Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge tidligere vandreture).

Galten-Langå, 36 km  (536).
Søndag den 13. april 2025.

Endnu en gang starter jeg min vandredag ved Høver Kro i udkanten af Galten. Siden sidst har udsprungne tulipantræer føjet sig til kirsebærrene. I dag går min vandretur hverken til Søhøjlandet eller Århus Ådal, men tværtimod stik nord. Over mit hoved er der drivende skyer og endnu sol. Som dagen skrider frem bliver himlen grå, endog med korte perioder af finregn. Der er dog ingen vind og pæn temperatur, så alt i alt er det en fin dag til en vandretur.
En stribe af små søer og moser har fået lov at bestå i den vestlige udkant af Galten. Små flokke af grågæs holder til derude, mens et par velnærede gæs vralter på land få meter fra mig. Op mod vejen er der grønsvær, hvor mælkebøtter blomstrer, lutter gule kurveblomster, endnu ikke en eneste grå fnugbold imellem dem.
En uanseelig grusvej, der løber mod vest, viser sig at være et fragment af den nedlagte Hammelbane. Landskabet åbner sig mod ådalen omkring Lyngbygård Å med store marker. En enlig knopsvane fouragerer på den nærmeste. Åen, et tilløb til Århus Å (vandredag 238), er næsten skjult bag striber af krat. Nord for den lave dal ligger landsbyen Skjørring. Middelalderkirkens skib står med hvidkalkede mure og rødt tegltag, våbenhus og kirketårn i røde mursten er tydeligvis senere tilføjelser. Landsbyen har flere gårde i bykernen, og en rest af en gammel byfælled.
Rapsmarkerne er begyndt at få gule strøg, farven drukner endnu ganske mod de grønne stængler og blade. Skjørring Overskov rejser sig forude. Først får jeg dog lejlighed til passere en hurtigt rislende bæk i et lille krat. Skovbunden er spækket med anemoner og store gule engkabbelejer vokser i kanten af det lille vandløb.
Inde i skoven breder langt større anemonetæpper sig under partier med løvskov. Jeg drejer ind på en øde skovvej. Øjensynlig har jeg det hele for mig selv, men pludselig mærker jeg øjne på mig og opdager to hjorte i underskoven. De er fuldstændigt fastfrosset i bevægelsen, og det tager et langt øjeblik før deres former træder frem for mit øje mod underskovens jordfarver. Vi betragter hinanden i korte sekunder, og så stikker de af, deres bagpartier med hvide spejl med en enkelt sort stribe. Det er sikaer, formodentligt fra den frit levende bestand i Frijsenborgskovene.
Sikahjorte er ikke naturlig hjemmehørende i Europa, de hører hjemme i Østasien. I deres naturlige habitat har de fjender som den sibirske tiger, så de er forståeligt, at de er mere sky end de fleste andre hjortearter. De er ikke det eneste eksotiske indslag i skoven her. Langs skovvejen står der buske med smukke røde blomster. Det er blodribs, en populær prydbusk i haver, oprindeligt fra Nordamerikas vestkyst. De ses også forvildet ved vejkanter, ikke alt for langt fra haver. Her står de imidlertid med afmålte mellemrum i vejkanten, så måske har de fået hjælp af en menneskelig hånd, snarere end gennem fugles fordøjelsessystem.
Ved det nordlige skovbryn ligger et idyllisk ejendom med stråtag og rødt og hvidt bindingsværk, som jeg husker fra en tidligere vandretur her (249). Som jeg følger veje og stier mod vest, kommer jeg fri af skoven og ud til endnu en panoramisk udsigt over et let kuperet landskab med dyrket land og skov i det fjerne.
Det er store marker her, en del af Frijsenborg Gods, i kanten af skoven ligger Lyngballegård med en smuk hvid hovedbygning. Det er et af de mange mindre godser og tilhørende avlsgårde, som i tidens løb er blevet inddraget under det større gods. Skoven på skrænterne her leder ned mod det smukke landskab omkring Lading Sø (vandredag 176). Her er den typiske godsskov med skovdiger og gamle bevarede løvtræer med tykke stammer, partier med nåleskov længere inde. Lærken, det eneste løvfældende nåletræ i Danmark, er ved at sætte friske nye blade, små bløde lysegrønne nåle.
Den smalle landevej krydser hovedvejen mellem Viborg og Århus, blot for at fortsætte ad en lang allé over en stribe åbent land, inden den møder langt større skove. I skovbrynet ligger den lille avlsgård Fuglsang, som er ganske overskygget af et biogasanlægs store tanke. Inde i skoven er der kompakte sektioner med tæt nåleskov, afvekslende med lysåbne løvskovpartier.
Som jeg nærmer mig en lille lysning i skoven, som gennemskæres af vejen træder jeg forsigtigt frem. Jeg har før set sika græsse her. I dag bliver jeg dog skuffet, lysningens største del nord for vejen er blevet harvet, og der er hverken græsstrå eller hjorte at se. Så vender jeg blikket mod den lille uberørte lysning syd for landevejen, og der græsser en lille flok sika, mindre end en snes dyr. Jeg står en stund og betragter de smukke dyr. Hjortene bekymrer sig ikke om bilerne, der suser forbi, men så snart jeg sætter i gang, og dyrene bliver opmærksomme på mig, søger de sammen og forsvinder ind i skoven. En mindre gruppe stopper i skovbrynet og betragter mig et øjeblik, og så er de også væk, indtrykket af bagdelenes hvide spejl med sort stribe hænger et øjeblik længere.
Den del af skoven, de forsvinder ind i, hedder Gammel Dyrehave, og der ligger en smuk gammel skovridergård i skovbrynet, som kaldes Dyrhus. Indhegningen er for længst nedlangt, så sikaerne er fritlevende nu.
Endnu en lang allé fører op mod Frijsenborg Gods, i horisonten aftegnes den lange allé mod avlsgården Jernlit. Vejen kaldes Linien, med få knæk fører den gennem en fløj af de store skove hele vejen til Hinnerup (vandredag 385). Togstationen her blev opført for at en daværende greve kunne komme lettere til København og passe sine politiske hverv der. Slottet ligger næsten skjult bag avlsgården og høje træer. Gennem de bladløse trækroner aner man spir og tårne. Selve slottet er lukket for offentligheden, men man kan få et blik fra havesiden fra den rigtige skovvej (vandredag 92). Godsets skiltning er prydet med et kækt lille egern.
I første omgang følger jeg landevejen mod nord. En stejl bakke, et populært indslag i cykelløb, fører ned til Pøt Mølle, restauration og hotel. Jeg kan se den røde farve fra dannebrogsflag, før jeg når frem til de hyggelige bygninger på dalbunden. Nedstigningen byder også på synet af grønt bøgeløv, udsprunget på kronernes laveste blade ud mod vejen.
Jeg er nået til Granslev Ådal, en flænge af kær og enge mellem dalsidernes skove. Her har godset en stor indhegning til vildsvin. Engene er den mindste del af den, den omfatter også en stejl skovklædt bakkeside, fulde af krat, sump og små kløfter. En mere vedvarende regn begynder at falde, som jeg krydser kvægristen og videre ad den lange grusvej, men det er ikke derfor, at eng og kær er som blæst for svin. Dyrene er sky – eftersom de er udsat for jagt – og de holder til oppe i den tætte skov. Så snart de får øje på mennesker stikker de af med skingre hvin og løftede haler (vandredag 187).
Der er imidlertid andet at se på, fasaner spankulerer ud fra skoven, gæs holder til på engene, en flok viber flyver over himlen, og pludselig letter en ravn fra en gren over mit hoved. Landskabet bærer tydeligt vidnesbyrd om vildsvinenes aktivitet. Store dele af skræntskovens underskov fremstår med sort, oprodet jord. Et krat ud mod Granslev Å er som støvsuget, lutter rå jord, kun de største, nedfaldne grene tilbage på rå jord.
Den lange dal smalner ind, og da jeg omsider går ud den store indhegning, er det for at dreje op ad bakken via en tilgroet markvej, reduceret til en enkelt slidt trampestil, gravet dybere af mountainbikes dæk. Der er smukke lange kig gennem dalen. Oppe på plateauet når jeg ud til et netværk af grusveje – og naturligvis endnu en avlsgård. En lille flok får holder til i en fold, tre spæde lam i en klynge, en sen fødsels nådegave sparer dem fra at indgå i dette års pulje af påskelam. En endeløs nyharvet mark strækker sig langt mod øst, mens et langt snoet skovbryn følger med. En musvåges sonderende skrig gjalder foroven
Et sted heromkring går Frijsenborg Gods jord og skov over i Bidstrup Gods’ jorder (vandredag 290), så det er stadig endeløse skove, mark- og skovveje der går over i grusveje, snart langs en enorm nypløjet mark på den fladere bakke.
Grusvejen fører mig nærmere kærene langs åen, gennem trækronerne kan jeg se spiret og omridset af kirken i Granslev, som jeg kort efter når frem til. Kirken har et sjovt spir med løgkuppel. Mange landsbykirker var i ældre tid ejet af lokale godsejere, som har kunnet sætte deres præg på dem. Granslev Kirke hørte til Bidstrup Gods, som en periode var ejet af Gerhard de Lichtenberg, som var glad for løgkupler, som de også ses på Godset Engelsholm og den nærliggende Nørup Kirke ved Vejle (vandredag 245), såvel som andre kirker.
Der er adskillige gårde bevaret i landsbyens midte, nogle tydeligvis konverteret til anden anvendelse. Jeg er tilbage på asfalt, og i let regn følger jeg den smalle landevej over bakken mellem Granslev Ådal og Lilleåens dal, som jeg når ved Laurbjerg. Undervejs krydser jeg banestien, der nu løber i den gamle Gjernbanens tracé hele vejen fra Silkeborg (vandredag 89). Egentlig endte banen her, men der var et ekstra spor fra Laurbjerg til jernbaneknudepunktet Langå.
På den anden side af Laurbjerg finder jeg på den banesti, der følger Lilleåen frem til mødet med Gudenåen og Langå. Der er udstrakte enge, kær og krat her. Mod vest kan jeg se det lille gods Løjstrup Hovedgård (vandredag 343) ligge for foden af en skovklædt dalside. En håndfuld hundeluftere, cyklister og gående benytter den velholdte grussti, og regnen er da også stilnet af, mens gyldne solglimt alt for kort falder over heldige pletter af det smukke landskab. Informationstavler langs vejen fortæller historien om den store sabotage mod jernbanebroerne i Langå. Den førte til besættelsestidens første henrettelse af fem modstandsfolk på Skæring Hede nord for Århus, hvor der står en mindesten (vandredag 7).
Kort efter står jeg ved Gudenåen, nyder udsigten i lange øjeblikke, før jeg går over den gamle jernbanebro og snart efter den nye fodgængerbro over skinnerne, og så er jeg ankommet til perronen i Langå.

This slideshow requires JavaScript.