Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Ry: rundtur omkring Salten Langsø, 40 km.
Torsdag den 24. oktober 2024.
Dagen begynder gråt, men det står flot til efterårsløvet, som møder mig i skovene umiddelbart uden for Rys bygrænse, blot en kort distance fra stationen, syd for Rye Mølle Sø. Som dagen skrider frem får solen mere magt, og løvet fremstår smukt gennemlyst af solens stråler. Det er en tør og kølig dag, vel egnet til en lang vandretur i skovene.
Mine første kilometer er velkendte, en del af vandreruten mellem Århus og Silkeborg. Det er et årstid siden, jeg sidst gik her og afsluttede en vandredag i Ry (502). Skovvejene bliver mere og mere sandede, jo længere jeg kommer frem. Bøgenes og egenes blade er på deres mest farvestrålende, birkene står i en lysere gul nuance. Høje græstuer med en tone af rav kanter vejen, andre steder er der bølgende sletter af vissent gule strå. Det hele oftest mod en baggrund af mørke graner, og en skovbund, der sommetider er dækket af rustrøde nåle, sommetider af saftiggrønt mos. På lysåbne steder er der afblomstret lyng, stadig med et rødligt anstrøg. Hvor grenværket har tabt løvet, kan jeg skimte Gudensø.
For Søhøjlandet er det en flad rute, nær Gudenåens løb, for foden af det store bakkemassiv syd for Julsø, hvor Himmelbjerget blot er et lavere fremspring. Højt oppe på bakkeside ligger Gl. Rye, dets lille kirke rester af et stort kloster. Veje fører til byen fra alle sider, som egerne i et hjul. Jeg krydser den mindre landevej mod Skanderborg, følger en grusvej over halvt åbent land, indtil jeg når den gamle landevej mod Horsens. Landevejen krydser Salten Å, med en separat træbro til vandrere, og informationstavler om lokalitetens historiske betydning som vadested.
Umiddelbart vest for ligger det store øde område ved Salten Langsø. Nord for søen rejser bakkerne sig brat, men syd for søen er der fladere land. Så fladt at tyskerne havde en lille flybase her under krigen. Der er stadigt bunkerruiner, et stræk af “tyskerveje”, flade betonplader, som man ellers mest ser det ved vestkysten, endog et kort stykke skinner fra en smalsporsbane, brugt til ammunitionstransport.
En velholdt grusvej fører gennem skovene til Addit, en lille landsby ved de store skoves sydlige skovbryn. Jeg drejer dog ind på mindre veje. Først langs et stykke overdrev ud mod søen. Der er en langt mindre sø nær vejen, hvor en flok gråænder går på vingerne, vingeslagene smelter sammen til et bistades summen, da jeg passerer. Tre stykker højlandskvæg hviler flegmatisk i folden uden at værdige mig et blik.
Et kort stykke længere fremme går jeg over en kvægrist og kommer ind i en langt større indhegning. Terrænet er kuperet, ikke med høje bakker, snarere “hullet” og uegnet til såvel land- som skovbrug. Det har reddet det naturskønne område, hvor der er overdrev på det lavere terræn ud mod langsøen. Store mængder gyvel står tilbage, høje grønne ris med sorte bælge. På det højere land går overdrevet over i hede. Efter østjyske forhold er det en ganske stor hede – alligevel er der ikke noget stednavn knyttet til det. Egnen er også ganske øde. Der er blot nogle få sommerhuse og lystejendomme. Dertil enkelte skovfogedhuse her og der. De store skove er privatejede, meget af det af de store skovgodser Addithus og Løndal (vandredag 248) syd for søen, Rye Nørskov nord for (vandredag 368).
Jeg har været her før og holdt mig til den lange og holdt mig til den lange grusvej ud til spidsen af søens sydlige næs (vandredag 138), så i dag drejer jeg i stedet ind på en jordvej langs et skovbryn i kanten af heden.
Heden stiger op mod den lave bakkekam på langs ad næsset. Det givet et smuk udsyn over landskabet, hvor buske og enkeltstående ene og birk bliver færre, mens gyvelen holder sig borte. Lyngens mørke farve møder nogle steder plantagernes spraglede skovbryn. Nåletræer er det klassiske valg til plantager, men mange af dem har en kantning af løvtræer, såkaldte ammetræer, og de kommer til deres ret nu, lige som de små skravlede egetræer ude på hedefladen.
Jordvejen over heden står knivskarpt indrammet med kanter af knæhøj lyng, Den splittes op i to, og jeg følger den højre forgrening, der fører over en lavning med nedbidt grønsvær til en låge ud mod en grusvej. Kvæget er taget på stald eller gemmer sig et sted på det uoverskuelige terræn. Til gengæld pibler der store og små svampe frem alle steder, hvide, grå, brune, svovlgule.
Jeg fortsætter mod vest ad grusvejen, snart inde i skovene igen. Et ældre ægtepar kommer mig i møde. “Hørte du ulven?” spørger manden. Det gjorde jeg desværre ikke. De så tilmed et gråt dyr, på størrelse med en schäfer. Et ulvepar har etableret sig på Nørlund Plantage (vandredag 223), omkring 25 kilometer i luftlinje herfra, og har fået mindst to hvalpe i år, så det er bestemt ikke usandsynlig, at ulve færdes på disse kanter.
Jeg vil runde den vestlige ende af Salten Langsø, der ligger i en ganske smal ådal, mellem to bakkemassiver, i syd mere end 140 meter over havets overflade, i nord mere end 150 meter. Først gør jeg en lille afstikker til en vig med en bro over til næsset for at få udsigt over søen tæt på. Flere steder er der små søer, moser og enge. Store partier af bøgeskov i smukke efterårsfarver.
I en stor bue går jeg ud til landevejen mellem Silkeborg og Horsens, følger den mod nord forbi Løndal Gods, krydser Salten Å og går ind i Rye Sønderskov, på præcis samme sted som for et par måneder siden (vandredag 521). En to-tre kilometer går jeg i mine egne fodspor, grønt løv afløst af røde, gule og orange farver, et lag af friske agern på stien, grønne med gul kantning, sommetider med nødden slået fri af de små skåle med stilken. Som tidligere drejer jeg til sidst mod nord og den smalle landevej. Over mit hoved er der blå himmel, hvor flere store gåseflokke passerer, v-formationer og skarpe orienteringskald.
For to måneder siden tog jeg den lette vej, ad asfalten, til Gl. Rye. I dag går jeg turen over bakkemassivets skovveje og stier. Et kort stykke oppe ad en grusvej ligger en smuk firlænget gård ud mod en stump bevaret hede midt på bakkesiden. Idyllen forstærkes yderligere af efterårsløvets pragt horisonten rundt.
Af stadigt mindre og mere mudrede skovveje finder jeg vej til Gl. Rye. Somme tider er det ad næsten usynlige stier, omkring, over eller igennem de talrige kløfter og fremspring på bakkekammens sydside. Et enkelt sted er entrepenørmaskiner i gang med skovarbejde, et andet sted ligger afklippet pyntegrønt i bundter, ellers har jeg skoven for mig selv, indtil jeg nærmer mig Gl. Rye og møder spadserende, hundeluftere og løbere. Jeg går forbi den gamle helligkilde, der stadig løber med en spinkel stråle og går ind i byen øverst på bakken.
I den begyndende skumring går jeg i rask tempo ad den større landevej mod det nye Ry – stationsbyen. Endnu en gang forbi Møllesøen og den gamle mølle, lige inden for bygrænsen.
Peter Watson: The Age of Nothing, 210-229.
Jyske Vandreture 