Den orange linje viser min tur Jylland Rundt på 80 Dage. Den blå linje viser andre vandredage.  Brug menubjælken og rullemenuen for at se oversigtskortene specielt for Jylland Rundt. Den lilla linje viser dagens vandrerute. De regionale oversigtskort, søgeboksen i kolonnen til højre eller punktet kronologi i menubjælken kan benyttes til at udvælge tidligere vandreture.

Skærbæk-Hviding, 27 km (542).
Tirsdag den 8. juli 2025.

Min forrige vandredag sluttede på stationen i Tønder, i dag starter jeg på perronen ved stationen i Skærbæk. Begge bygninger stammer fra tyskertiden, da den såkaldte Marskbane i 1887 blev åbnet mellem Bredstedt i Tyskland til Hviding syd for Ribe. Det var en del af en dansk-tysk aftale om at etablere en sammenhængende jernbane mellem Heide (i Holsten) og Ribe. Allerede da hertugdømmerne var under den danske krone, blev der etableret flere etaper Marschbane her, de koblede sig på banen mellem Altona og Kiel, der var helstatens første jernbane, indviet i 1844. Meget af den tyske marskbane består endnu og betjenes af regionaltog – jeg har benyttet dem under mange vandreture ved det tyske vadehav.
Sidste år afsluttede jeg en vandretur fra Nordstrand til Skærbæk her. Som det sidste passerede jeg Marsk Tårnet i byens udkant, for træt og våd til at tænke på at bestige det. I dag, derimod, vil jeg starte med en bestigning. Umiddelbart efter en række smukke marskgårde fører en vej op til tårnet og besøgscentret omkring det.
Tårnet, tegnet af Bjarne Ingels Group, er en dobbeltspiral, udført i cortenstål, som på trods af at det har et tyndt lag rust yderst, rent faktisk er mere modstandsdygtigt. På afstand fremtræder det mere som træ end jern, på solbeskinnede dage endda med et gyldent anstrøg over den rødbrune rust. I dag er dog en overskyet dag, kold og blæsende. Jeg tager min vindjakke på før jeg bestiger spiraltrappen, og kan glæde mig over det, da jeg når observationsplatformen øverst.
Tårnet er 25 meter højt, og med tillæg af bakken befinder jeg mig i 36 meters højde. Foran mig ligger marsklandet og Vadehavet, med Rømødæmningen og Rømø centralt. I syd kan jeg se Albuen ovre på Sild (Fem vandredage på Sild) og den lille færge til Havneby. Mod nord kan jeg se industriskorstene i Esbjerg. Engene og forlandet fremstår som et hav af grønt græs, næsten ingen bygninger derude. For foden af tårnet ligger besøgscentret, bygget med stråtækkede tage og planker i marskgårdsstil, bagved det Skærbæk.
Fra tårnet går jeg ud mod kysten, indtil jeg møder landevejen mod Rømø, som en rampe løfter over det lange dige langs kysten. Fra digekronen har jeg et vidtstrakt udsyn over forlandet med flokke af græssende får, men det er den store fugl over mit hoved, der gør krav på min opmærksomhed. En havørn, der glider over himlen i store cirkler, over mit hoved som en sort silhuet, store vingefjer, tung krop, kraftigt næb, indtil den arbejder sig ned ad kysten, og en solstråle finder vej gennem skyerne og kaster glitrende lys over dens udbredte, låste vinger. Jeg har set havørn her før, fra diget ovre på Rømø (vandredag 285), to fugle rastende på en sandbanke langt ude i Vadehavet, massive, med sammenklappede vinger, siddende.
Blæsten fra nordvest er følelig øverst på diget. Så snart, jeg stiger ned på servicevejen inden for diget, er jeg i fuldstændigt læ, og temperaturen stiger kraftigt, så jeg omgående må have vindjakken af. De næste timer følger jeg vejen mod nord, med lejlighedsvise afstikkere op på diget for udsigten over forlandet. Der er lange jordramper på tværs af diget for at give landmændene mulighed for at transportere får eller kvæg til eller fra forlandet, og der er trapper ved sluserne.
Undervejs gennemløber vejret alle stadier i en dansk sommer, solskin, overskyet, finregn, tunge sorte skyer, regnslør i det fjerne, intense byger, regndis over landskabet. Inden for diget løber der brede afvandingskanaler, af og til afbrudt af små søer. Tagrør kanter det hele, sommetider med lilla gederams eller dueurt, sommetider med hvid snerle eller mjødurt, gule åkander på vandet. Ænder, måger og ofte et svanepar holder til ved søerne. Af og til går en hejre tungt på vinger og trækker væk. Svaler jager over vandoverflader. Jeg ser enkelte kobbersnepper og hører en regnspoves kald. Græs over alt, eneste undtagelse er en lille vildtager med spredt lucerne og en håndfuld blodrøde valmuer. Langt inde i landet ses Brøns Kirke med et hvidkalket kirketårn.
Undervejs passerer jeg Brøns Å og Rejsby Å. De største sluser, Kongeåslusen og Kammerslusen ligger længere nordpå, Sneum Å er det nordligste regulerede å udløb i Vadehavet (Vandredag 420), mens Varde Å løber ureguleret ud i Ho Bugt (vandredag 263).
Dagens to sluser er anderledes små, men har dog parkeringspladser, jeg ser et par hundeluftere, og der er opslag om lystfiskerkort. En mindesten erindrer om 19 digearbejdere som druknede ved en stormflod i 1923. Fra toppen af diget kan jeg se åerne løbe ud i Vadehavet, køer græsser uanfægtede af regnen, mens der har samlet sig blandede flokke af måger, gæs og gravænder nær åbrinken. Et enkelt sted er grøbling tydeligt markeret i marskengen med det karakteristiske vaskebrætmønster, lange parallelle render (grøbler), hvor der står vand. I mellem dem brede, højere striber (agre), opstået ved at grøblernes klæg er kastet derop.
Længst mod nord krydser jeg mit eget spor for år tilbage, Drivvejen (vandredag 56). Jeg følger den markerede vandrerute ind i landet mod Råhede. Undervejs passerer jeg Hviding Kirke, en gammel middelalderkirke, ensomt beliggende i det åbne marsklandskab. Kirken har intet tårn, med dog en lille tagrytter med klokken, så rent teknisk set er det vel ikke en kullet kirke.
Råhede er en hyggelig lille landsby med den oprindelige klynge af gårde fint bevaret. Som jeg forlader byen, kaster en musvåge sig ud fra en lavt siddende gren, flyver mod en læhegn, med et hurtigt dyk mod en hare, der dog ikke rører sig ud af stedet, øjensynligt ikke truet på sin plads i fødekæden. Dagens sidste kilometer går mod Egebæk-Hviding, undervej passerer jeg en fint vedligeholdt ejendom med navnet Gendarmhuset, en påmindelse om at grænsen efter 1864 gik her i området syd for Ribe (vandredag 125), langs grænsegrøften få hundrede meter mod nord – dette var den tyske side.’
I sin tid lå der store banegårde ved grænsestationen i Hviding. Efter Genforeningen blev den overflødige danske banegård i mange år brugt til psykiatrisk hospital, siden 2015 har den huset et asylcenter. I dag er der blot et trinbræt, adgang ad en sti uden om det gamle banegårdsområde, en glasskur og et halvtag, som yder beskyttelse mod regnen, mens jeg venter på toget.

Jenny Erpenbeck: Kairos, 315-379.
Keld Conradsen: Byen og Havet, 1-251.

This slideshow requires JavaScript.