Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage. Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.
Brædstrup-Ry, 27 km (502).
Lørdag 28. oktober 2023.
Det er efterhånden en hel del år siden, jeg har været i Brædstrup (vandredag 31). Det er en gammel stationsby, på den for længst nedlagte jernbane mellem Silkeborg og Horsens, der i dag er en lang banesti, nu også med en gammel jernbanebro gravet frem af en høj jordvold og malet postkasserød (vandredag 75). Rutebilen fra Horsens stopper ved torvet foran den gamle stationsbygning, der er pænt vedligeholdt og overgået til liberale erhverv. En godsvogn står på et skinnesæt foran stationen som et mindesmærke over den svundne tid.
På hjørnet af torvet er gamle fabriksbygninger renoveret og rummer nu et lille bryghus og en café. Et skilt i rustent jern, med bogstaver som udskårne tomrum, markerer banestien mod Horsens. Jeg skal imidlertid mod nord. Her og der, ved gadedøre, står der udskårne græskarhoveder, også et par stykker ved byens genforeningssten.
Som jeg kommer ud på åbent dyrket terræn og går mod nordøst, møder jeg en anden stor stenblok, behørigt fremvist i et lille anlæg med grus og bænk, ved indkørslen til en gård. En informationstavle forklarer, at det er en vandreblok, bragt hertil af et gletsjer fra et ukendt sted i Norden eller Baltikum. 7000 tons vejer den, den blev fundet så sent som i 2017.
Over mit hoved begynder en grå himmel langsomt at give plads til hvide skyer og striber af blåt. Vejret holder tørt hele dagen, men der er en vandkold fornemmelse i luften. Udsigten er vid, det er let kuperet plateau, små skove på de lave bakketoppe. Trækronerne står med efterårsfarver i gule, orange og brune farver, fra de store haver ved gårdene glimter det ildrødt fra mere flamboyante træer og buske her.
Jeg går gennem landsbyen Tønning og svinger ind på vejen mod nord. Hurtigt når jeg ind i skovland, gennemskåret af en dyb dal med eng og kær. Bakkesiden inddeler skoven i lagkagestriber, et bånd af efterårsløv, gyldne ravfarver, høje graner i en mørk grøn tone højere oppe, lavere nede nye nåletræskulturer i en mere skær grøn farve, som irret kobber.
En bæk løber under vejen, pludrende på den ene side, for foden af den anden vejside, hvidt, skummende brus som vandet slås mod sten. Der har været meget regn de seneste dage og mere ventes i morgen. Bækken er fyldt til bristepunktet, og selv om den blot er en meter bred, frembringer den en imponerende larm.
Havbæk, som vandløbet hedder, har kun kort vej til Gudenåen. Gudenåens opland opfanger en stor mængde regn og leder det frem til Randers Fjord. Med de stigende mængder regn i vinterhalvåret er oversvømmelser stadigt hyppigere, som jeg hurtigt får at se. Som jeg stiger op af dalen og kommer fri af skoven får jeg en fantastisk udsigt over Gudenådalen og langt hinsides til de fjernere bakkekamme, der rejser sig i nord. Med de blotte øje kan jeg lige akkurat skelne Sorring Låddenhøj (vandredag 237), det høje radiotårn tæt ved virker spinkel som en synål mod horisonten. Dalbunden er forvandlet til en sø, Gudenåen er gået over sine bredder og der er en ubrudt flade af vand i stedet for åens snoninger.
Som jeg fortsætter mod nord passerer jeg skovgodset Vissinggård, en smukt vedligeholdt gård, passende placeret i skovbrynet, flankeret af store lader med rødmalede porte. En stor del af de nærliggende skove hører under godset, hvis besiddelser også omfatter den lille Nedenskov Sø, som jeg snart efter når frem til. En trampesti går langs søen og går hurtigt over i skovveje. Den lille sø er omkranset af skov med efterårsløv. Der er både en lille privat badebro og, i passende afstand, en smal stribe badestrand, som ejeren har åbnet for offentligheden.
Tilbage på asfalt går jeg et kort stræk mod Voervadsbro, inden jeg slår ind på den smalle landevej på den høje skrænt vest for Gudenåen. Skrænten er bevokset med skov, krat og høje gyvelris, men der også passager med græsning, som giver mulighed for et storslået udblik over den brede å, hurtigt strømmende på det stejle stræk ned mod Mossø. På den anden side af Gudenåen rejser en skovklædt bakkeside i brogede farver sig op mod Sukkertoppen med den smukke udsigt over Søhøjlandet (vandredag 247). Heste græsser på flad eng ud mod åen.
Neden for Sukkertoppen ligger Klostermølle ud til Mossø (vandredag 384). Den vej skal jeg dog ikke i dag. I stedet drejer jeg fra ved Pinds Mølle og følger en grusvej, hvor skovbrynet møder engen. Et par nysgerrige sorte heste sætter i let trav og følger mig på vej, brune, hvide og grå heste holder til nær den bæk, der løber gennem engen.
Som jeg svinger mod nord, kommer jeg igennem fladere terræn med plantager, kantede lysninger med rester af hede og overdrev, små, svært tilgængelige søer skjult bag nåletræer. Flere af sidevejene til den grusvej, jeg følger, er lukkede på grund af jagt, og af og til hører jeg skud. En flok geder holder til i en stor fold, et par stykker styrer nysgerrig over mod mig og trækker resten af flokken med sig. De lægger dog hurtigt to og to sammen, tøver og stopper så op, som de forstår, at jeg ikke kommer med godbidder.
De tætte plantager ender, hvor et fladt overdrev åbner mod det høje bakkedrag som bærer Rye Sønderskov. Det løfter sig mere end 120 højdemetre i forhold til overdrevet. For foden af bakkekammen, dybt nedskåret i terrænet og usynlig for mig, ligger Salten Langsø (vandredag 138). Sort kvæg græsser omkring den langt mindre Brudesø. Gyvelris og hunderoser kanter vejkanten. Blandt mængder af hyben i rødbrune farver lyser en enkelt sent blomstrende lyserød hunderose op. En låge giver adgang til overdrevet, og jeg griber chancen til at runde Brudesø, det ender hurtigt med spinkle kvægveksler tildækket med saftige kokasser, som endnu kan tiltrække fluer. Giftige fluesvampe, hvide prikker på rød skive, påkalder sig opmærksomheden andre steder.
De sidste kilometer ad dagens vandring går ad mere velkendte veje; så snart jeg har krydset den brede Salten Å, drejer jeg mod øst og følger vandreruten mellem Århus og Silkeborg mod Ry. Gudenåen er ikke langt borte, men kun få steder er der udblik over den fra plantagernes grusveje. Store lyngkoste står tilbage, stadig med små blomster, nu dæmpet til hvid, med det svageste stænk af rosa.
For den sidste strækning gennem skovene søger jeg helt ud til trampestien langs Rye Møllesø. Løvtræerne dypper grenene i vandet, en hvid hejre letter på den anden side af grenværket. Som jeg stopper op ved en åbning ud mod søen, fanges mit øje af en bevægelse derude: en odder. Dyret dykker en snes meter ad gangen, bryder så vandoverfladen i få øjeblikke, det hundeagtige hoved lavt i vandet, og forsvinder straks igen.
Skumringen er ved at begynde, som jeg når Ry. Ved Ry Mølle presses vandet under broen, med bulder og hvidt skum, ud i en kanal, der er ved at gå over sine bredder, Plænerne ved det lille anlæg her er mættede af vand, og føles geleagtigt under støvlesålerne, som en hængesæk i en tørvemose. Tilbage på fortovet går jeg de sidste metre op ad bakken og hen til stationen.
Samira El Ouassil & Friedemann Karig: Erzählende Affen, 160-198.
Jyske Vandreture 