klik på blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).
Christianfeld-Kolding, 41,9 km.
Lørdag den 1. november 2014.
Fra Vejle Banegård tager jeg X-bussen mod Sønderborg. I dag kan jeg se det landskab i dagslys, som var skjult af mørket i sidste uge, da jeg tog bussen den modsatte vej. Både Vejle og Kolding ligger på bunden af dybe tunneldale, og indfaldsvejene stiger 50 meter på korte distancer. Efter Vejle stiger bakkeplateauet yderligere 25 meter i moderat tempo, men efter Kolding falder det 10-20 meter mod Christiansfeld.
Jeg står af på samme stoppested ved omfartsvejen omkring Christiansfeld, som jeg benyttede i sidste uge. I dag er vejret tørt og solrigt. Usædvanligt varmt for årstiden, meteorologer taler om, at det kan blive den varmeste novemberdag, der nogen sinde er målt, op mod 18°C. Jeg kan gå hele dagen i min trøje, min jakke ryger i rygsækken.
Først går jeg gennem Christiansfelds smukke gader. Der er renovering i gang mange steder. På plænearealer er der sorte fugle ude, både råger og sortkrager. Som jeg går ud ad Christiansfeld passerer jeg et stort solcelleanlæg, hvis panelrækker en stor rågeflok har udvalgt til siddepladser. Heroppe på bakkeplateauet er terrænet blot let kuperet, det er det velkendte landskab af levende hegn, små skovstykker, græsmarker og høstede marker. For første gang i lang tid mærker jeg flere gange den intenst stank fra store svinestalde.
Som jeg nærmer mig Skamlingsbankens 112 meter, stiger landskabet brat. Banken er en fritstående bakke med en mindestøtte og en flagstang med et blafrende Dannebrog. Der er en flot udsigt til alle sider, med Kolding mod nordvest. Rundt omkring er mindre mindesten og buster. Stedets restaurant virker velbesøgt på denne lørdag, den rummelige parkeringsplads er fuld af parkerede biler.
Fra Skamlingsbanken går jeg mod øst, ud mod kysten. Først kommer jeg til et mindesmærke i form af en slags klokketårn, rejst for dræbte frihedskæmpere i Anden Verdenskrig. Derfra fører Skamlingsbankestien ned til Binderup Strand. Først gennem en strimmel høj løvskov, gennem hvis sparsomme stammer, man tydeligt kan se de bølgende grønne bakker i det omgivende landskab. Længere nede passerer man en vintertom campingplads med spredte campingvogne på den grønne plæne. Binderup Strand er en sommerhusområde med fortøjede joller og joller slæbt på land. Der er en vid udsigt over Lille Bælt, og den halvø med Stenderup Skovene, som jeg nu skal ud på.
Det første stræk langs kysten går ad grusveje og små asfaltveje. Længere fremme kommer jeg til Solkærenge, der er et naturgenoprettelsesprojekt, der også har ført til etableringen af en sø, Strandsø, med tilhørende sti. Ude på søen er der et vældigt spektakel fra fugle, og da jeg går langs græsmarkerne øst for søen, er de stuvende fulde af hundredvis af græssende grågæs, der får kreaturerne til at ligne gæster på eget græs. Ude i søen ligger et dusin svaner. Via et lille stykke privatskov kommer jeg ind i Stenderup Sønderskov, en råbuk springer over en mark, stopper op for at se på mig, men bryder sig ikke om synet og forsvinder.
Inde i skoven støder jeg på et skilt, der erklærer skovvejen lukket i nogle måneder af sommerhalvåret på grund af rugende havørne. Man henvises til at betragte fuglene ved Solkær Enge eller kysten. Sønderskoven, der synes under forvandling til naturskov, ligger hen med få og mudrede stier. I kanten af skoven ligger et smukt gammelt skovriderhus, pyntet op med havenisser og silhuetter af hjorte i træ.
Efter en omvej mod øst, kommer jeg ind i Midtskoven, hvor der ligger et tilsvarende skovriderhus ved landevejen. Denne skov er langt mere friseret, med brede, gode grusveje og omhyggelig skiltning. Små træbroer fører over en lille å. Efterårsløvet står i smuk kontrast til nåletræer, som jeg går mod nord ind Nørreskoven. Skovvejene er fulde af friske hestepærer; på skovens parkeringspladser holder privatbiler med hestetrailer påspændt, et par gange bliver jeg passeret af biler med hestetrailere bag sig, og jeg vender mig op og kan se et par brune hesterumper stikke op over trailerens låge. En brat faldende asfaltvej fører ud til Løver Odde, Stenderuphalvøens nordøstlige punkt. Som jeg træder frem fra skovbrynet får jeg lidt af en overraskelse, foran ligger Kolding Fjord, og på den anden side af fjorden tårner et kraftværk sig katedralagtigt op i det gyldne eftermiddagslys. En lang badebro rækker ud mod det.
Jeg går opad den lange bakkevej, jeg kom fra, ikke uden protest fra mine lægge, og slår ind på den nationale cykelrute 5 (Østkyststien), som jeg skal følge hele vejen til Kolding. Tolv kilometer er der til Kolding og kun en god times dagslys tilbage, så jeg går frisk til. Vejen gennem skoven går ad grus- og jordveje gennem gammel løvskov med flot efterårsløv. Dernæst ad små sprukne asfaltveje. Skumringen er fremskreden, en heksering af store hvide svampe lyser op i kanten af et skovstykke. Jeg er kommet et stykke væk fra kysten, og gårdenes hvide bygninger står klart i skumringen mod det grønne græs. Af og til er udsynet åbent over til den fjerne side af fjorden, hvor kraftværkets hvide silhuet kan skelnes.
Stien svinger ud mod kysten, bliver til en grusvej gennem en mørk skov, og dernæst til en overgroet markvej, blot med et slidt kørespor fra cyklerne, ikke mere end en fod bredt. Længere fremme dykker vejen ind i en skov, hvilket overrasker mig ubehageligt. Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle gå i åbent land det sidste stykke mod Kolding. Men det viser sig, at sydsiden af Kolding fjord er dækket af en tynd strimmel skræntskov, ikke mere end hundrede meter bred, og jeg har ganske overset skovsignaturen på mit kortmateriale. Det er buldermørkt derinde, kl. halv seks novembermørkt. Træerne er høje og gamle og lukker sig over mit hoved, halvmånen står klart på nattehimlen, men evner slet ikke at kaste lys herind.
Heldigvis har jeg lært af min aftentur mod Åbenrå, den dag jeg gik fra Gråsten. Jeg har en tynd overtræksvest på i skriggult med refleksstriber, som har hjulpet mig til at blive set på landevejen, og jeg har en lille lommelampe med, ikke længere end min finger. Og den lille lommelampe forvandler det, der kunne være blevet en panisk stroppetur, til en lystvandring. Vejret er tørt og klart, temperaturmæssigt kunne det have været en septemberaften.
I dagslys må det være en smuk tur, i mørket er det heller ikke så ringe. Lyskeglen giver mig sikkert fodfæste på skovvejen, der er høje stammer og krat i underbunden, men på en skrænt der falder ud mod fjorden, så jeg kan se byens lys gennem skoven, de reflekteres som elegante flimrende striber på vandoverfladen. Først parcelhuskvarterer, så Kolding tættere lysklynge med nogle markante højhuse nær havnen langt fremme i billedet, og længere inde over byen, en høj projektørbelyst struktur, jeg gætter på, er tårnet på Koldinghus.
Det eneste forskrækkelse på turen er en pludselig eksplosion af hektisk baskende fuglevinger mod grene lige over mit hoved, og lyden af en stor fugl der flygter. Lidt senere dukker en lyskegle op bag mig, tyst og overraskende tæt på. Jeg stiller mig ud til siden af vejen og viser min position med lommelygten. Den anden lyskegle stopper op, og bag den spørger en rolig stemme: “Er der hund” Jeg svarer benægtende og vinker en mountainbikerytter forbi.
Kort efter munder stien ud ved et klubhus for roning eller sejlsport, og forstædernes fortove begynder. Så jeg lægger lommelygten væk og går de sidste kilometer til banegården i gadebelysningens skær.
Philip Roth: Portnoys Genvordigheder, 1-184.
Jyske Vandreture 