Den blå linje viser andre vandredage. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Tilst-Hinnerup, 27 km (494).
Søndag den 18. juni 2023.
Jeg har mødt Thomas Dambos store træskulpturer af genbrugstræ flere steder, på en plæne ud mod Horsens Fjord (vandredag 466), ved små landeveje i baglandet på Djursland (vandredag 449), dybt inde i Silkeborgskovene (vandredag 462). I dag starter jeg min vandretur ved Simon og Anine, en stor trætrold, der er ved at tømre en lille troldunge sammen. Den står ved den travle hovedvej mellem Viborg og Århus, i Tilst, med industri, varehuse og fastfoodrestauranter ud mod vejen, beboelseskvarter bag dem, et langt kig ind mod Århus’ højere bygninger i øst.
Fra Viborgvej følger jeg en lang gade, indtil jeg når byens kirke, nær forstadens udkant. Herfra kommer jeg ud på åbent land, på en varm dag med vandring gennem kuperet land uden megen skygge. Snart dykker den lille landevej ned i den smalle ådal omkring Geding Sø. Egåen udspringer her, den gennemløber Kasted Mose og Egå Engsø, inden den når Kalø Vig ved Egå Marina. Hvor jeg krydser vandløbet, er det ikke meget mere end en grøft. Ådalen har grønne enge og stejle bakker, hvor der græsser kvæg og heste. Oppe i Kasted Mose er der endog tre vandbøfler i gang med landskabspleje (vandredag 437).
Et grønt Arrivatog kører gennem dalen, snart efter kommer der hvide DSB-tog. Den Jyske Længdebane finder sin vej mod nord gennem ådalene: Århus Å, Egå, Lilleå og til sidst Gudenådalen. Jeg slår ind på en grussti, der fører fra landevejen til Geding Sø. Det er en del af et større stisystem, der også indbefatter en fodgængerbro over jernbanen og den vestlige bakkeside, hvor der er en større skovrejsning i gang. Endnu er tagrørene omkring den lille elliptiske søs grønne vand dog langt højere end de spæde træer. Over det hele rejser høje bakker sig.
Jeg krydser fodgængerbroen, hvorfra der er lange kig langs blankslidte skinner mod nord og syd i dalen. Selv om jeg er optaget af udsigten i distancen, når jeg lige at se en ræv i tynd sommerpels luske over en grusvej og forsvinde ind i højt, uklippet græs. En anden grusvej fører op til den smalle landevej højt på bakkesiden.
Over alt, hvor jeg kommer frem, står der røde valmuer, somme tider sammen med blå kornblomster. Nogle af dem er tydeligvis blomsterstriber, sået af betænksomme landmænd. Andre steder breder de røde valmuer sig langt ind over kornmarkerne.
Snart efter når jeg Mundelstrup og Gl. Viborgvej, og krydser derefter på kort tid motorvejen og hovedvejen mod Viborg, inden jeg genfinder fredeligere landeveje på vej mod vest. En lang bakkeside skråner opad, en lille gravhøj øverst. Det er en forsmag på, hvad der venter mig, efter at jeg er vandret gennem den lille hyggelige landsby Borum. Straks efter begynder jeg opstigningen til Borum Eshøj (vandredag 176), øverst på bakkemassivet. Der er kun en gnalling tilbage af den store høj, men flere mindre gravhøje står intakte tilbage, og dertil kommer et rekonstrueret bronzealderhus. Den smukke udsigt over det lavere land kan man ikke køre væk til vejfyld . Mod nordvest ses Lading Sø og den sydlige fløj af Frijsensborgs store skove.
Varmen bliver stadig mere følelig, og jeg må huske mig selv på at drikke vand hver halve time. Jeg krydser den travle hovedvej ved Lading og kommer ud på fladere land med godsets store marker. Undervejs passerer jeg små landsbyer. I Norring er der bevaret et gammel fattighus, hvor en kvadratisk brændestabel angiver en halv favn brænde, omkring en kubikmeter. Det var et års tildeling af brænde til et fattiglem omkring år 1900.
Øst for Norring tager jeg hul på de sidste kilometer frem mod Hinnerup. En lille sidevej følger jernbanens jordvold frem mod stationsbyen ved Frijsensborgskovenes østfløj, der er marker syd for banen, kær nord for den.
Stationen i Hinnerup ligger klods op ad skovbrynet. Den blev oprindeligt bygget for at betjene greven på Frijsenborg. Den lange lige skovvej, anlagt til grevens hestevogn, findes stadig, med en træport, pyntet med et aristokratisk emblem.
Få hundrede meter længere fremme ligger perronen, med skygge og god tid til næste tog.
Siegfried Lenz, Duell mit dem Schatten, 180-206.
Jyske Vandreture 