Den grønne linje viser vandring på Hærvejen. Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Ikast-Engesvang, 23 km (430).
Torsdag den 3. februar 2022.
Det grønne arrivatog kører gennem den lille stationsby Bording uden at standse. Jeg har tidligere haft mit udgangspunkt for vandreture her, og det var også tanken i dag. Men jeg har ikke taget højde for, at den togforbindelse, jeg har valgt, er en Regionalekspress, som ikke standser ved de mindste stoppesteder.
Så nu står jeg pludselig på perronen i Ikast, længere mod vest. Det vil tage godt over en time, før jeg kan stå i Bording med det næste tog, det tærer betænkeligt på den tilgængelige mængde dagslys, og jeg har egentlig heller ikke lyst til at vente en time på den åbne perron.
Så jeg orienterer mig på kortet og begynder min vandredag med det samme. Det er en grå dag uden spor af sol, temperaturen er over frysepunktet, og der er næsten ingen vind. Til gengæld er der en let heldagsregn som bliver ved og ved, og langsomt og ubønhørligt efterlader tøjet gennemblødt.
Jeg følger den gamle landevej mod Silkeborg, der stadig har en del trafik, på trods af den nye motorvej mellem Århus og Silkeborg. En kort stykke uden for bygrænsen passerer jeg en lille å med rustrødt vand. Den samme farve fra udvaskede jernforbindelser, som søerne har i de forladte råstofgrave i Søby og de andre brunkulslejer (vandredag 140 og 241). Det lille vandløb her er Storåen, der fra sit udspring i Gludsted Plantage løber i en stor bue mod nordvest indtil den finder frem til Nissum Fjord (vandredag 358 og videre) .
Jeg skal vandre et pænt stykke vej, før jeg kan dreje ind på mindre landeveje og gå mod nordøst. Det er lange lige veje gennem dyrket land, og på den grå dag med heldagsregnen er den enkle fornøjelse ved fysisk bevægelse indtil videre den største attraktion. Jeg passerer Bording Kirkeby, langt mindre end stationsbyen Bording, og fortsætter mod nord, indtil jeg når frem til landevejsbroen over Karup Å.
Åen har blot tilbagelagt hundrede meter af sit løb. Formelt, og kartografisk, opstår Karup Å nemlig ved at Bording Å og Skygge Å smelter sammen til et vandløb af dobbelt bredde, som jeg kan se få meter borte. Den høje vegetation, der kanter åen, har lagt sig fladt, med en vissengul kontrast til den fastere engs grønne græs. Herfra løber vandløbet hele veje til Skive Fjord (vandredag 276 og videre).
Jeg drejer mod øst. Skygge Å og dens kær og enge følger den mindre vej, men plantage og skov kiler sig snart ind mellem vej og vandløb og spærrer det frie udsyn. Nord for vejen åbnes landskabet i hedestykker, der har undgået tilplantning. Området er hegnet ind med et elhegn, der virker komisk lavt i forhold til den flok heste, jeg kan se stå samlet i ly af et skovbryn fjernt fra vejen. Som jeg går mod øst afløses den udpinte plantage syd for vejen af et egekrat. De lave, spinkle træer står med rigelig afstand, lyngen holder ved, hvor der er mest lys, mens grøn mos breder sig på de skyggede partier. Den grå dag giver ekstra farve til de få tørre, visne egeblade, der endnu hænger på grene og stilke.
Jeg krydser den travle hovedvej mellem Viborg og Vejle ved den hyggelige lille flække Klode Mølle, og nærmer mig hurtigt det mere kuperede landskab her på overgangen mellem den egentlige, flade hedeslette og Den Jyske Højderyg. Lige her er der en kompliceret mosaik af plantager, enge og gamle tørvegrave, sammen med mere oprindelige landskabstyper som egekrat, heder og moser. Hærvejen snor sig igennem egnen her, et af landets tyndest befolkede områder.
Den smalle landevej slår en vid bue mod syd, for foden af bakkesiden. Heden breder sig på det flade land foran skråningerne og stikker lange fingre op gennem kløfterne. Lyngen står i en rødbrun tone, og gulnende græs og spredte birketræers hvide bark tilføjer andre toner, inden alt viger for plantagefrontens mørke front øverst på bakken. Jeg følger landevejen et stykke, indtil jeg når en lille parkeringsplads, der danner udgangspunkt for en markeret rundtur i Stenholt Egekrat.
En lav, sammensunket gravhøj flankerer en skovvej, og der er andre gravhøje inden for synsvidde. På mit bedste kortmateriale, et 4 cm kort, hvor fire centimeter svarer til en kilometer i terrænet (dvs 1:25 000), kan jeg se en sværm af de små krydser, der markerer et fortidsminde, oftest en gravhøj, men de fleste er skjult i skoven.
Egeskoven her er fredet, det meste er mere krat med krogede og forkrøblede stammer, bestemt ikke den slags flådeege, man i sin tid byggede store skibe af. Her er små lysninger og masser af luft mellem træer. Der er irgrønt lav på træerne, og lyngen holder ved, overalt hvor der er en smule lys. Når jeg tænker på de mindre egekrat, ikke så langt herfra, som jeg besøgte i lyngens blomstringstid sidste efterår (vandredag 421), så får jeg lyst til at komme igen til august og se dette sted med blomstrende lyng.
Træerne bliver lidt solidere, som jeg kommer længere ind i skoven, men aldrig med ranke stammer, altid med knæk og svung. Som gavntræ betragtet har det næppe anden anvendelse end brænde. En håndfuld forvildede vintergækker står med kronblade som hvide dråber mod skovbundens rustrøde egeløv. Jeg følger mudrede skovveje på rundturen og krydser Hærvejens markerede sti et par gange. Som jeg kommer mod syd overtages skovbunden af et gigantisk sammenhængende tæppe af blåbærris. På den rette tid af året må det være svært at gå gennem området uden at få mundvige og fingre farvet af bærrenes rødviolette saft.
På min vej tilbage mod landevejen skifter jeg til den afmærkede sti omkring Skallerund Sø og tørvemosen øst for. Det er en smal trampesti, heldigvis forstærket med plankebroer på de mest fugtige steder. For det meste må stien holde sig på en vis afstand af sø og mose. En enkelt sted, ved en jægers hochsitz kan jeg komme helt ud til kanten af mosen, hvor fodfæstet straks bliver mærkbart usikkert, og der står vand i pytter og render på moseoverfladen. Sammenlignet med lyngens mørkebrune tæppe i samme nuance, står mosen i changerende brune, gule og grønne toner.
Jeg vandrer ad stien øst om mosen og tilbage langs sydsiden af søen, hvor der er bedre udsigtsmuligheder. Den lille idylliske sø er kunstig skabt, formentlig ved tørvegravning. Andre steder i skoven har der været gravet mergel, og endda været anlagt en lille godsbane til borttransporten. Nord for søen skyder terrænet ryg med et skovklædt højdedrag.
Snart efter når jeg asfalt, går videre ad en kort, afmærket sti, og når så ud til landevejen mod Silkeborg. Jeg skal i den modsatte retning, mod Engesvang. Den reetablerede Bølling Sø breder sig syd for landevejen (vandredag 173). Ude over søen tætner den lette regn til dis. Jeg går over den lille bro over Skygge Ås udløb, kunstigt slynget og mere bæk end å, forbi den øde badebro, og videre ad landevejen, ind til jeg når stationen i Engesvang, i god tid til det næste grønne regionaltog.
Florian Huber: Kind, versprich mir, dass du dich erschieß: 215-300.
Jyske Vandreture 