42: Lyngs-Struer Landevej (Paris)

klik på et blåt nummer for at se denne vandredag. (Dette interaktive kort virker dårligt på mindre skærme. Alternativt kan punktet kronologi i menubjælken benyttes til at udvælge andre vandreture).

næste vandredag

Se information og links om dette afsnit af ruten Jylland rundt

Lyngs-Struer Landevej (Paris), 27,5 km.
Tirsdag den 24. juli 2012.

Dette er den første dag i meget lang tid, hvor næsten al min rejsetid tilbringes i tog. På grund af sporarbejdet på tværbanerne er det nødvendigt at tage omkring Vejle og diagonalbanen til Struer. Jeg får gjort Finnegans Wake færdig i dag og også taget en god bid af Pamuk.

Det er også den første højsommerdag, med sol fra en skyfri himmel. Jeg har solcreme på og går i t-shirt meget af tiden. Jeg ankommer til Lyngs kvart i et og går straks i lag med ruten. Det meste af vejen går den ad små landeveje og grusveje. Den snor sig af sted med hyppige afstikkere til kysten. Kysten er ofte høje skrænter, grusstrand, af og til med badende. Der er masser af græsmark med kvæg og heste, strandsump.

Jeg nærmer mig Oddesund, kommer til at gå klods op ad den ensporede bane, hvor Arrivas grønne regionaltog og DSBs hvide tog kører. Oddesundbroen har klassiske lave buer, jeg går på en delt cyklist- og fodgængersti, mens jeg kigger ned på vandet, der løber under. Jeg er tilbage i det kontinentale Jylland og endegyldigt færdig med min nordenfjords vandringer, så jeg løfter armene i triumf, da jeg går i land søndenfjords.

Samtidig husker jeg en fjern botanikudflugt i min universitetstid, hvor bussen stoppede her og unge mænd og kvinder flåede alt deres tøj af og styrtede i vandet, mens Jes og jeg stod blufærdig tilbage på stranden. Jeg mener at kunne huske en iskiosk fra dengang, men den er væk nu.

Efter broen følger stien Nissum-siden af fjorden. Først er det en lav tange med en spinkel række af bittesmå sommerhuse, længere henne rejser skrænterne sig højt. Store blandede flokke af måger og skarve sidder på stranden, men de går på vingerne længe før, jeg kommer rigtigt nær.

Fra stranden stiger stien op til skræntens toppe via en ravine, og derefter krydser jeg en golfbane, behørigt flankeret af advarselsskilte. Banens manicurede green er en grel kontrast til skrænternes vilde græs. Man går en langt stykke langs golfbanen, kommer igennem et sommerhuskvarter og ud til skrænterne igen. Der er en lang serie træbroer ned til stranden, stimarkeringen er væk. Men jeg har ikke lyst til mere bjergbestigning denne dag og genfinder i stedet stien oppe på skrænten.

Længere fremme går man gennem en bakket kvægfold, før man kommer ud til en lille bæk i strandkanten. Herefter går man ind i landet, der er let bakket og opdyrket. Egentligt var det meningen, at jeg ville gå hele vejen til Struer, men jeg føler mig træt, og da jeg når frem til landevejen, der fører til Struer, beslutter jeg mig for at stoppe. Det er ganske tæt på, hvor Harboøre-stien møder Oddesund-stien.

De få huse, der ligger her, er end ikke fundet værdige til et markeret stoppested, men jeg flager bussen ned, og ser, da jeg kører derfra, at den lille flække bærer det pompøse navn ”Paris”.

I Struer kan jeg mod forventning stige direkte ind i et tog mod København. Jeg køber cola i automaten, slår mig ned og læser de sidste sider i Finnegans Wake. Paris, 1922-39 er bogens sidste linjer.

Finnegans Wake, 527-628.
Orhan Pamuk, Det Nye Liv, 1-117.

This slideshow requires JavaScript.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s