. Der er ingen drager her, men til gengæld pludselig en havørn højt på himlen, med den utrolige vingefang, midtvejs mellem fjorden og Søhøjlandets store søer. Hvert eneste af de yderste sorte svingfjer står knivskarpt mod den blå himmel. Jeg er så optaget af se på den store rovfugl, at jeg først kan give min opmærksomhed til et par ravne, da ørnen er forsvundet. Og ikke så snart har jeg sat mig i bevægelse, før en tårnfalk svinger op fra en dynge efterladt halm, søger højt på himlen, lægger an til at muse, men så klapper den pludseligt vingerne sammen og lader sig hvirvle væk af vinden.
Med en fuglefri himmel er det tid til at betragte landskabet. Store bakkesider med lange moderate fald på alle sider, langt mod syd kan jeg se endnu en høj bakkekam. Det er syd for fjorden. Øverst er Purhøj (vandredag 77), letgenkendelig, en gravhøj et pænt stykke fri af skovbrynet, med dets egen krone af træer.
Tilbage på de små landevejes asfalt går jeg mod sydvest. Solen er næsten skjult bag sorte skyer fra vest, men den brænder sig halvt igennem og kaster dramatiske bjælker af lys over landskabet.
I udkanten af Hansted krydser jeg endnu engang jernbanen og tager hul på det sidste stykke frem mod Horsens, snart af Gl. Århusvej, og dernæst stik syd, vest om Nørrestrand (vandredag 108), oprindeligt et nor i tilknytning til Horsens Fjord, men for længst med reguleret udløb og forvandlet til en ferskvandssø. Fra nord er Horsens domineret af det gamle fængsel, og bag det et nyere højhus klods op ad banegården. Endnu et par kilometer på asfalt og fortovsfliser, og så er jeg også der.
Vladimir Nabokov, Pale Fire, 185-205.
Jyske Vandreture 