Den gule linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den røde linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

To vandredage fra Travemünde til Lübeck, 66 km.
Tirsdag den 13. og onsdag den 14. februar 2024.

Det er en grå vinterdag, vindstille, med let regn, der kommer og går, da jeg står af toget ved endestationen Travemünde Strand. Ikke desto mindre er indtrykket forårsagtigt mildt, og der er et stort indflytningspostyr i rågekolonien op mod skinnerne. Der er lokalstationer nær industrihavnen, men den lille fine banegård, hvor sporet ender, er lavet for strandgæsternes skyld. 4°C viser toppen af en reklamestander. På skærmen under reklamerer unge tonede kroppe med gylden hud for solcreme. Der ligger et badehotel lige overfor, og som jeg går ned til strandpromenaden domineres horisonten af det høje hoteltårn, der kan ses i miles omkreds.
I sommertiden står kurvestolene i omhyggelige geledder på den brede strand ud mod Østersøen (vandredag 457), ja, på snart sagt hvert eneste strimmel sandstrand bugten rundt, men på denne vinterdag er sandet overladt en håndfuld børn med plasticfodbolde, og der er luft mellem de spadserende på promenadens fliser, hævet flere meter over stranden. Jeg går hen mod udmundingen af Trave, som har givet byens dens navn. Floden er et par hundrede meter bred, på begge sider er bebyggelsen viet turister, mens færgerne og industrihavnen ligger længere inde, Skandinavienkai, på den vestlige bred.
Måske som en hilsen til naboerne på den anden side af Østersøen står der tre trådnetsskulpturer af elge i overstørrelse, som skuer længselsfuld mod nord. Mens jeg betragter udsigten over Lübecker Bucht lyder der ud af det blå en stemme: Ich bin deine Eiskönigen. Kunstværket har en afspiller, aktiveret af bevægelsesdektektor, den fortsætter med mekaniske lovprisninger, mens jeg vender ryggen til og går mod syd. En færge glider stille ud mod havet, uden at have brug for de orange lodsbåde, der ligger fortøjet i forlængelse af turbåde og restaurantbåde uden søgning uden for sæsonen.
For enden af turiststrækket finder jeg Priwallfærgen, som tager mig den korte tur over floden. På en blæsende forårsdag sidste år tog jeg samme tur, den gang for at gå langs kysten til badestedet Boltenhagen (vandredag 479). I dag går jeg stik syd, langs Priwall-halvøen, der tvinger Trave til et snævert udløb til Østersøen og skaber bredninger og vige på flodens løbe mellem Lübeck og Travemünde. Halvøen er et naturreservat, en trekant af eng og skov, hvor rørskoven vokser i bredden, som jeg går mod syd. Ude på vandet ligger blishøns, skalleslugere og lappedykkere, mens en enlig skarv af og til trækker over himlen.
Der er en støt trafik på floden og ovre ved Skandinavienkaj ligger store færger på rad og række. Som jeg runder pynten tager rørskoven hurtigt til, og der er sandrevler, hvor skarver tørrer vinger, mens gravænderne foretrækker strandkanten. Vandet står højt, også ind over den veletablerede grusvej, der er kantet af stynede træer, tykke knortede stammer, der rækker en kuppel af spinkle grene op mod himlen. Jeg tager en anden rute, men undgår ikke at måtte forcere lange pytter, som heldigvis ikke er for dybe. Halvøens indre er sø og oversvømmede enge, hvor grågæs i mængde holder til, over den fjerne række træer kan jeg hoteltårnet ved promenaden og overbygningen af en færge på Trave.
Og så når jeg tilbage til Priwall, parcelkvarterer, ikke turistzonen, og forsætter mod øst. Priwall er en del af Travemünde, og Travemünde er en del af Lübeck, sådan har det været i århundreder, og sådan var det også under den kolde krig, da Tyskland var delt. På det smalleste sted af den landtange, der forbinder halvøen med hovedlandet, står en mindested for den gamle grænse mellem de to tysklande (og nu om dage grænsen mellem delstaterne Schleswig-Holstein og Mecklenburg-Vorpommern). Det bliver ikke det sidste, jeg ser til den del af fortiden på min vandring.
Uden for bygrænsen er der våde enge med svaner og fiskehejre. Som jeg drejer mod sydøst er der en lang moderat stigning, så jeg kommer hurtigt op til tørre jorder med skov og store marker mellem nogle få småbyer. Der er ikke mange gårde i det åbne landskab: I DDR tiden blev landbrugsjorden langt ind under store kollektivbrug, og i grænseområder som dette var der en fem kilometer bred grænsezone med adgangsforbud.
De store marker er dækket med lav grøn vinterafgrøde. Her og der har svaneflokke slået sig ned. Solen brænder lejlighedsvist igennem skyerne og kaster for nogle få minutter søer af lys ned over partier af landskabet. En håndfuld rådyr er søgt ud i solen for at guffe i sig, i tykke gråbrune vinterpelse. Rundt om næste sving står jeg overfor en endeløs mark, bølgende over landskabet, op mod en smule skov. Marken er ikke indhegnet, blot en flade af vinterafgrøde. I mellemdistancen kan jeg se et par dyreflokke, brune pelse, men ikke hjorte, ikke husdyr. Det tager mig lange øjeblikke at blive klar over, at det er frit levende mufloner.
Længst borte er en lille gruppe på syv-otte dyr, alle sammen væddere med store svungne horn, de traver af sted skulder ved skulder. Det er en såkaldt ungkarlegruppe, som det også kendes fra andre flokdyr, hanner der uden for parringstiden lever i en separat gruppe. En smule tættere på er en langt større gruppe af hunner og ungdyr, flere ligger roligt hvilende.
Muflon er et vildfår, der stammer fra Korsika, men også er udsat til jagt forskellige steder i Europa. I Danmark kan man se dem i dyreparker, men de lever også frit på flere små privatejede Kattegatøer, hvor vandet erstatter hegnet. Derfor har de også en formel jagttid i dansk lovgivning: I dyrehaver gælder jagtloven ikke, men i det fri, selv på en lille ø, er alt, hvad der ikke har en jagttid, fredet. Jeg har også set mufloner et par steder i almindelige fårefolde.
Da Aage V. Jensens fond overtog Æbelø (vandredag 109), nord for Bogense, fulgte der også en mindre bestand af mufloner med, som man har valgt at bevare til græsning. I Tyskland lever mufloner frit flere steder.
Da ulvene begyndte at genindvandre til Vesteuropa førte det nogle steder til udryddelse af mufloner. Som andre vildfår hører de til i bjergegne, de har brug for stejle klippesider for at kunne bringe sig selv og deres afkom i sikkerhed for rovdyr. Ikke desto mindre er det et smukt syn at se dem i det fri under den sparsomme sol.
Jeg fortsætter min vandring, og kort efter får jeg muligheden for at gøre en omvej ad mindre veje og stier. Først til en lille flække, hvor gule erantis dækker skovbund op mod husene. Dernæst gennem vognporten i en gammel herregårds forfaldne avlsbygninger. Den fine gamle hovedbygning er under renovering, og der er rester af damme eller voldgrave, hvorfra en bæk fører til en større å med hyggelig pludren.
Der er en brolagt vej gennem den nærliggende skov, mest utilhuggede natursten, som udgør et lumsk underlag. På mit kort vises en stimulighed ned til vandet, det er en trampestil, der næsten forsvinder i græsset. Til sidst munder den dog ud i en lang grusvej, som løber parallelt med kysten. Vandfladen derude er Dassower See, næsten afsnøret fra Traves hovedløb, en bugt snarere end en sø, og her med fem til ti meter høje skrænter.
Over store stræk er området mellem vej og skrænt dækket af uigennemtrængeligt krat, men her og der er der mulighed for udsigt over bugten og det omgivende landskab. Den vej jeg følger, sommetider med mandshøjt krat på begge sider, er en såkaldt Kolonnenweg, dvs. en gammel militærvej brugt i den afspærrede grænsezone. Få kilometer syd her for har jeg vandret et langt stykke af et tilsvarende forladt militærvej (vandredag 443). Store dele af den gamle grænse er bevaret som et grønt bånd gennem Tyskland, ofte suppleret af informationstavler. Sydpå var der omtale af en flygtning, der blev dræbt med skud, her er der en lykkelige historie om to flygtninge, der svømmede ud i Dassower See og blev samlet op af en sejlbåd, for næsen af grænsevagterne.
Efter flere kilometer nærmer jeg mig udkanten af Dassow. Over mit hoved hører jeg hvæsende lyde, blandet med ravneskrig. Over mit hoved er en fiskehejre og en ravn midt i et luftslag. De forsvinder, men efter få minutter kommer ravnen tilbage, og under sig selv et par sejrsrulninger over mit hoved. Fuglen drejer sig om i luften, flyver et par sekunder med ryggen nedad og kløerne opad, og retter så op med et pludseligt ryk. To gange gør den det for mit beundrende blik.
I udkanten af Dassow følger jeg landevejen og får en flot udsigt over det inderste af bugten med vidtstrakte rørskove. Snart når jeg det punkt, hvor Stepenitz-floden udmunder i bugten. Der er bevaret et par smukt restaurerede pakhuse, et vidnesbyrd om længst forgangne tider, hvor transport af vandveje var langt at foretrække for dårlige landeveje.
Her forlader jeg bugten, går i stedet gennem byen for at vandre det sidste stræk til Schönberg. Da jeg genfinder floden på den anden side af bygrænsen, er den en smal tråd gennem enorme rørskove langs begge bredder. Fra landevejen kommer jeg ind på en sti på en høj jordvold. Først tror jeg, at det er et dige, men snart kan jeg genkende det som en banedæmning – og altså en banesti.
Min opmærksomhed er rettet mod rørskovene, så det kommer som en overraskelse for mig, da der pludselig lyder højlydt trompeteren fra den anden side af jordvolden. Heldigvis er der en åbning i det tætte læhegn lige fremme, så jeg kan hurtigt få øje på to traner på flad mark, der er harvet og bar, i fuldstændig modsætning til rørskoven. Jeg forstår ikke, hvad de to fugle finder af føde der, men de er travlt optaget af fouragering.
Dagens lejlighedsvise finregn er blevet til mere støt regn under grå himmel. Banestien hører op, og jeg må højere op på bakkesiden for at krydse hovedvejen og jernbanen ad små broer, inden jeg kan svinge ind i Schönberg og finde frem til den forfaldne banegård, der er erstattet af et simplere trinbræt, heldigvis med et halvtag som beskyttelsen mod regnen.

Da jeg fortsætter min vandretur fra trinbrættet næste dag, er det under en grå himmel uden solstrejf, regndisen ligger over landskabet, lyset er sommetider næsten grumset. Jeg går mod nord, nu ad landevejen vest for floden. Det løber på plateauet oven for ådalen, så flod og rørskove er skjult for øjet. I stedet er der let kuperede grønne marker med vinterafgrøder, hvor talrige svaneflokke lyser op med hvide fjerdragter. Fuglene i den største flok har spredt sig ud i en lang linje, næsten tohundrede meter lang.
Min vej går tilbage til Dassower See, sidebugten til Trave-floden. Her er der ingen stejle skrænter, landet går blot over i enge og rørskove. På den stille vandoverflade ligger små flokke af hvinænder, med den karakteristiske hvide kindplet mod sort hoved. Jeg er tilbage i den gamle grænsezone, et af overvågningstårne er bevaret klods op ad landevejen, suppleret med de obligatoriske informationstavler. Tretten af den slags tårne var der i sektoren langs Trave, læser jeg.
Der står vand i store søer på engene. En snehvid sølvhejre med gult næb falder i øjet, mens en grå fiskerhejre er vanskeligere at få øje på. En bakkeside ud mod bugten er dækket af en umådelig flade af vissen syre, i samme farve som størknet blod. Strategisk placeret står en hochsitz, dem er der mange af på denne side af Trave. Menneskene er sikret mod beskydning nu om dage, men det er en anden sag for hjortene.
Som jeg vandrer mod vest, trækker landevejen væk fra bugten, og skov dækker store dele af landskabet. På en stor græsmark, op ad skovbrynet spankulerer fire traner rundt. Tre af dem søger sammen og trompeterer kort, måske for at holde fast på fjerdemanden.
Længere fremme får jeg muligheden for at gå et stræk ad skov- og markveje. En rovfugl jager langs et skovbryn. Fra bladløse grene hænger lysende rakler. Da jeg kommer tilbage på landevejen, når jeg mig hurtigt de yderste af Lübecks forstæder. Et lille vinterlukket museum i lave barakker fortæller den forsvundne grænses historie. Samtidig nærmer jeg mig igen Trave, og de små bredninger på dette stræk. Bebyggelse, industri og trafikerede veje optager meget rum. Jeg finder en bro over motorvejen mod Travemündes kajer, og møder skilte mod Israelsdorf og Gothmund.
Israelsdorf viser sig at være et almindeligt forstadskvarter med parcelhuse. Navnet er en forvanskning af et oprindeligt tysk stednavn. Der er således ikke jødisk tilknytning – ikke desto mindre måtte bydelen under det nazistiske regime skifte navn til Walddorf. Yderst ligger den lille idylliske fiskerlandsby Gothmund. Det er en lille enklave af fredede og fint vedligeholdte fiskerhuse, bindingsværk og stråtækkede tage, adskilt af en sti mellem husene og ikke en vej. Blishøns er gået på land og søger føde på en plæne. En par små fiskerbåde ligger for anker, selv om der nu om dag næppe bor mange fiskere i de smukt restaurerede huse, det virker som den slags idyl, man betaler pænt for at flytte ind i.
Der er en stimulighed langs med floden, egentlig en gammel trækvej, men jeg har ikke meget fidus til fremkommeligheden efter at have set den høje vandstand ved Priwall, så jeg tager asfalt og fortove til centrum af byen. Regnen er støt, og de sidste timer af dagen er grå og disede. Selv i gråvejr er det alligevel en oplevelse at gå forbi de gamle byporte til Lübecks ældste bydel på øen midt i Trave og nyde de smukke kirker og borgerhuse.

Samira El Ouassil & Friedemann Karig: Erzählende Affen, 343-492
Mikhail Bulgakov: Mesteren og Margarita: 1-132.

This slideshow requires JavaScript.