Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Skanderborg-Horsens (vest), 34 km (493).
Søndag den 11. juni 2023.
Det er en smuk sommerdag med blå himmel, allerede godt varmt, da jeg påbegynder dagens vandring sidst på morgenen. Fra perronen i Skanderborg går jeg mod sydvest, indtil jeg kan komme ind i den brede kile af skov, der fører ned mod Skanderborg Sø. Det føltes behageligt svalt at træde ind i skyggen under de høje kroner, luften er frisk og kølig, endog med et anstrøg af fugt, som den tørre luft under den åbne himmels sol ikke kan byde på.
Høje bregnekrat breder sig på skovbunden. Enkelte bjælker af lys finder vej gennem grenværket. Inde i skoven passerer jeg den lille idylliske Døjsø, helt omkranset af skov, og snart efter når jeg Horsensvej og på den modsatte side, den langt større, Skanderborg Sø. Søen har et trekløvermønster, og jeg står ved det vestlige blad, hvor høj bøgeskov kanter søbredden. Jeg vandrer videre ad landevejen mod Horsens. På de tørre skrænter, hvor landevejsbroen føres over jernbanen, får jeg det første glimt af, hvad der venter mig resten af dagen: blodrøde valmuer, der ganske stjæler opmærksomheden langs blomstrende vejkanter med deres palet af gule, hvide, blå og lilla nuancer. Valmuernes kronblade har den særlige friske røde farve, endnu ikke gulnede over i blegere orange toner. I udkanten af forstaden Vrold åbner en stor fælled sig ud mod søen, tæt prikket af gule blomster.
I efteråret gik jeg en tilsvarende tur fra Skanderborg til Horsens (vandredag 463). Den gang gik jeg øst om søen, i dag går jeg vest om. Moderne infrastruktur har opdelt denne arm af den store sø i mindre sektioner. Jernbanen har sin egen dæmning, men motorvejen og den gamle hovedvej løber parallelt over en kort kanal. Her afvandes Skanderborg Sø til Mossø, blot få kilometer borte. Mossø er Jyllands største sø og en del af Gudenåsystemet (vandredag 79).
Som jeg stiger op ad ådalen, tager jeg hul på en længere vandring i terrænet nær Eier Bjerge, en lang jævn stigning, kun afbrudt af et kort stræk med en krydsende landevej mod vest, for at komme over til skoven vest for motorvejen. Jeg er allerede så højt på bakkesiden, at jeg kan se hen over trækroner til det røde kirketårn i Gl. Rye (vandredag 293), et dusin kilometer mod nordvest.
Jeg runder landsbyen Horndrup og kommer ind på skovveje gennem den store godsskov, der strækker sig adskillige kilometre klods op ad Den Østjyske Motorvej. Tammestrup hedder godset, som det bekendtgøres på en stor hvidmalet kampesten. Løvskov veksler med nykulturer med gran. Et stort parti af den resterende skov er også hegnet ind. Jeg finder ud af hvorfor, da jeg følger skovvejen gennem en smal kløft. Pludselig hører jeg knækkende grene fra buskadset omkring en bæk, store kroppe rejser sig, for store til at være rådyr. Krondyr viser det sig at være, omkring en snes stykker, som, næsten skjult af underskovens buske, fortrækker til højere terræn på kløftens fjerne skrænt.
Skovvejen leder ud til fladere terræn, plateau, hvor der er store godsmarker med grønt korn, på vej til at blive gult. Tammestrup Hovedgård ligger frit og højt, omgivet af avlsbygninger. Tre velholdte længer, hvide længer, røde tegl i friske farver, dannebrog vajende fra en høj flagstang. Der er en vid udsigt mod nord, i øst med Skanderborgs bymasse op ad bakkekammen, i vest Tåning Kirke med Mossø i baggrunden.
En flot allé fører op til landevejen. Fra landevejen kan jeg se det øverste af tårnet på Eier Bavnehøj (vandredag 78). I dag går jeg imidlertid ned fra bakkemassivet, krydser motorvejen, genfinder den gamle landevej mod Horsens i Tebstrup og drejer mod syd. I en lavning, parallelt med hovedvejen ligger den smalle Tebstrup Sø, halvanden kilometer lang, placeret fyrre meter højere i terrænet end Silkeborgsøerne. Bløde bakker omgiver søen, på den fjerne side dækket af skov.
Solen brænder foroven, jeg drikker flittigt af mine vandflasker. Fra en skovvej stirrer en hare på mig, den lægger de lange ører tilbage og synker i koderne, men holder stand, mens jeg passerer, måske sparer den på unødig bevægelse i heden.
Jeg drejer væk fra Horsensvejen og vandrer ad små slyngede landeveje gennem et let kuperet agerland, hvide landsbykirker i distancen, enge og græsmarker, noget med højt græs, andre med slået hø liggende i lange baner, nogle reduceret til lave stubbe efter fuldført høslæt.
Hansted Skov er det sidste skyggefulde stræk på dagens vandretur. Løvskov på høje skrænter ned mod Tolstrup Å. Høje, væltede træer får lov at ligge henover skovbund og vandløbet. Jeg følger en trampesti på fladt terræn langs åen, indtil jeg bliver nødt til at søge tilbage til skrænten og stien ovenfor.
Alt for hurtigt er jeg tilbage på det åbne, dyrkede land. I det fjerne kan jeg over trækroner se højhuset, der står ved banegården i Horsens. Der er dog endnu nogle kilometre tilbage, før jeg går dertil. Jeg når Hansted og kommer derfra ud til hovedvejen mod syd. Fra den høje åbne bakkeside kan jeg se det gamle fængsel i Horsens, højt placeret på modsatte bakkeside, som en skummel borg, der hæver sig over byen.
På dalbunden bryder jeg væk fra hovedvejen, går et stykke langs Hansted Å, med diger, våde og tørre enge, jeg husker fra foråret (vandredag 483), indtil jeg svinger gennem et parcelhuskvarter og når frem til det gamle fængsel. De høje mure omkring fængslet er bevarede, men portene er åbne, og der er en pænt tilstrømning af besøgende, busser på parkeringspladsen. Inde i den store fængselsgård er der en lang række boder med salg af mad og drikke. De store plæner foran hovedbygningen er grå og mærkede af tørken. Jeg følger skiltet, der peger mod banegården, igennem et kvarter præget af renoverede industribygninger, og snart står jeg ved højhuset og banegården.
Siegfried Lenz, Duell mit dem Schatten, 149-180.
Jyske Vandreture 