Den grønne linje viser vandring på Hærvejen. Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Engesvang-Rødkærsbro, 30 km (509).
Søndag den 4. februar 2024.
Engesvang er det naturlige udgangspunkt for en vandretur ved Bøllingsø, en gang afvandet og for år tilbage genskabt igen. I dag skal jeg dog ikke søen rundt. I stedet går jeg fra togstationen gennem et parcelhuskvarter, indtil jeg når den sti, som jeg følger langs det nordvestlige hjørne af den store sø. Der er en overraskende mosaik af forskellige landskabstyper, på de små bakker ud mod fladere eng og søbred. I bakkerne er der små stykker skravlet plantage, overdrev og pletter med lyng. På det lavere terræn er der eng og kær, hvor vinterens vand står højt, et hjørne med rørsump og dunhammere.
Det er endnu en grå vinterdag, men heldigvis uden nedbør. Landskabet åbner sig med en vid udsigt over søen, skoven strækker sig langs den østlige side af søen, her og der med fremtrædende skrænter. Ved landevejen er der en lille badebro med en redningskrans, små øer nær bredden, en lang blik mod disen over den fjerneste ende af søen. En smal bæk, lagt i kunstige slyngninger, forlader søen med kurs nordpå. Det er den tidligste ansats til Karup Å, der afvandes til Skive Fjord (vandredag 278) og Limfjorden, lige her er vandløbet næppe mere end ankeldybt.
I dag skal jeg mod nord, så jeg holder mig til landevejen gennem plantagerne og forlader søen. Et kort stykke fremme kommer jeg til Klosterlund, en gård hvor der i sin tid blev foretaget meget tørvegravning, og som nu huser et lille museum både om tørvegravning og områdets natur- og oldtidshistorie. Et af Danmarks mest berømte moselig, Tollundmanden, er fundet nær søen (vandredag 173).
Et skilt på en gammel staldbygning oplyser på dansk og tysk om tilknytningen til Hærvejen/Ochsenweg. Kort efter krydser jeg da også Hærvejen, som her løber øst om Bøllingsø og fortsætter op mod Kompetal Plantage og Dollerup Bakker (vandredag 160). På afmærkningspælen er der et piktogram af en indkøbsvogn og en angivelse af to kilometers landevej til Kragelund. Så langt skal jeg ikke, men der er også indkøbsmuligheder før: Ved en lang indkørsel er en pæl behængt med et udvalg af fuglekasser og foderhuse, som tilbydes den forbipasserende. Selv for en inkarneret vandrefugl fylder det dog rigeligt i rygsækken, så jeg må give afkald.
I stedet drejer jeg mod nord ad en smal vej, der skærer igennem et stykke uopdyrket hede. Landet her, i mange miles omkreds, er alt sammen opdyrket hede, Pårup Hede, Gråhede, Alheden. Plantager og marker har kun efterladt spredte fragmenter af de store heder. Nogle af stumperne er lidt større, mest kendt er Kongenshus (vandredag 277). Men der er også talrige små fragmenter rundt omkring, mange af dem med den karakteristiske polygonform, der er skabt af plantagers skovbryn trukket med lineal, mange af dem også under tilgroning. Tit så har de små hedestykker ikke engang et navn på de mest detaljerede kort. Området her hedder således blot Refshalegård Plantage.
Så det er vel Refshale Hede, jeg passerer. Heden har bevaret et åbent præg, måske fordi den er hegnet ind til afgræsning. Brede striber af lyst græs og sort lyng deler arealet. Birk, eg og fyr er rykket ind, men stadig som adskilte træer, ikke lukket i krat.
Snart efter er jeg fri af plantagen og ude i det åbne agerland. Straks er dagens kraftige vestenvind følelig. Heldigvis rammer den mig skråt bagfra, som jeg går mod nordøst, så jeg bevarer en behagelig kropsvarme, også over ansigtets tynde hud. Markerne er store og hegnede ind af lange, hullede læhegn. Jeg kommer forbi en løsdriftsstald, hvorfra der kommer et syrligt pust ensilage og rækker af sindige koøjne følger min passage. Længere fremme er det den skarpe lugt af gylle og svinekroppe. Med lange mellemrum er der skræppen i luften, og små svaneflokke, blot fem-seks fugle ad gangen, flyver lavt over mit hoved.
I de små landsbyer hænger der en luft af brænderøg. Bebyggelserne er små, med bindingsværkhuse og firlængede gårde med kampestensmure og vognporte i bymidten. Som det er gammel tradition er nogle husfacader pyntet med gamle landbrugsredskaber, harver, hjul eller åg til hestevogne. Et enkelt sted står et par gamle plove tilbage, et eller to skær, beregnet til heste. Spinkle konstruktioner, som jeg for mit indre øje sammenligner med den massive plov til dybdepløjning, som man kan se på Kongenshus, og som blev brugt til det absolut sidste stadium af hedeopdyrkning (vandredag 116), før tidsånden skiftede.
Terrænet er fladt, men ikke helt som i Vestjyllland. Og som jeg vandrer mod nordøst bliver landskabet langsomt mere kuperet, som jeg kommer ind i udløberne af Den Jyske Højderyg. Landevejen skærer tværs over en smal ådal, hvor dalbunden er tilgroede enge omkring en bæk. Kirkebro fører over vandløbet, og øverst på modsatte dalside ses da også Vinderslev Kirke i profil højt på bakkesiden. Bækken fører hen til Hinge Sø (vandredag 386), der er en del af Gudenåsystemet, hvis vand ender i Randers Fjord og Kattegat.
I Vinderslev gør jeg en omvej omkring kirken. Jeg husker den fra en skoleekskursion for mange, mange år siden. Det er en klassisk dansk middelalderkirke i romansk stil. Usædvanligt er en stor tilmuret dørportal med udhuggede figurer. Tårnet er hvidkalket på tre sider, men ud mod ådalen står det i røde sten, med en høj trappe op til indgangsdøren til tårnet.
Jeg forlader landsbyen og krydser snart efter hovedvejen mellem Silkeborg og Viborg, for dernæst at cirkle øst om Kjellerup. En lav, tæt byskov giver et langt stræk af velkomment læ for vestenvinden. Jeg når frem til ådalen vest for Kjellerup og prøver at krydse den ad en lang grusvej, der imidlertid viser sig at være blevet nedlagt på halvvejen. I stedet går jeg tilbage i eget spor og dernæst ad landevejen mod Kjellerup, indtil jeg kan komme ind på et lokalt stisystem, Krabbes Grønne Ring, der fører hele vejen rundt om byen.
I første omgang er det en veletableret jordsti gennem lysåben løvskov på bakkesiden, flankeret af flere tromletykke egetræer. På dalbunden fører en bro over en vandfyldt å, der smyger sig langs kanten af et parcelhuskvarter med nye store villaer, indtil den snor sig ud i en ådal med tilgroede enge. Det er Tange Å, på dens vej frem mod Tange Sø og mødet med Gudenåen (vandredag 387). Åen har sit udspring nær Hærvejen og mindestenen for Slaget på Grathe Hede i 1157 (vandredag 164).
På den modsatte dalside følger jeg landevejen op til den lille landsby Levring, tager Bygaden forbi kirken, og kommer så ud på vejen mod Rødkærsbro, vestenvinden straks tilbage med følelig styrke. Det er et let kuperet landskab med et par smalle kløfter skåret ned i relieffet. Jeg har startet min vandredag sidst på eftermiddagen, så nu går jeg i den begyndende skumring. Hvide skikkelser flytter på sig blandt de grove stubbe på den afhøstet majsmark. Det er svaner, der tungt arbejder sig på vingerne i det grå lys.
Jeg når bygrænsen kort før det sidste dagslys slipper op og går den korte vej til stationen, mens gadelygterne gør det til sort nat omkring mig.
Samira El Ouassil & Friedemann Karig: Erzählende Affen, 308-343.
Jyske Vandreture 