Den gule linje viser andre vandredage.  Den røde linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Ni vandredage i det østlige Holsten, 243 km.
1-10 juli 2024.

Haßberg er en lille landsby, få hundrede meter fra østersøkysten i det nordøstlige Holsten. Jeg var her fra et par år siden, hvor jeg vandrede langs kysten mod vest (vandredag 459). I dag skal jeg mod øst, i første omgang mod badestedet Hohwacht med store sommerhusområder. Som for to år siden er det en kølig og grå sommerdag, i perioder med let regn.
Jeg når hurtigt ud til kysten, hvor geledder af kurvestole står opstillet på sandstranden, uden at der dog er megen trængsel om dem. Skrænter af varierende højde løber langs store dele af kysten, lange bakker som erosionen har ædt sig ind på. Som jeg kommer frem i løbet af dagen varierer de rå brudflader fra en halv meter til over en snes meter i højden. En høj trappe giver mig mulighed for at skifte fra strandens sand til toppen af skrænten, der er bevokset med vedbenddækkede løvtræer. Mod øst kan jeg se højere klinter rejse sig.
Hohwacht ligger beskyttet i en bugt bag et kystfremspring. Sejlbåde ligger for anker eller trukket op på sandet. Strandgæster spadserer langs havstokken eller den lille promenade. Skarver hviler på de store sten i vandkanten. Der er et stræk med fladere land mellem to sektioner af klinter. Bag stranden er der et karsk overdrev overgroet med gul snerre. En skade lander i det lave gule buskads, og vilde kaniner løber i korte sprint over det åbne land. I de sandede vejkanter er der blå slangehoved og lilla oksetunge, flittigt besøgt af bier.
En å arbejder sig ud mod kysten, undervejs skaber den indsøer og vidstrakte enge, meget af det fredet med færdselsforbud. Anlagte grusstier og en træbro muliggør passage på cykel eller til fods. Svaner, ænder og gæs har indtaget de ferske vandoverflader.
Længere fremme afløses sandstranden af grus med klynger af strandkål. Der er færre mennesker, enkelte hundeluftere, en midaldrende kvinde uden en trevl på kroppen laver yogaøvelser med ansigtet vendt mod havet under den grå himmel. Snart begynder de højere klinter, lodrette flader af råt sand. Jeg slår ind på en trampesti oven for skrænten. Der er store bølgende grønne kornmarker ind mod landet, ældre løvskov langs afgrunden, helt frem til feriestedet Weißenhaus.
Jeg kan se de høje skrænter fortsætte langs bugten, men det er lukket land, et militært øvelsesområde. Et dige flankerer området. Der er en lille sluse ved udløbet af Oldenburger Graben, tilmed med et lille udsigtstårn, hvorfra der er udsigt over små søer og græsklædte brinker med gæs. Herfra fortsætter jeg ad små veje mod Oldenburg. I kanten af det militære område er der lave klitter og hede, som snart går over i uigennemtrængelig plantage og krat. Inden længe er jeg dog ude i åbent land. Kornet står lavt på markerne, mens en anden mark rummer et mandshøjt buskads af sammenfiltrede grønne vækster. Opsatte informationsplakater fortæller om Donau Silphie, som jeg har set det enkelte andre steder i Nordtyskland.
På trods af navnet stammer planten, Silphium perfoliatum, i kurveblomstfamilien, fra Nordamerika. Den dyrkes som energiplante, men roses også for sin nytte for insektlivet, og har store smukke gule blomster, og en helt fænomenal vækst. Andre marker er tilplantet med en anden tilflytter fra Nordamerika, men den når endnu kun knæhøjde, enkelte steder til livet. Det er græsarten Zea mays – majs.
En let regn følger mig på vej de sidste kilometer, indtil jeg endelig krydser motorvejen og når Oldenburg.

Oldenburg in Holstein hedder byen egentlig – for at skelne den fra den langt større by Oldenburg i Niedersachsen. Sidstnævnte har lagt navn til en hesterace og er også udgangspunkt for adskillige af Europas kongelige familie. Også det danske kongehus, Glücksburgerne, som ganske vist henter deres navn fra slottet ved Flensborg Fjord (vandredag 314), men som er en sidegren af den omfattende oldenburgske linje.
I Oldenburg in Holstein gør man sig ikke i stamtavler og ædelt blod. Byens navn er en direkte oversættelse af det slaviske Starigard. Dette område var engang grænseland mellem slaviske og germanske stammer, med danskere mod nord og frisere i vest. Det slaviske folkeslag hed vagrier, og landet mellem Kielerfjorden og Travefloden hedder stadig Vagrien. I sidste ende kom området under tysk herredømme, og de slaviske folkeslag blev assimileret, men selv om deres sprog gik tabt, er deres arv ikke glemt. Hele Østholsten er rigt på stednavne med slavisk oprindelse. I løbet af min flerdages vandretur ser jeg mange steder plakater langs landevejene, som reklamerer for Slaviske Dage i juli.
Efter at være gået gennem byens fine historiske bymidte gør jeg en afstikker omkring den slaviske ringborg, som måske er det mest imponerende forhistoriske levn fra den slaviske kultur i Holsten. Det har ikke den samme strenge cirkelgeometri som Fyrkat (vandredag 393) og de andre ringborge fra vikingetidens Danmark. I stedet er det en stor oval, høje græsklædte volde, med et indre plateau, hævet over det omgivende landskab, langt større end de små slaviske ringborge jeg har set andre steder. Det indre fremstår som en fælled, med græsset klippet lavt. Der er ingen rester af bygninger tilbage, og ingen andre mennesker i syne, kun et par sortkrager pirker uden begejstring i grønsværen. Inden jeg stiger ned fra voldene, kan jeg hen over byens huse se krudtblå skyer i nord.
Der er et museum i tilknytning til den slaviske borg, med rekonstruktioner af huse og både. De Slaviske Dage er et middelaldermarked, der finder sted her, med fremvisninger af klædedragter og håndværk. Dets hovednummer er opførsel af kampe, hvor vikinger forsøger at storme Starigards gamle volde.
Snart efter er jeg ude på landevejen mod nord. Det er dyrket land i let kuperet landskab. Vejsiden og kanten af markerne er fulde af farve, røde valmuer, blå kornblomster, hvide og gule okseøje, lilla tidsler og musevikke, katost med lilla og hvide striber, kongelys med gule blomster og lilla støvdragere.
Som i går er det en kølig, overskyet sommerdag, men i dag holder det næsten tørvejr. Fra landevejens højeste punkt får jeg et blik af blåt hav langt fremme. Mod vest er der et langt fjernt skovbryn, der markerer den østlige rand af det militære terræn, jeg mødte i går. Så adgangen til kysten er igen fri, og jeg slår ind på små veje mod nord. Få hundrede meter før stranden svinger vejen mod øst og løber parallelt med havskrænten. Der er et naturgenoprettelsesprojekt i gang her, her og der er overdrevet overgroet med et buskads af høje urter, andre steder er der kvæg på græs og små damme på engene, havet i baggrunden. Som mange steder i Slesvig-Holsten er der lange alléer selv omkring små veje, gamle træer, trækroner der er groet sammen og skaber en grøn tunnel omkring vejen.
På de fleste af mine vandredage her hører og ser jeg ravne. Som oftest blot en eller to ad gangen, men her er der pludselig en halv snes stykker. De synes at have fattet interesse for mig, følger mig på vej, deres kald tæt på, men fuglene usynlige, blot for pludselig at eksplodere ud af grenværket og lade sig se på lang afstand. Formodentlig er det ungfugle, endnu ikke stærke nok til at holde individuelle territorier, men i stand til at fouragere hvor de vil i flok.
I det fjerne kan jeg se de høje hotelbygninger i Heiligenhafen, overdrevet er afløst af marker, og en lang markvej giver mig lejlighed til at nå ud til grusstranden. Der vokser snerle med store hvide trompetblomster for foden af kystens høje skrænt. En præstekrave flytter sig over stranden, dens fjerdragts farver perfekt tilpassede, så den næsten bliver usynlig, når den slår sig ned blandt grusstrandens knytnævestore sten.
Jeg kommer op på en trampesti oven for de høje klinter. Digesvaler hvirvler forbi, og en tårnfalk balancerer perfekt på den opstigende vind. Den lille rovfugl lader mig komme utroligt tæt på, blot to-tre meter afstand, men naturligvis sikker på samme tid. Som den står stille i svirreflugt med hårdt arbejdede vinger, er jeg tæt nok på til at tælle striberne på undersiden af dens vinger og bryst.
Nogle tyske badesteder har et enkelt højt hoteltårn, andre har, som her i Heiligenhafen, en klynge af lidt lavere højhuse, der fremstår som et kunstig højdedrag i horisonten. Der er enge og strandsøer på det flade land foran byen, med svaner, gæs, ænder og skarver i mængde. En større sø er afskåret af et dige, der løber fra en tange til fastlandet som en dæmning. Mange tyske badesteder er også kurbyer og har som her lange veletablerede stier i asfalt eller fliser og talrige gæster med gangstokke, rollator eller kørestol. Også her står geledder af kurvestole ubenyttede hen, til gengæld er flere gæster beskæftiget med at sætte drager op i den friske vind. Der er udsyn mod broen til Fehmarn i nordøst.
Byens kirke ses i profil, og der er stadig væk en industrihavn, hvor fiskere sælger fangsten direkte fra båden. Ellers har det lille fiskeleje lagt lag på lag af turisme på. Der er en stor yachthavn, promenader, caféer, restauranter, tøjbutikker, hoteller og ferielejligheder i bymidten, småindustri og serviceerhverv, så det føles som en evighed, før jeg igen når ud i det åbne land for at gå dagens sidste kilometer mod dagens endemål i den lille stationsby Großenbrode, øjeblikke af let regn undervejs.

Großenbrode er en stationsby uden tog. For øjeblikket. Der bygges intenst på udvidelser af både motorvej og jernbane for at gøre klar til tunnellen mellem Lolland og Fehmarn og den formodede vækst i person- og godstrafik, så for tiden er togtrafikken lukket nord for Neustadt.
Jeg begynder min vandredag med at gå mod nord, mod spidsen af den lille halvø, der strækker sig op mod Fehmarn. Nu om dage er der broforbindelse, men fortiden lever videre i stednavnet Großenbroderfähre. Færgeleje er her nu ikke mere, blot nogle få lystbåde og så en glimrende udsigtens til broens store bue, klinterne over på Fehmarn, og sejlbådene på sundet. Jeg følger kysten rundt, med moderate skrænter, vekslen mellem grus- og sandstrand, store sten i varierende afstand fra opskyldslinjen.
En sæl hviler sig på en af de store sten, så langt ude at den ikke lader sig forstyrre af mig. Store mængder tang ligger lige under vandlinjen og dæmper bølgeslaget i havstokken, hvor skalleslugere og edderfugle holder til. Længere ude er en skarv i gang med en drabelig kamp mod en ål, der virker større end fuglen selv. Af og til bliver fuglen trukket ned under vandoverfladen, men så dukker parret op igen, og skarven ryster den store fisk fra side til side, som en hund med en rotte, det store næb klemt sammen om ålens slangekrop.
I løbet af mine vandredage ser jeg talrige hejrer ved søer og åer, på marker hvor der er taget høslæt, og i dag ser jeg også et par af de store grå fugle flyve ind og jage i fællesskab i det lave vand nær bredden.
Det er endnu en dag med lejlighedsvis regn, men af og til brydes den grå himmel op i mindre hvide skyer på blå baggrund, og solstråler finder vejen igennem. Som jeg når sydspidsen af den lille halvø etableres en bredere sandstrand, og det har lokket turismen herud, med ferielejligheder som stablede skotøjsæsker og en klassisk Seebrücke, en lang træbro ud i bølgerne.
Den eneste vej herud fører mig tilbage til kanten af Großenbrode, og en cykelsti langs jernbanen mod syd og videre ad små veje. Det er dyrket land med få skovpartier. Meget af det er øjensynlig godsjord. Hovedvægten er på de store avlsbygninger, uden store udskejelser med hovedbygninger eller parker.
Jeg vandrer et langt stræk i par kilometers afstand fra kysten, ofte med et fjernt havblik bag godsernes bølgende sletter af korn. Til sidst kan jeg dog dreje ud til havet, og hvor jeg når vandet løber et langt dige. Jeg kan gå på digekronen, foran ligger en smal bræmme lave klitter og klithede klemt ned mellem dige og sandstrand. Klitheden er fredet og indhegnet med adgangsforbud, man kan kun krydse ud til sandstranden ad nogle få korte sandveje. Et par unge fyre slæber af sted med et surfboard.
Diget løber helt frem til Dahme. Undervejs krydser jeg endnu engang Oldenburger Graben. Den fremstår næsten som en kanal, men rent faktisk er det en ganske smal, naturligt skabt, vandfyldt tunneldal, der strækker sig herfra til Weißenhaus. Den er intetsteds mere end to meter dyb og maksimalt tyve meter bred. Regnen tager til, netop som jeg går de sidste kilometer frem til Dahme.

Da jeg fortsætter min vandring fra Dahme næste morgen, er himlen tynget af grå skyer og støt regn, der varer indtil middag. Byen har en lang landgangsbro, der ligesom kurvestolene ikke har megen søgning. En kølig vind rammer kysten, og luften er tung og fugtig. Vejrliget kommer ikke bag på strandpromenadens tøjforretninger. I stedet for badebukser og bikinier er udstillingsvinduerne fyldt med robuste vindjakker i farvenuancer et sted mellem pastel og pang.
Jeg følger kysten frem mod Neustadt. På lange stræk er der de velkendte høje klinter, den øverste meter gennemhullet af digesvalernes huller. De voksne fugle flyver til og fra i et utroligt tempo, i et par af hullerne titter ungerne frem. Høj skov flankerer kanten af klinten, her og der med store stammer dramatisk væltet ned på stranden. Små høfder strækker sig ud i vandet, de våde glatte sten hvilesteder for skarver, måger og strandskader.
Andre steder er der høje diger med græssende kvæg og heste inden for diget, overdrev, krat eller kær mellem dige og hav. Viber og gråænder skjuler sig mellem tuerne.
Hele vejen ned langs kysten ligger der store og små kur- og badesteder. Vejret er ved at klare op, da jeg passerer gennem den største af dem, Grömitz. Havnepromenaden domineres af et stor pariserhjul, fiskebaserede snacks og middagsretter falbydes overalt, et lille kulørt tog kører i rutefart med besøgende, fra en tribune sender et orkester tysk schlagermusik ud over publikum.
Jeg runder en pynt, Pelzerhaken, og kommer ind i Lübecker Bucht, mens solen vinder stadigt mere frem. På den anden side af bugten kan jeg se hotelhøjhuset i Travemünde og klyngen af lavere højhuse ved Timmensdorfer Strand. Surfere stryger hen over vandet i rasende fart. Som jeg nærmer mig Neustadt vokser turistpræget hurtigt, med broer, lystbåde, vandcykler. Frygtløse kite-surfere er i gang og slynger deres kroppe op i anden sals højde.
En lang kystpromenade fører frem til Neustadt, med regelmæssige mellemrum er der opstillet skulpturer. Der er også et mindesmærke for Cap Arcona-tragedien, hvor to umarkerede skibe med kz-fanger i krigens sidste dage blev sænket af briterne, og over 7000 mennesker omkom.
Og så er mine vandredage langs Østersøen til ende, jeg når frem til den hyggelige havn ved Neustadt, med dens træskibe og fiskerbåde fortøjet langs bolværket.

Jeg besøgte første gang Neustadt på en vandretur fra hjertet af det Holstenske Schweiz til Østersøens kyst (vandredag 445). I dag skal jeg vandre den modsatte vej, men ad en anden rute. Dengang passerede jeg udsigtspunktet Gömnitzberg , 94 meter over havets overflade, hvor der stod et lille tårn, som i sin tid tjente som sømærke. I dag tager jeg en nordlige rute, som vil føre mig over Bungsberg, det højeste naturlige punkt i Slesvig-Holsten.
Dagen begynder med højt solskin, da jeg går over den lille bro ved den idylliske havn. Under broen løber den korte brede å, der forbinder søen umiddelbart mod nord med havet. Der er restauranter langs kajen, et af dem i et særpræget gammelt pakhus, hvis form har givet den navnet Pagoden. Blishøns holder til nær bolværket, og som jeg går øst om søen, i kanten af skov, ser jeg store mængder svaner, grågæs og canadagæs ude på søen. Ligesom jeg så det ved kysten i går, står der skulpturer med regelmæssige mellemrum langs den velholdte sti.
Fra søen kan jeg se det dyrkede land på den anden bred, som jeg snart efter kommer ud i, og som er én lang moderat stigning op mod Bungsberg. Stadig i lavlandet kommer jeg forbi Altenkrempe med en fin landsbykirke, krydser motorvejen og når frem til godset Hasselburg. Over den smukke hovedbygning i røde sten samler blåsorte skyer sig. Godset har enorme avlsbygninger med store stråtage. Over stråtagene er der monteret lynafledere, som løber over tagryggen.
Herfra bliver stigningen en anelse stejlere, og skov bliver mere fremtrædende i landskabet. Små lysninger har indhegnede skovenge, hvor kvæg er sat på græs, blot en håndfuld per fold. I det fjerne ser jeg allerede et højt radiotårn, da jeg benytter mig ad muligheden for at koble mig på fjernvandrervej E1 og følge den gennem bøgeskov op mod bakketoppen. Falmede hvide kryds, andreaskors, malet på træstammer, leder mig gennem skoven. Et par korte stejle stigninger på skovstierne, nok til at få mig til at hive efter vejret, og så står jeg ved grusvejen, der fører hen til Bungsberg. Der ligger en håndfuldbygninger omkring en åben plads i skoven, dertil en holdeplads for busser. Smalle grusveje fører til og fra, med ensrettet kørsel for busser og biler. En let regn begynder at falde og tager hurtigt til.
Der høje radiotårn dominerer brutalt udsigten. Med sine 179 meter er det højere end Bungsbergs 168 meter. Der står også et fint lille udsigtstårn fra attenhundredtallet, udsmykket med glasmosaikker, som ses med særlig intensitet indefra, som jeg oplever det, da jeg tager spiraltroppen op til udsigtsplatformen. Regndisen ligger et slør over landskabet, de omgivende skove falder til alle sider, mens Lübecker Bucht fortoner sig i det fjerne.
Der ligger en lille café, som praktisk nok hedder 168 ü NN (über Normalnull, dvs over havets overflade), så jeg gør en dyd ud af nødvendigheden og får en kop kaffe, mens regnen er mest intensiv. Store dele af gulvarealet er benyttet til fremvisning af italienske vine og delikatesser, som værten forklarer et ældre tysk par om, inden de høfligt beder om Apfelstrudel.
Snart efter er det opholdsvejr og frembrydende solskin. Som jeg forlader gårdspladsen og træder til side for en ankommende bus, bemærker jeg et gammelt træskilt, der viser til Bungsberg. Nysgerrigt følger jeg det ad en kort skovsti frem til skovbrynet, hvor en let forhøjning på en græsklædt bakkeside viser sig at være det egentlige Bungsberg. Så jeg får lejlighed til endnu en bestigning.
Fra Bungsberg går jeg ind i hjertet af Det Holstenske Schweiz, mens solskin og byger afløser hinanden. Skovene er dryppende våde, og asfalten når ikke at blive tør. Det er et kuperet bakkelandskab, hvor landsbyerne er ganske små. “Pas på børn og påfugle” står der på et hjemmegjort skilt et enkelt sted, andre steder løber høns frit. I sidste ende når jeg frem til den nordlige bred af den store Kellersee, som har hvide bølgetoppe og et bølgesvulp med dybere lyd.
Jeg har været her før (vandredag 373), og nu kan jeg gå i mine egne fodspor, om end i modsatte retning. Søen er omkranset af skov, og en smuk skovsti, også en del af fjernvandrervejen, fører gennem lysåben skov, hvor massive bøge og egestammer er overgroede med vedbend. Med passende mellemrum er der fine udsigter over søen, og der ligger flere kursteder og sanatorier i området. Dagens endemål er Malente, som også er en kurby, med en klassisk Flaniermeile, med cafëer, restauranter, konditorier, butikker også videre.

Malente ligger i smørhullet mellem to store søer, ud over Kellersee er det Dieksee, hvortil der også er en lille søhavn. Her ligger der store turbåde forankret, dertil også flåder af kanoer og vandcykler i spraglede farver og med form af både flamingo og enhjørning.
Dagens vandring tager mig mod nordvest, gennem mindre besøgte dele af Det Holstenske Schweiz. Det er en solskinsdag, helt uden regn, blot med skyer der trækkes sammen og opløses igen. Så snart jeg forlader dalene med de store søer, kommer jeg op på plateauet og går over let kuperet agerland brudt op af skovpartier, mens der kan være mindre søer eller kær og rørsump i lavningerne. Hver af de små landsbyer synes at have sin egen galende hane, en af dem har held til at få sat gang i sangerdyst med en af nabolagets hunde. Der er ofte gårde i bykernen, med en fært af kvæg eller hest i luften, sommetider strøelse og frisk malket mælk.
En smal, dårligt vedligeholdt vej, som skilte advarer cyklisterne imod, fører gennem to små søer i et fredet naturområde. Også her er der mængder af svaner og gæs, endog en enkelt skarv har fundet vej herind. Jo længere op på plateauet jeg kommer, jo mindre fylder skoven i landskabet, indtil jeg passerer et toppunkt, og landskabet igen begynder af falde frem mod den store Selenter See, der er dagens endemål. Undervejs passerer jeg et jagtslot i historicistisk stil fra attenhundredtallet, med hvide mure, brystværn, runde tårne og vajende vimpler. Blomenburg hedder det. Det knejser på en bakketop, med moderne hospitalsbygninger foran sig, konverteret til en privat psykiatrisk klinik.
Selent hedder den by, hvor jeg ender dagens vandring, højt på bakkesiden over den sø, den har lagt navn til. Inden min bus kommer, har jeg rigelig tid til at runde den lokale kirke, der har et lavt kompakt tårn, og murværk der blander røde mursten og kampesten.

Natten bød på regn, men der er smuk blå himmel, da jeg starter min vandredag næste morgen. En lang snoet jordvej fører gennem dryppende våde løvskov til en sandstrand ved en lysning ud mod søen. Der er en bådebro, og et badehus der danner ramme om lokale sportsaktiviteter. Jeg går ud på træbroen for at få et bedre overblik over søen, og de store rørskove langs bredden. En håndfuld gæs sover med hovederne lagt tilbage, og de vågner op en efter en, som en blishøne glider under broen under behørig larm.
Selenter See er den næststørste sø i Slesvig-Holsten, med en overflade på 21 kvadratkilometer, kun overgået af Plön (28 kvadratkilometer), nogle få kilometer mod syd (vandredag 444). I dag skal jeg gå rundt om den – med uret.
Jeg følger grusveje og snart efter små landeveje. Over lange stræk er bredden kantet af en smal stribe høj løvskov. Med uregelmæssige mellemrum er der små badesteder, med små broer, hvorfra jeg kan få vid udsigt på langs af søen, og kig langs bredden af søen, hvor træer og rør danner en grøn mur, og enkelte vandfugle har fundet et roligt sted.
Som jeg runder det nordvestlige hjørne af søen, lægger vejen afstand til søen og går gennem en mosaik af skove og enge med kvæg og heste, som allerede er trukket ind i skyggen. I de få og små landsbyer er der fine bindingsværkhuse med stråtag og blomstrende stokroser. Et enkelt sted har en græsklædt plads med en bænk, som er det rigtige sted til en kort pause for vand og et par æbler, som den fysiske aktivitet og dagens forbrugte energi får til at smage ekstra friske og søde.
Fra landevejens højeste punkt er der blik ud over den blinkende blå sø under solens lys. En braklagt mark står med de lyslilla blomster i et endeløst tidselkrat, mens gederamsen står med lilla blomster en tone mørkere i vejkanten.
En hverdag på landet er der altid en hvis mængde af varevogne og små lastbiler på vejene for at levere gods eller serviceydelser. I dette område er unimog usædvanligt populær. Unimog, Universal-Motor-Gerät, er en lille terrængående lastbil fra Mercedes-Benz, med høj frihøjde og firehjulstræk. Modellen er meget brugt af militæret og redningstjenester, i landbrug og forstvæsen. Det tyder på, at mange af områdets land- og skovejendomme ligger for enden af dårlige mark- og skovveje. Da jeg runder søens nordøstlige hjørne, er det da også for at følge en særdeles anløben grusvej hen til det lokale gods og videre til landevejen.
Syd for søen løber den travle hovedvej mellem Kiel og Lütjenburg, og en sidste gang må jeg gå gennem skov og enge for at nå frem til den. Lyden af skræppende gæs fanger min opmærksomhed, og som jeg når et hul i et læhegn, kan jeg se en snes af de store fugle hygge sig ved et vandhul på en eng. De er ikke alene, to traner står et stykke bort, usædvanligt tæt på. Jeg giver mig tid til at nyde synet af de to elegante fugle, med deres grå fjerdragt og omfattende halefjer, som altid minder mig om gammeldags balkjoler med tournure. Hals og hoved i hvide, sorte og røde farver.
Dagens sidste kilometre går langs hovedvejen med travl ferietrafik. Den generer ikke det brogede kvæg, der hviler i et buskads af gule brandbægre på en overgroet mark. De travle bilister har samme tilbud, der er rastepladser og campingpladser langs vejsiden, også en gammel kro i bindingsværk og stråtag. Nogle få kilometer og så er jeg tilbage i Selent.

Fra Selent vandrer jeg mod sydvest til Preetz under en blå himmel med drivende skyer. Landskabets er præget af små og store skove, der ligger som øer i godsernes kornsletter, som står i nuancer af grønt og gult. Flere steder har smukke gamle egetræer fået lov at stå tilbage midt i kornet, sommetider i hele klynger. I udkanten af en af de små landsbyer krydser en rå med to rålam på slæb roligt vejen. Ravne kalder fra skovbrynet og lader sig se i kort flugt over skovkronerne.
Preetz ligger i ådalen langs Schwentine, den flod der fører vandet fra de store søer ved Plön til udløbet i Kielerfjorden (vandredag 371). Som jeg ankommer til byen, krydser jeg den smalle flod ad en blomstersmykket fodgængerbro og går videre gennem de hyggelige gamle gader til byens markedsplads, hvor middagstravlhed hersker.
Preetz er dagens endemål, men jeg er kun halvvejs, for jeg vil runde den store Lanker See syd for byen. Så efter en kort pause på en skyggefuld bænk går jeg mod syd, forbi byens kirke, finder vej gennem de kringlede veje i et gammelt villakvarter, indtil jeg når skovene syd for byen. Som så mange andre steder er det høj gammel bøgeskov med et vidt udsyn gennem underskoven. Jeg møder ikke andre mennesker, men jordvejens bløde jord viser aftryk af støvler, hundepoter, hestesko og cykeldæk. Jeg går kort forkert og ender ved et lille kapel, hvor et lavt stakit indhegner en lille have med afblomstrede rododendron.
Snart er jeg dog tilbage på rette vej og når skovbrynet, hvor der ligger en sløjfet togstation og en smuk gammel vandmølle med en stor opstemmet mølledam. En grusvej fører over det åbne kuperede land syd for søen. Fra en bakke kan jeg se ned over store kær og enge ud mod søen. Store hvide fugle ses dernede, sølvhejrer. De har valgt deres opholdssted med held, engene og en god del af sø og skov udgør et naturreservat.
Hvor jeg svinger mod nord, krydser jeg igen Schwentine, klemt inde mellem to lodrette mure af skov og krat, dernæst passerer jeg det lokale gods og forsætter ad små mark- og skovveje, der kort bringer mig tæt på søen igen. Gæs og langhornet brunt kvæg deler en engs søbred.
Til sidst når jeg frem til landevejen mellem Preetz og Plön og kan endnu engang følge en af mine gamle vandreruter (372) i modsat retning. Turen går ad en grussti ned til Schwentine og ad en skovstil langs Kirchsee til hjertet af Preetz. Der er spadserende og hundeluftere på stien, kanofarere på vandet og naturligvis en smukt udsigt til den kirke, der har givet søens dens navn. Snart er jeg tilbage på markedspladsen i Preetz.

Da jeg starter min sidste og korteste vandredag dagen efter, er det markedsdag og boder og stader fylder byens centrale plads. Dagslang finregn og grå himmel er hvad dagen byder på, som jeg begynder min vandring til Plön, centralt i Det Holstenske Schweiz. Jeg kommer ud på ganske små veje, den særlige tyske specialitet med markveje, Feldwege, hvor slidsporene er dækket med lange cementfliser. Enkelte steder er kornet høstet, og halmen allerede kørt væk. Sortkrager spankulerer blandt stubbene.
På en stor godsmark står et par mejetærskere stille, mens deres førere konfererer, måske om regnen. Som andre steder på egnen er de lokale godser ikke bygget til at udstråle pragt og herlighed, men langt mere praktiske anlæg med vægt på avlsbygninger. Et sted er en gammel lade til redskaber og køretøjer omdannet til børnehave. Portåbningerne har fået store ruder med rundet top, og de er pyntet med alle de farveglade ting, der hører sig til i en børnehave. Traktorer kører gennem de små landsbyer, der er mudrede, riflede dækaftryk, brune høns løber frit.
Denne gang nærmer jeg mig Plön fra det åbne dyrkede land øverst på plateauet, ikke fra den kanten af den store sø. Det smukke hvide residensslot (vandredag 458) ses i profil, knejsende over byen, øverst på bakken, med dets lange tagryg, symmetriske gavle og pyntetårne. Selv set gennem regndis og præsenteret med kornmarker og en ganske lille sø foran sig er det et imponerende syn.
Ad stier og villaveje finder jeg min vej til byen, gennem de fine gamle gader, forbi kirken, og kan dernæst gå de sidste meter ned ad bakken, til jernbanestationen, lokaliseret lavt i terrænet for at lette de tunge maskiners arbejde. Lige som der er en særlig dansk stil i røde mursten til provinsstationer, så er der også en klassisk tysk stil, som lægger vægt på store kalkede mure i diskrete lyse pastelfarver. I Preetz var murene holdt i en sart gul tone med hvide kantninger, som fik mig til at tænke på barndommens citronfromage med flødeskum. Oftest så er der blot en billetautomat tilbage og bygningen er overgået til andet formål. I Preetz var der for eksempel flyttet en græsk restaurant ind.
I Plön har man hvide mure, og der er turistinformation, et lille udstillingsrum og en café i fin kurbystil. Men det er muligvis også den jernbanestation i verden, der har den bedste udsigt: Fra perronen har man en panoramisk udsigt over Größer Plöner See og de omgivende skove, samme udsigt som fortidens hertuger oppe i det hvide slot på bakketoppen. Regndis eller ej, det er et smukt syn og et godt sted at afslutte min vandretur i det østlige Holsten.

Hermann Hesse: Demian, 106-194.
Bernd Heinrich: The Snoring Bird, 1-452.
Bernardo Atxaga: Desde el otro lado, 1-104.

This slideshow requires JavaScript.