67. Vojens-Haderslev-Christiansfeld.

klik på blåt nummer for at se denne vandredag (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture)..

næste vandredag

Se info og links om dette afsnit af ruten Jylland rundt

Vojens-Haderslev-Christiansfeld, 36,7 km.
Søndag den 26. oktober, 2014.

Der er støvregn i luften, da jeg står af på den blå togstation i Vojens, på trods af meteorologernes løfte om en dag uden nedbør. Heldigvis bliver det ikke værre, og i løbet af dagen når et par solstråler endda igennem det grå skydække.
I dag skal jeg gå fra Haderslev til Christiansfeld, men jeg er taget til Vojens for at gå gennem tunneldalen til Haderslev. Det første lange stræk frem til Tørning Mølle har jeg gået før, det er nemlig en del af Hærvejen. Fra stationen går jeg ad hovedgaden og drejer af ved kirken. Dannebrog er hejst uden for kilden, og jeg får et flygtigt glimt af mand i præstekjole og en kvinde med et spædbarn i favnen, så barnedåb, formodentligt. Gennem en parcelhuskvarter kommer jeg ind i den første af dagens mange skove. Den første begynder som flad plantage, men så slider en dyb hulvej sig ned til Jernhyt Bæk, og herfra er det stærkt kuperet terræn frem til Haderslev. I den smalle ådal er der enge med kreaturgræsning omkring åen, og på bakkerne er der gammel skov, som har fået lov at blive stående, fordi det ikke var besværet værd at rydde, når jorden alligevel dårligt lod sig opdyrke.
Stevning Dam og Haderslev Dam er en lille sø og en stor sø, der ligger vest for Haderslev. Det er opdæmmede søer, hvis historie rækker tilbage til Middelalderen, og de har et par gamle vandkraftværker liggende langs vandløbet.
Først kommer jeg til Tørning Mølle, ved den østlige ende af Stevning Dam. Jeg går rundt om den lille mølledam, hvor stierne stedvist er kørt til pløre af mountainbikeryttere, hvilket skal vise sig at være et kendetegn for stierne i tunneldalen. Der er ænder i dammen og et par smukke fiskehejrer i et træ ved kanten af vandet. Jeg er kommet ud på en bakke syd for møllen, med en flot udsigt over dammen og møllebygninger, hvoraf en del fremstår i en orangerød farve, og en anden del er en gammel fabriksbygning fuld af patina. Vejen er brolagt på stykket omkring møllen, der både er museum og rummer lokale aktiviteter. Hvor vandet strømmer under vejen og falder adskillige meter til dalbunden minder vejsten om den tyske fortid: Törning Mühlen Brücke.
Vandløbet på dalbunden er kun en tynd bæk, fordi den største del af vandmassen bliver ledt videre i en gravet kanal frem til det næste vandkraftværk Christiansdal, mere end en kilometer fremme. Jeg følger en sti langs kanalen på hele dette stræk, som forløber i skovkanten, hvis skrænt falder ned til engniveauet fire meter længere nede. Det er en mærkeligt oplevelse, næsten naturstridigt, at gå langs det fritløbende vand øverst på bakkekammen, og samtidig kunne se ned på engen og dens udsultede bæk derude.
Efter Christiansdal byder stien på flere skovbevoksede bakker med udsigt til engen gennem det efterårstynde løvhæng. Men denne gang fører stien ned i ådalen og krydser åen ad en fodgængerbro, og engen spreder sig vidt ud mod den reetablerede engsø Hindemade.
“Made”eller “maj” er et ord, jeg har set mange steder i Sønderjylland, både som et selvstændigt ord og som den sidste del af et stednavn. Det er et ældre ord for eng.
Jeg krydser den brede eng ved den østlige ende af Hindemade, heldigt timet til dagens få solstråler over skoven. Ude over søen er der ænder på vandet og måger i luften, men vandkanten er tæt besat med tykke grågæs (og en enkelt fiskehejre), de basker med vingerne og laver et vældigt spektakel. Syd for Hindemade og Haderslev Dam går jeg i bakkerne mod vest. I begyndelsen er det tæt skov, kun med et enkelt udsigtspunkt. Længere fremme kommer jeg ind i den lokale dyrehave, som jeg dog går igennem uden at se en eneste hjort. Til gengæld vinder afgræssede overdrev frem på bekostning af skoven, og der er fantastiske udsigter over Haderslev. Der er en sejlbåd på søndagstur og talrige skarvetræk. De sorte fugle har samlet sig i et stort dødt træ i kanten af søen.
Efter at have forladt dyrehaven følger jeg Gehejmerådens Sti til Haderslev. Først gennem løvskov med gamle hulveje, dernæst landbrugsland med en stor dueflok i en halv høstet majsmark og får på bakkerne ned mod søen. Haderslev begynder med parcelhuse, og endnu en dobbeltskiltning: Søsportscenter og Deutsche Ruderverein.
Endnu engang er sortkrager ivrigt beskæftiget på de smalle plænestykker ved indfaldsvejen til Haderslev. Jeg krydser min rute fra sidste uge, hvor Haderslevs små mølledamme løber videre som å og følger åen til lystbådehavnen.
Efter dette ganske korte blik på Haderslev Fjord går jeg nordpå gennem byen, ad en sti forbi det gamle vandtårn, før jeg kommer til Haderslev Vesterskov. Det er en forholdsvist nyplantet skov, så der er store felter med lav, tæt skov af unge træer. Det er søndag, og der er ryttere, cyklister og folk på søndagstur i skoven. Som jeg går mod nord, får jeg imidlertid snart skoven for mig selv. Jeg forlader skoven tæt på den travle landevej mod Christiansfeld og Kolding. Det er ikke noget for mig, så jeg går et par kilometer mod vest for at komme ind på en lokal cykelrute mod Christiansfeld. Asfalten er sprukket og lappet, med store klumper slidt af, og jeg har næsten vejen for mig selv. Sommertiden er end i denne weekend, så skumringen falder en time tidligere, og jeg går frisk til gennem et let kuperet landskab på bakkeplateauet. Et tiltalende landskab af levende hegne, skovstykker, enge med kvæg, bække og velholdte gårde.
Det er skumring, da jeg når Christiansfeld ved halv seks tiden, så jeg får kun et flygtigt glimt af byens gamle huse. Da min bus går tre kvarter senere, fra et uoplyst stoppested ved omfartsvejen, er det buldermørkt, støvregn og blæsende.

Natasha’s Dance, 468-586.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s